På Nørrebro er millennialgenerationens livsangst blevet til poetisk teater

Mindreværdskomplekser, angst og haiku. På Nørrebro Teater er millennialgenerationens livsangst blevet til poetisk og underholdende teater. Måske kalder tiden på andet end bagatelberetninger fra de indre landskaber?

Oprigtigt glædeligt er det at se så mange unge talenter på scenen, skriver anmelder Kathrine Maria Amann. Her er det Ena Spottag Fog i et kram med Mikkel Becker Hilgart
Oprigtigt glædeligt er det at se så mange unge talenter på scenen, skriver anmelder Kathrine Maria Amann. Her er det Ena Spottag Fog i et kram med Mikkel Becker Hilgart. Foto: Büro Jantzen.

De tumler med tilværelsen. Med at finde sig til rette og føle sig gode nok. De er selvudslettende, alt for bevidste, hæmmede og håbefulde. Én efter én træder de tøvende frem på scenen. Deler deres usikkerheder, drømme og sjæleangst i små monologer, mens årstiderne umærkeligt skifter omkring dem. 

Den produktive danske dramatiker Nanna Cecilie Bang har givet taletid til en generation af unge voksne, der har svært ved at komme rigtigt i gang med livet omkring de 30. De kæmper med hverdagstristesse og småneuroser, med morrollen og med voksenansvaret. Måske er det en form for personlig guide til at græde diskret i det offentlige rum, som Ena Spottag Fogs kejtede fortællerfigur indledende prøver. Måske er det et kaotisk og kærligt generationsportræt.