Dette er tredje kapitel i serien ”Nybegynderen”. Find de øvrige kapitler her: kapitel 1, kapitel 2, kapitel 4.
Det er mærkeligt, for de ser det ikke, kirkegængerne til højmesse i Grundtvigs Kirke den 6. marts 2022.
Dåbsforældrene sidder og lytter opmærksomt med babyen på armen. En ældre kvinde skutter sig i sin jakke. De er vel nogle og 50 stykker, enkelte har ikke været i kirke i mange år, andre kommer her hver søndag.
Nogle blandt kirkegængerne lægger dog mærke til, at manden på prædikestolen, den høje, mørkhårede fyr, roder med sine medbragte papirer. At han på et tidspunkt er uhyggeligt tæt på at vælte det vandglas, han, uklogt, placerede på prædikestolens murstenskant.
Nogle af dem tænker over, at det er lidt spøjst, han ikke har præstekjole på. Er det noget med, at han er praktikant?
Ja. Rent fysisk er det præstepraktikant Nikolaj Zeuthen, der står deroppe. Mentalt svæver han dog rundt et sted oppe under hvælvingerne, ser sig selv oppefra og tænker:
”Det her er helt forkert.”
Herren være med jer
Lidt tidligere på ugen trækker den gule linje 6A sig tungt det sidste stykke op af Tagensvej, før bussen læsser en håndfuld turister af på Bispebjerg Torv. De skal se noget af det ypperste inden for dansk arkitektur, og de er ikke de eneste, der i dag har fundet vej til Grundtvigs Kirke.
Inde i den store, enkle kirke, tegnet af arkitekten P.V. Jensen-Klint som et monument for digterpræsten N.F.S. Grundtvig, går små grupper rundt med deres smartphones og vrider nakken af led. De taler med dæmpede stemmer, men akustikken kaster selv de mindste lyde rundt i det katedralagtige kirkerum.
Oppe ved alteret render Nikolaj Zeuthen rundt sammen med en kvinde i høje hæle.
”Vi har en halv time, før min kollega kommer med minikonfirmanderne,” siger Inge Lise Løkkegaard.
Hun er præst her i kirken og Nikolaj Zeuthens praktikvejleder. De er i gang med en generalprøve, før han på søndag skal holde sin første gudstjeneste for en rigtig menighed. Det er et led i hans to-ugers praktik, som er en vigtig del af præsteuddannelsen. Her øver man sig i alt det ved præstelivet, man ikke kan læse sig til.
Nu står han ved alteret, med ryggen til.
”Den anden vej, Nikolaj!” siger Inge Lise Løkkegård bestemt, da Nikolaj Zeuthen vil vende sig mod menigheden.
”Oookay,” siger han og drejer tilbage på plads.
Han vender sig om igen, tager den én gang til.
”Herren være med jer!”
Inge Lise Løkkegaard nikker dybt for at bekræfte, at rotationsretningen var rigtig denne gang.
Nikolaj Zeuthen breder armene ud til hver side som en sprællemand, flytter dem først helt op over hovedet i et V, tager dem så en tak ned, så han ligner et kors, og til sidst lidt længere ned langs siden, så han ligner et A.
”Hvordan med den her. Ligger den rigtigt?”
”Altså, det er jo op til dig,” siger hun.
Det er en af de ting, de er blevet undervist i på Pastoralseminariet, i det fag, der hedder retorik. Man skal ikke tro, at det er ligegyldigt, hvordan præsten gestikulerer og bruger sin krop. Sådan noget som hvor højt, man løfter hænderne under velsignelsen, kan, bevidst eller ubevidst, signalere noget om præstens teologiske ståsted.
”Heroppe, det er sådan lidt overlegent, synes jeg,” siger Nikolaj Zeuthen og løfter hænderne op over hovedet, før han flytter dem ned.
”Jeg tror, den ligger meget godt her i midten.”
