På Ordrupgaard har man fået skabt en smuk og herskabelig helhed

Første etape af Ordrupgaards istandsættelse og udvidelse står klar med en ny ophængning af museets danske samling med hovedvægten på Vilhelm Hammershøi og L.A. Ring. Og i arkitekten Zaha Hadids tilbygning til Ordrupgaard kan man
lige nu opleve en række af Tal R’s værker

Vilhelm Hammershøi: ”Interior with the Artist’s Mother and Sister” (1884).
Vilhelm Hammershøi: ”Interior with the Artist’s Mother and Sister” (1884). Foto: Paul Skovbakke.

De seneste tre år har Ordrupgaard været lukket for offentligheden på grund af en omfattende udvidelse og restaurering. Således har museet måttet ekspandere og anvendeliggøre arkitekten Zaha Hadids mærkelige torso af en tilbygning fra 2005. Samtidig har museet benyttet anledningen til en omfattende istandsættelse af arkitekten Gotfred Tvedes oprindelige bygning fra 1918. Begge dele tegner lovende.

Den oprindelige herskabsbygning blev skabt til erhvervsmanden og kunstsamleren Wilhelm Hansen og hans hustru, Henny, og er opført som både et hjem og et kunstgalleri til parrets store samling af primært fransk og dansk kunst. Denne kombination af privatbolig og kunstgalleri var på mode i tiden blandt de førende mæcener og kendes blandt andet fra Thielska Galleriet i Stockholm og Frick Collection i New York.

Ordrupgaards langstrakte kunstgalleri og bibliotek med det svale ovenlys var oprindelig tiltænkt Wilhelm Hansens franske samling. Men denne flyttes nu ned under jorden i museets nye udvidelse, tegnet af norske Snøhetta. Denne nye underjordiske del af museet indvies den 14. august. Flytningen af den franske samling har givet meget mere plads til stifterens danske samling, der nu kan ses som en helhed, der strækker sig fra det store galleri og vinterhaven ind i samlerparrets mere private del af hjemmet fra 1918.

Vilhelm Hammershøi: ”Interior with the Artist’s Mother and Sister” (1884).
Vilhelm Hammershøi: ”Interior with the Artist’s Mother and Sister” (1884). Foto: Anders Sune Berg

Dette greb er vellykket. For det første betyder udvidelsen og ommøbleringen, at næsten hele den danske samling nu kan ses fremme med værker, der rækker fra den danske romantik til naturalismen, impressionisme og symbolismen omkring år 1900. Det betyder vitale korrespondancer mellem eksempelvis Johan Thomas Lundbye og Theodor Philipsen. Læg dertil et væld af mindre malerier og arbejder på papir, der tager sig godt ud i Hansen-parrets interiører med sprøde lysindfald og møbler designet af Therkel Hjejle i den lyse spisestue og af Johan Rohde og Thorvald Bindesbøll i biblioteket, herreværelset og Wilhelm Hansens kontor.

Men den primære interesse samler sig om ophængningen i det langstrakte kunstgalleri. Her er hovedvægten lagt på museets samling af de to mest markante kunstnere omkring år 1900, Vilhelm Hammershøi og L.A. Ring. Allerede Hansen-parret erhvervede deres værker, men en stor cadeau til direktør Anne-Birgitte Fonsmark for konsekvent de seneste 20 år at have satset på at opbygge den danske samling omkring disse to dybt originale malere.

En række nyerhvervelser af både Hammershøi og Ring igennem årene betyder, at Ordrupgaard i dag har en virkelig fornem repræsentation af de to kunstnere. Læg dertil, at Augustinus Fonden generøst har deponeret fondens fire Hammershøi-værker på netop Ordrupgaard. Det betyder, at museet i dag rummer en af verdens fineste samlinger af Hammershøi. Og alene det seneste år har Ordrupgaard suppleret samlingen med fire værker af Ring, herunder kunstnerens frapperende og grotesk misantropiske version af Pieter Bruegels berømte værk ”Parablen om de blinde”.

I kunstgalleriet forsøger Ordrupgaard sig med en klassisk salonophængning i stifternes ånd. I det langstrakte rum hænger Rings og Hammershøis værker tæt og blandet med hinanden, suppleret med enkelte andre beslægtede kunstneres værker, af eksempelvis Viggo Johansen og Peter Hansen. Det er ganske interessant at bevidne og bygger på Hansen-parrets opfattelse af, at kunstværker ikke alene skal supplere hinanden, men også kontrastere hinanden.

Nu kendte L.A. Ring og Vilhelm Hammershøi hinanden rigtig godt, og i slutningen af 1880’erne og begyndelsen af 1890’erne malede de værker, der både koloristisk og motivisk er nært beslægtede. Men der er selvfølgelig også markante forskelle: Rings gyllepunk fra de søndersølede sjællandske landsbyer over for Hammershøis æstetiske interiører fra det københavnske storborgerskab. Men dissonanser og fotografiske vinkler er de fælles om, og respekten var gensidig.

Ophængningen af L.A. Ring og Vilhelm Hammershøi på denne mixede måde er et eksperiment. Værkerne tager næsten livet af hinanden i det kuratoriske favntag. Men intet her i livet varer jo evigt, så en dag vil deres værker nok igen hænge adskilt på hver sin væg.

Samlende for det langstrakte og højloftede gallerirum er et mægtigt bord i dets midte, hvor museets samling af kunstnerkeramik fra samme epoke er opstillet. Her også designet af kunstnere, der kendte både Ring og Hammershøi og var en del af den fælles front dengang i dekadencen, som Thorvald Bindesbøll og Svend Hammershøi. Opstillingen af keramik i midten af galleriet pointerer både rummets og kunstens tre dimensioner, flade bliver til fylde og får perspektiv. Et godt greb.

Som helhed skaber restaurering, farvesætning og nyophængning af den danske samling i Henny og Wilhelm Hansens oprindelige kombination af herskabsbolig, selskabslokaler og kunstgalleri den tilstræbte helhed; et Gesamtkunstwerk helt i tidens ånd.