På Nørrebro er millennialgenerationens livsangst blevet til poetisk teater

Mindreværdskomplekser, angst og haiku. På Nørrebro Teater er millennialgenerationens livsangst blevet til poetisk og underholdende teater. Måske kalder tiden på andet end bagatelberetninger fra de indre landskaber?

Oprigtigt glædeligt er det at se så mange unge talenter på scenen, skriver anmelder Kathrine Maria Amann. Her er det Ena Spottag Fog i et kram med Mikkel Becker Hilgart
Oprigtigt glædeligt er det at se så mange unge talenter på scenen, skriver anmelder Kathrine Maria Amann. Her er det Ena Spottag Fog i et kram med Mikkel Becker Hilgart. Foto: Büro Jantzen.

De tumler med tilværelsen. Med at finde sig til rette og føle sig gode nok. De er selvudslettende, alt for bevidste, hæmmede og håbefulde. Én efter én træder de tøvende frem på scenen. Deler deres usikkerheder, drømme og sjæleangst i små monologer, mens årstiderne umærkeligt skifter omkring dem. 

Den produktive danske dramatiker Nanna Cecilie Bang har givet taletid til en generation af unge voksne, der har svært ved at komme rigtigt i gang med livet omkring de 30. De kæmper med hverdagstristesse og småneuroser, med morrollen og med voksenansvaret. Måske er det en form for personlig guide til at græde diskret i det offentlige rum, som Ena Spottag Fogs kejtede fortællerfigur indledende prøver. Måske er det et kaotisk og kærligt generationsportræt.

I oprulningen af de mere eller mindre forkælede millennialproblemer klæder det "Kunsten at være okay" på Nørrebro Teater i København, at den hele tiden har et velplaceret ben i det selvironiske og galgenhumoristiske. 

Bang har en næsten Line Knutzonsks sans for det akavede. For at parre ny-absurd hverdagskomik med strejf af sårbarhed og almindelig eksistentiel grundangst. Det er der kommet en række fine, vedkommende vignetter ud af, som er bundet let sammen i Niels Erlings rytmiske iscenesættelse.

Oprigtigt glædeligt er det i øvrigt at se så mange unge talenter på scenen. Mikkel Becker Hilgart med sit råbende digt om ikke at ville møde nogen, han kender. Andrea Øst Birkkjær, der på komisk genkendelig vis ødelægger alt for sig selv til en fest. Marie Dalsgaards groteske småbørnshelvede og Lea Thiim Harders gribende soulstemme. Isa Marie Henningsens ydmygende kærlighedsmøde. Ari Alexander, der bevægende taler om dødsangst- og længsel og Mathias Bøgelund, der bare siger "pænt nej tak" til det hele.   

At alle skal have en tur i midten kan undertiden synes lidt mekanisk repeterende og gruppeterapeutisk. Men den pligtskyldige rundgang bliver lejlighedsvist brudt af Thomas Buttenschøns meddigtende, komiske popkompositioner og Viktor Dahls ferme musikalske akkompagnement. 

Forestillingens allerstørste hit er imidlertid Julian Toldam Juhlins betagende smukke og rigt poetiske scenografi. Et indre landskab med årstidernes skifte – fra isnende, utilnærmelig vinter til blomstrende forårsfryd. Det hele i dragende papirklip med en skov af drømmetræer, der lyser hvidt og gådefuldt mod en mørk vinterhimmel. 

"Kunsten at være okay" er en visuelt frapperende popkomedie sprængfuld af ungt talent. Nanna Cecilie Bang forstår som få at tale til en generation af kuldsejlede, forvirrede sjæle på en insisterende ironisk, dog aldrig distanceret, måde. Hun skaber dramatik om de nære, genkendelige ting. Alligevel kan det forekomme lidt underligt utidigt med en forestilling, der så verdensfjernt leverer frontberetninger fra navlens dyb midt i al tidens alvor. Men også det er velsagtens et generationstypisk træk. 

Kunsten at være okay. Nørrebro Teater i København. Manuskript: Nanna Cecilie Bang. Musik: Thomas Buttenschøn. Instruktion: Niels Erling. Scenografi: Julian Toldam Juhlin. Spiller til den 29. oktober.