Han pakker bøgerne, der ligger på alteret, sammen og bevæger sig mod prædikestolen. Den er muret op i lysegule mursten ligesom resten af kirken. På trappetrinene op til prædikestolen er der små, mørke pletter.
”Jeg tror, det er skosværte,” siger Inge Lise Løkkegaard.
Nu er det et par slidte ørkenstøvler, der træder op, skridt for skridt. Kirkens gamle, lidt mindre prædikestol, placeret lidt længere nede i kirken, bærer en inskription:
”Læs ordet som står skrevet men vidn hvad du har levet”
Gamle P.V. Jensen-Klint blev i 1928 spurgt af nogle journalister, hvor han havde de ord fra. Han svarede, at ”det er en indskrift, som jeg har fundet i en af vore gamle kirker”.
Ordene havde filurmageren dog selv opfundet. P.V. Jensen-Klint var ny-grundtvigianer og ønskede at understrege sit syn på præstegerningen: At det ikke er en teologisk eksamen, men menneskelig erfaring, der tæller mest, når man er præst.
Som han sagde om inskriptionen:
”Det skal være sådan en slags opstrammer til præsten om ikke bare at snakke løs om, hvad der står i teksten, men også tænke på, hvad der foregår i selve livet.”
Nikolaj Zeuthen står lidt på prædikestolen og afprøver, om det er bedst at have hænderne på papirholderen i egetræ, eller om det er bedre, de holder fast om murstenskanten. Han vælger det første.
Prædikenen får ros af Inge Lise Løkkegaard. Men især bønnen er hun begejstret for.
”Rigtig god bøn,” siger hun.
”Ikke for lang?”
”Nej!”
Det, der ikke kan fikses
Nikolaj Zeuthen er vant til at være sådan en, der fikser ting. Er der en lampe på moderens plejehjemsstue, der skal skiftes, får han det gjort. Er der mislyde i familien, den lille eller den store, forsøger han at gyde olie på vandene. Fiks det, siger en indre stemme.
”Backstage” i Grundtvigskirkens venstre side finder Nikolaj Zeuthen og Inge Lise Løkkegaard et rullebord med rester fra et menighedsrådsmøde. De står og snakker lidt over chokolader og småkager, da en af kirkens øvrige faste præster, Vibeke Bidstrup, åbner døren.
Hun har runde briller og vinterfrakke på. I favnen bærer hun en buket tulipaner, endnu indpakket i plastik.
”Det er fra dem, der mistede deres lille søn,” siger hun og ser ned på blomsterne.
”Det er meget sødt af dem.”
Hun har lige været hos dem for at tage en eftersamtale oven på begravelsen. Nikolaj Zeuthen har selv tænkt meget over, hvordan han vil reagere på den første begravelse.
På Pastoralseminariet øver de præstestuderende, ligesom de øvede plejehjemsgudstjenesten, også kirkelige handlinger som dåb, bryllup og begravelse. Der er blevet døbt nogle dukker inde i Vartov det her forår, fortæller Nikolaj Zeuthen, og de har også holdt begravelse og kastet jord på en, heldigvis tom, kiste.
”Et effektivt memento mori,” siger Nikolaj Zeuthen med henvisning til de gamle grækeres leveregel om, at det er klogt at være sig bevidst, at man en dag skal dø.
Døden holder sig ikke ude af en præsts synsfelt ret længe ad gangen, men der er også liv. Nede i krypten under kirken kæmper endnu en af kirkens andre præster, Vivi Andersen, for at holde styr på en flok minikonfirmander, der alle vil have en smurt bolle med pålægschokolade samtidig.
”Jeg tænker nogle gange,” siger Nikolaj Zeuthen til sin praktikvejleder.
”Du går fra én situation til en anden. Når du lægger dig til at sove om aftenen. Banker tankerne så rundt? Eller nedfælder det sig?”
”Det, der er svært, er nok de mange skift,” siger Inge Lise Løkkegaard.
