Prøv avisen
Bog

På rundtur i den islandske litteratur

4 stjerner

Med Erik Skyum-Nielsen bag rattet kommer vi sikkert rundt i den islandske litteratur gennem 800 år. Speederen er i bund, men der er også plads til de små afstikkere og sjove detaljer

I første halvår af 2019 kunne læsere af dagbladet Information hver fredag læse et nyt veloplagt essay af litterat, oversætter og kritiker Erik Skyum-Nielsen om islandsk litteratur. Nu er alle disse essays blevet samlet, afpudset og udgivet som en lille litterær tour de force i den islandske litteratur på 22 kapitler.

Erik Skyum-Nielsen har en fortid som lektor i dansk litteratur ved Islands Universitet, og han har efter eget udsagn oversat næsten 100 bøger fra islandsk. Blandt de sidste oversættelsesbedrifter hører, at han var en del af holdet bag den nye store oversættelse af de islandske sagaer. At han har en mangeårig fortrolighed med det lille lands store litteratur, og at han samtidig er en dreven formidler med mange års anmelderi i rygsækken, mærker man i hans måde at præsentere stoffet på. Skyum, som han hedder blandt fagfæller, kan på ganske kort plads komme rundt i stoffet og forene det dybt saglige med det muntert anekdotiske.

Vi begynder lige fra den tidlige begyndelse med ”Den poetiske edda”, også kaldet ”Ældre edda”, fra omkring 1270, som for nylig er kommet i en nyoversættelse ved Rolf Stavnem (på U Press). Mange vil kende ”Vølvens spådom”, langdigtet om verdens skabelse og efterfølgende undergang i ragnarok, og Erik Skyum-Nielsen viser med fyldige citater, hvordan Stavnem i sin oversættelse har greb om tonen, både når den er højstemt, og når den er rap og fræk. Man får læselyst af Skyums indføring i den tidlige litteratur.

Herfra bevæger vi os videre til ”Snorris edda”, som er en indføring i skjaldekunsten, og hvor man blandt andet kan lære brugen af kenninge, skaldedigtningens metaforik, hvor alting hedder noget andet og mere kunstfærdigt, som når håret kaldes ”hjernens gårds skov”, og derfra går turen videre til sagaerne, og sådan fortsætter det op gennem tiden til sidste kapitel, hvor vi blandt andet møder den samfundskritiske Bergsveinn Birgisson, der i sit forfatterskab peger tilbage på gamle værdier, som syntes at blive sat over styr under 2000’ernes vilde økonomiske vækst. Der er meget at nå på 250 sider, så hastigheden er høj, ikke mindst i de kapitler hvor der skal introduceres mange forfatterskaber.

Erik Skyum-Nielsen formår at variere formen på sine introduktioner. Således åbner kapitlet om den i mellemkrigstiden så storsælgende Gunnar Gunnarsson hjemme i forfatterens stue i 1955, hvor der ventes ved telefonen: Mon det er ham, der skal modtage Nobelprisen, som der er blevet gisnet om? Den fik han ikke – det gjorde den 13 år yngre Halldor Laxness, og som Skyum-Nielsen nådesløst kan afsløre, havde ingen i nobelkomitéen stemt for Gunnarsson.

På samme måde ser vi sammen med den unge Skyum samme Halldor Laxness komme trillende i sin store Jaguar gennem Reykjavik, hvorefter vi får forfatterskabet gennemgået i store træk. Anekdoterne tager aldrig over, men doseres med let hånd, som den om den entreprenante lyriker Einar Benediktsson, der efter sigende engang solgte nordlyset til et hold britiske rigmænd!

Den islandske litteratur er rig og egenartet. Som Skyum beskriver det, er Island af i dag kendetegnet ”ved et voldsomt, frontalt sammenstød mellem en gammel højtudviklet litterær kultur og en hypermoderne mediekultur. Befolkningen står i denne kamp blot langt bedre rustet end de fleste andre på kloden”.

Det islandske skriftsprog blev udviklet midt i 1100-tallet af en islandsk munk, og hans gode notationer betyder, at islændinge i dag kan læse de gamle skrifter, og at man, selvom Island siden kom under norsk og dansk krone, hele tiden har haft en direkte adgang til den litterære arv. Dertil kommer, at litteraturen ikke, som i Vesteuropa, har været noget fint, der blev dyrket på herregårde og præstegårde, men at digtekunst og fortællekunst har været for alle både som skriftlige og mundtlige fortællinger, og det er den ånd, man stadig mærker i landets rige litteratur. Den ånd har Erik Skyum-Nielsen samlet smukt op i sine 22 kapitler, som hermed er anbefalet til enhver med interesse for Island og dets litteratur.