Prøv avisen
Bog

På opdagelse i Carl Nielsens toneverden

Carl Nielsen skabte store symfoniske værker, solokoncerter, to operaer, adskillige lejlighedsværker og ikke mindst flere hundrede enkle, fine og uopslidelige sange. Foto: Scanpix

Torben Enghof har skrevet en nyttig bog om Carl Nielsens musik

Der findes allerede masser af indspilninger og opførelser af Carl Nielsens musik samt en righoldig litteratur om komponisten, kronet af den nylige videnskabelige udgivelse af alle Carl Nielsens værker og stort set alle hans breve, artikler og erindringer.

På den baggrund er det nyttigt, at Torben Enghoff, saxofonist og bestyrelsesmedlem i Carl Nielsen Selskabet, nu er kommet med en meget anvendelig og velfortalt oversigtsbog om komponistens omfattende produktion.

Carl Nielsen skabte store symfoniske værker, solokoncerter, to operaer, adskillige lejlighedsværker og ikke mindst flere hundrede enkle, fine og uopslidelige sange. Hans musik var præget af en karakteristisk tone, som eftertiden har udråbt som særlig dansk; og samtidig havde Carl Nielsen en indædt vilje til at forny musikken og komme videre. I den forstand var han virkelig moderne, og det stiller naturligvis også krav til den, der vil skrive om ham.

Her er Torben Enghoffs beskrivelser af Carl Nielsens værker systematiske, grundige og underholdende, idet forfatteren både forholder sig til og citerer andres udsagn om værkerne og selv indlevet og uhøjtideligt introducerer og gennemgår musikken. Om begyndelsen af Carl Nielsens kraftfulde fjerde symfoni skriver forfatteren for eksempel:

”Forestil Dem, kære læser, at De står foran en dør. Alt ånder fred, men pludselig er der nogen, der flår døren op, og det vælter ud med en frygtelig larm og spektakel, en råben og skrigen, og møblerne kastes rundt. Sådan starter fjerde symfoni! Den starter med noget, der allerede er i gang, den starter midt i noget.”

Slår man op under Carl Nielsens to operaer, får man et indblik i den forholdsvis korte periode, hvori operaerne blev til. ”Saul og David” lå færdig i 1902, og ”Maskarade” blev til under stort pres og mindst lige så megen inspiration i tiden 1905-1906.

Torben Enghoff kunne med fordel have givet sig selv mere plads til at beskrive operaernes handlingsgang i disse afsnit; men målet for forfatteren har været at fortælle om værkernes tilblivelse og om modtagelsen af dem. Da Carl Nielsen lige efter århundredskiftet fandt på at komponere en opera over den bibelske fortælling om Saul og David, stillede han sig samtidig kritisk over for den megen fokus, der var på sangernes præstationer i operaer som Verdis ”La Traviata”.

Carl Nielsens resultat blev et meget smukt, renfærdigt og ambitiøst værk, der nærmest havde karakter af et oratorium. Den skønne, men alvorstunge opera blev rost, men ikke opført ret mange gange i modsætning til Nielsens næste opera, ”Maskarade”, der byggede på Holbergs komedie af samme navn og blev et sandt musikdramatisk festfyrværkeri. Det er let at forstå, hvorfor så meget af denne musik høres så ofte og med så stor fornøjelse.

Torben Enghoff kommer også godt rundt om Carl Nielsens mange sange, komponistens samarbejde med kirkemusikeren Thomas Laub og digtere som Jeppe Aakjær, Ludvig Holstein og Holger Drachmann. Det er ligeledes interessant at læse om Carl Nielsens skuespilmusik og mange lejlighedsværker, som er tidstypiske, men ikke høres så meget mere. Bogen ender med et kapitel om Carl Nielsen som skribent og noget om litteraturen om komponisten. Med Torben Enghoffs oversigtsbog i hånden er man godt rustet til på ny at gå på opdagelse i Carl Nielsens toneverden.

kultur@k.dk