”Jeg havde en mand, som kom meget her i kirken, og som jeg godt vidste, var syg. Jeg besøgte ham, og da jeg forlod ham, tænkte jeg, det var sidste gang, jeg så ham. Jeg skyndte mig afsted, for konfirmanderne ventede. Og dér skal du være nærværende og tunet ind på dem og deres verden. Men det var svært, for jeg havde jo ham i tankerne. Om aftenen var der menighedsrådsmøde.”
Hun smiler lidt sørgmodigt.
”Kan det også være redningen? At blive tvunget ind i funktionen på den måde,” spørger Nikolaj Zeuthen.
”Det hjælper da bestemt, at der er en dåbssamtale med et ungt par den dag, man har den sidste samtale med et menneske inden døden,” svarer Inge Lise Løkkegaard.
Hun har dog også som præst oplevet ting så ubærlige, at hun måtte kramme sine børn ekstra længe om aftenen, siger hun.
Nikolaj Zeuthen siger, at han håber, han vil kunne stille sig til rådighed i de situationer, og kunne hvile i, at han ikke kan fikse det.
Inge Lise Løkkegaard slår ud med armene.
”Jeg tænker jo, at alle mennesker har det sådan, at de gerne vil fikse ting! Men det kan vi jo ikke som præster. Det, vi kan, er at være det menneske, der vil være sammen med den anden i det, der ikke kan fikses. Én, der stiller sig ved deres side, når alle muligheder er opbrugt.”
Nikolaj Zeuthen nikker og er stille lidt. Så drøner minikonfirmanderne forbi som en skræppende stæreflok, før de forsvinder op i kirken.
Hvor mange år tager det at blive en dygtig præst? Inge Lise Løkkegaard har været i gang i knap 20 år.
”Og jeg har ikke styr på det endnu! Ethvert menneske, vi som præster møder, er et nyt menneske, der kalder på dig som præst. Jeg tænker faktisk, at hvis man kommer dertil, hvor man synes, man er ’færdig’, så er der noget galt.”
Faret vild
Marts er omvæltningernes måned. Alting skal til at ske, måske, og nu er søndagen kommet, hvor Nikolaj Zeuthen har sin første, rigtige gudstjeneste.
Det er kun Inge Lise Løkkegaard, der må bære præstekjole, Nikolaj Zeuthen er i jakkesæt. Han må ikke stå for den dåb, der skal være i kirken i dag, så den tager Inge Lise Løkkegaard for ham. Resten af gudstjenesten er hans.
Kirkeklokken slår sine tre gange tre bedeslag, et slags ”final call” til kirkegængerne. Nikolaj Zeuthens blik flakker lidt rundt mellem kirkebænkene, da han går op ad kirkegangen sammen med Inge Lise Løkkegaard, lige efter det unge dåbspar, med Bachs præludium i ørerne.
Dér er hans far – ham havde han ikke ventet. Hans lillebror er også kommet for at støtte op om projektet. Forlagsredaktøren er dukket op med sin kæreste. Og helt oppe ved prædikestolen står Nikolaj Zeuthens kæreste, Maria, og hans yngste søn, Per. Alle ser de forventningsfuldt på ham.
Han laver ingen åbenlyse fejl, ud over at mikrofonen, der er fæstnet i hans bukselinning, ikke helt tager fat til at begynde med. Har han glemt Inge Lise Løkkegaards påmindelse om, at selv om man har mikrofonen på, skal man stadig tale, som om man står fem meter væk fra folk? Ellers æder akustikken det, man siger. Han rømmer sig og får stemmen op i niveau.
Og jo, idet han stiger op på prædikestolen, kommer han til at tjatte til vandglasset, der først ser ud til at have lyst til at sabotere øjeblikket, men i stedet finder tilbage til sin akse og bliver stående på prædikestolens kant, mens indholdet skvulper sig til ro.
Men derfra går det umiddelbart rigtig fint.
Han taler om dagens tekst: Jesus’ sidste måltid med disciplene. Om hvordan disciplene opfører sig i Frelserens sidste timer.
”Dette historiens mest væsentlige middagsselskab, det mest sagnomspundne, malede, gendigtede – måltidet over alle måltider – det er ikke stort andet end en kikset familiekomsammen i en dysfunktionel familie. Skænderi, svigt – dårlig stemning,” siger Zeuthen.
Dåbsbarnets far trækker på smilebåndet.
Det er, siger Zeuthen, mysteriet ved Jesus. Hans ”besynderlige og store lyst til igen og igen at kaste sig imod sine ufuldkomne, fortvivlede, selvoptagede og forvirrede medmennesker.”
”Jesus elskede det. Intenst og inderligt ville han det og ønskede han det,” siger Nikolaj Zeuthen og holder en lille pause i talestrømmen.
”Sandelig en mystisk adfærd for en guddom.”
Kirkebønnen er den bøn, præsten beder, efter prædikenen er holdt. Det er en lidt længere bøn, hvor præsten har mulighed for at sætte et personligt præg.
Nikolaj Zeuthen beder:
”Kære Gud,
Menneskelivet, du har skabt, er mildest talt ambivalent og sammensat. Sådan ser det ud fra vores ståsted. Vi beder dig, støt os og vær med os, når det overmander os, og vi mister orienteringen. Vær med os, selv når vi tvivler på dig og din vilje. Ja, Gud, vi beder dig for alle, der er faret vild.”
Beder præsten i virkeligheden også lidt for sig selv?
Der er ingen af kirkegængerne, der lægger mærke til, at han har mistet fodfæstet, og det kommer heller ikke frem under kirkekaffen. Inge Lise Løkkegaard synes, det er gået strålende. Sønnen Per er stolt. Et ældre ægtepar fra Brovst var egentlig taget i Grundtvigskirken for at se giraffen, altså kirken, og kender ikke noget til Zeuthen som digter. Manden bemærker begejstret, at prædikenen havde humor – noget, han ikke er vant til der, hvor han normalt går i kirke.
”Det undrede mig dog, at han ikke havde præstekjole på. Er han under oplæring eller sådan noget?”
Nikolaj Zeuthen selv går rundt og snakker lidt med de forskellige, holder lidt om Per og sørger for, at familien får kaffe og chokolade.
”Jeg er lige lidt blæst,” siger han og tager sig til hovedet, da jeg nærmer mig med blokken.
”Vi ringes bare ved, ikke?”
Nogle dage senere tager han endelig telefonen. Viceværten skulle lige være færdig med at slå græs, men nu er han klar til at tale om i søndags.
”Det var en blandet oplevelse, vil jeg sige. Jeg synes jo, jeg var totalt i ro, lige indtil prædikenen og kirkebønnen. Så fik jeg vel det, man kan kalde et mindre angstanfald."
Han beskriver det som "meget ud-af-kroppen-agtigt". Det var, som om det ramte ham, at han var kommet ”om på den anden side af disken”. Pludselig føltes ordene i prædikenen ikke som hans, nærmere som noget, andre havde patent på.
”Jeg havde det, som om jeg stod og fortalte en historie,” siger han.
Og han så ud på menigheden og kom til at tænke på, hvor forskellige de mennesker, der sad i kirken, egentlig var.
”Der var jo nogle, der kom for at få deres barn døbt. Og så holder jeg sådan en mørk prædiken, som egentlig er skrevet som en opgave på studiet. Er det det, man har lyst til at høre på sit barns dåbsdag?”
”Og så var der min familie…”
Det er lidt blandet med dem, siger han. På den ene side er det dejligt, de kommer og støtter op.
”På den anden side kan det gøre én ekstra selvbevidst, at nogen, der kender en så godt, sidder og ser en i den rolle. Som prædikant.”
Nikolaj Zeuthen ”faldt på røven i sit sind” oppe på prædikestolen, og han har brugt det meste af den seneste uge på at finde ud af, hvad der skete. Inge Lise Løkkegaard foreslog, at han, for at komme op på hesten igen, skulle stå for en musikandagt. Han fik skrevet en prædiken, han følte var mere hverdagsagtig, mere ham. Og det gik heldigvis bedre, siger han.
Nikolaj Zeuthen måtte heller ikke bære præstekjole under musikandagten.
”Men man burde jo i det mindste have sådan et ’Ny i Netto’-skilt,” siger han.
Der røg uskylden
Det er blevet sommer og shortsvejr. Nikolaj Zeuthen sidder og venter ved springvandet i Pilestræde i det indre København, han har lige været inde at aflevere et nyskrevet essay til en redaktør. Skriveriet er taget til på det seneste, og det føles godt, siger han.
Vi skal tale om, hvad der er sket, siden sidst vi mødtes, under hans praktik i Grundtvigskirken. Han er nu officielt færdiguddannet fra Pastoralseminariet, der har udgjort de seneste fire måneder af hans præsteuddannelse. Præst bliver han dog først, hvis han søger og får jobbet som præst i en kirke. Hvis.
”Jeg har det nok faktisk sådan, at jeg er lidt mæt af kristendom,” siger han og pakker et eksemplar af Weekendavisen ned i sin rygsæk.
Av. For en kristelig reporter er det jo én ting, at han skriver for en konkurrerende avis. Men mæt af kristendom ligefrem? Hvad skete der med kaldet?
Det kommer sig nok af flere ting, siger han. Af skoletræthed og af at høre ordet ”Kristus” alt for mange gange, hver eneste dag, fire måneder i træk. De har snakket om det på holdet, at man godt kan være lidt ”priested out” (præstet ud) hen imod afslutningen på det hele.
”Og så havde vi, mod slutningen, nogle lidt svære dage, hvor vi diskuterede vielse af homoseksuelle, og hvor folk ligesom bekendte kulør teologisk,” siger han.
”Jeg tror, jeg blev ret chokeret over, hvor mange på holdet, der for eksempel var imod kvindelige præster. Flere af de unge mænd, som jeg egentlig har dannet gode bånd til, vil ikke vie fraskilte.”
”Jeg skulle arbejde med mine egne fordomme dér. Man bliver jo konfronteret med den del af sig selv, der er overbevist om, at man selv har ret. Men man bliver jo også konfronteret med, at de synes, man er galt på den, og ikke læser nok i Bibelen.”
Det blev også ubehageligt, fordi der var en homoseksuel mand på holdet, siger han.
”Der røg lidt af uskylden, må man sige”.
Solen brænder på de bare ben nu og vi flytter os ind i et træs skygge.
Han ved ikke, om det har gjort ham klarere på, hvor han selv ligger i det store teologiske spektrum. Lidt måske?
”Jeg lærer jo mere og mere om de grupperinger, der er i folkekirken, og den retning, hvor man besvarer alle spørgsmål dogmatisk. Den er ikke min," siger han.
Det er en retning, der bærer en indbygget selvmodsigelse i sig, synes han.
"Mennesket er fuldstændig syndigt og verden er falden. Men så er der liiige den her lille lomme, hvor man med sit intellekt og meget skråsikkert kan udlægge Biblen til at betyde noget meget bestemt på nogle meget veldefinerede områder. Men bibel og kristendom fremstår for mig langt mere rodet og mystisk. Og det holder jeg meget af: guddommeligt rod og mystik. Skråsikkerheden må være det, man for alt i verden må undgå."
Han er taknemmelig, hvis det lykkes med det præstejob, men lige nu føles det ikke specielt presserende. Telefonen ringer lidt mere for tiden, han har aftaler om spillejobs, og for nylig tikkede der en mail ind om, at Kunstfonden har bevilget ham endnu et legat til en bog.
”Et godt et,” smiler Nikolaj Zeuthen.
”Det kunne også være, man bare skulle skrive?”
Dette var tredje kapitel i serien ”Nybegynderen”. Find de øvrige kapitler her: kapitel 1, kapitel 2, kapitel 4.