Den store udstillingshal på Hamburger Bahnhof i den tyske hovedstad Berlin virker tom i de her dage.
Tom på samme måde som en banegårdshal gør i det øjeblik, et tog triller ud fra perronen og skinnerne ligger udstrakte og tomme hen og venter på, at det næste tog ankommer. Det er dog mere end hundrede år siden, det sidste tog kørte herfra, på ruten mellem Berlin og Hamborg, og i år er det tyve år siden, den gamle banegård blev omdannet til udstillingssted for moderne kunst. Og skinnerne er for længst blevet pillet op og fjernet. Tomheden i dag skyldes de enorme flade skulpturer af den amerikanske minimalist Carl Andre (født 1935), der breder sig ud over udstillingslokalets store flisegulv, men lader rummet over være tomt.
Carl Andre blev i 1960’erne kendt som manden, der ændrede skulpturen som kunstform. Han var en del af tidens eksperimenterende og grænsesøgende kunstscene, der i det hele taget sprængte rammer og kunstopfattelser, og Andres ærinde blev at redefinere, hvad en skulptur kunne være. I hans hænder blev den nærmere til et rum.
De store rustikke udstillingslokaler her på Hamburger Bahnhof er velvalgte rammer for udstillingen ”Carl Andre: Sculpture as Place 1958-2010” (Carl Andre: Skulpturen som sted 1958-2010), der breder sig i et enormt omfang på 7500 kvadratmeter med over 300 værker fra fem årtier. I sine første år som kunstner arbejdede Carl Andre nemlig selv som jernbaneportør hos Pennsylvania Railroad og havde til opgave at koble tog manuelt til og fra på strækningen mellem Jersey City og Newark i staten New York. Et arbejde, han i et interview omtalte som ”en overbygning på skulptøruddannelsen.” De erfaringer, han gjorde der, kom til at præge hans kunstneriske virke og skabte en forkærlighed for jernbanens materialer som træ, sten og metal.
Carl Andre har beskrevet sig selv som den første kunstner, der arbejdede uden for atelieret. Hvor andre af datidens skulptører skar, modellerede, svejsede og bankede på og i deres materiale, var det aldrig transformationen af en foreliggende klump, der var Andres arbejdsmetode. I stedet samlede og byggede han sine værker på udstillingsstedet. I et interview med magasinet The Newyorker for år tilbage fortalte han, at hans skulpturer ikke skal betragtes som objekter, men som steder.
Når man står midt i værket ”6-Metal Fugue” fra 1995, der består af 1296 små metalkvadrater, der breder sig i symmetriske mønstre, bliver den transformation, skulpturen undergik i begyndelsen af 1960’erne, meget tydelig. Andre pillede den ned fra sin piedestal og opløste den formmæssighed, der tidligere havde defineret den. Og han gik skridtet videre end sin samtids kunstnerkolleger ved at gøre skulpturen til en del af verden. Da han lagde den ned på gulvet, fjernede han den elevation, der adskilte skulpturen fra folket.
Carl Andre opfordrer på udstillingen den besøgende til at gå en tur på og bevæge sig gennem værkerne. Skræve over, zigzagge gennem. Eller træde på. Og det forvirrer mange, at han i kataloget selv dikterer reglerne: Ingen stiletter, våde sko eller bare tæer. Og kun tre ind ad gangen. Men de fleste besøgende på udstillingen stopper alligevel ved kanten, og de få, der våger sig over, venter som regel på et lille anerkendende nik fra kustoden. En mand tager det første skridt, fortryder og træder tilbage.
Som hos andre kunstnere i den tidlige minimalisme var det objektet – tingen i sig selv – der optog Andre. Men hvor flere fandt ny mening og skønhed i at bearbejde materialerne til rene, abstrakte former, brugte Andre materialerne i deres reneste form. På udstillingen er aluminium-barrer stablet i pyramider, briketter sideordnet i rektangulære linjer, ensartede stykker af råt træ opstillet i kvadrater, men også den tilfældige orden, materialerne optræder i verden i, er en tydelig inspiration. Sort-hvide fotografier på udstillingen viser stakke af byggematerialer på gader og byggepladser og fungerer som et fint supplement til at illustrere, hvorfra han har hentet inspiration til et værk som ”Scatter Piece” fra 1966, hvor forskellige materialer synes at være smidt tilfældigt på gulvet.
Det var skildringen af det upersonlige og det autonome, der optog Andre i de tidlige år som kunstner. Men i interviews har han fortalt, at han i løbet af årene fandt ud af, at det blev et umuligt ærinde, fordi kunstens væsen er den menneskelige association. Carl Andres værker skal opleves med skosålerne, for det er her, den materialitet, som altid har optaget ham, bliver tydelig. Lyset, der reflekteres forskelligt i de varierende typer af metal, når man går hen over skulpturen og man fornemmer materialernes forskellige hårdhed. To af skulpturerne har en lyd. Et lille forsigtigt ”klonk” lyder, når man passerer. Muligheden for at træde ind i værket etablerer en direkte fysisk forbindelse mellem beskueren og værket.
Udstillingen på Hamburger Bahnhof er en rejsende udstilling, der tog sin begyndelse på museet Dia:Beacon i staten New York i 2014. Og det er på mange måder en genintroduktion af Carl Andre som kunstner. Der har i mange år hersket en institutionel stilhed omkring Andre, siden 1985, hvor hans tredje hustru, den unge kunstner Ana Mendieta, på tragisk vis faldt i døden fra soveværelset af deres fælles lejlighed på 34. sal. Andre blev sigtet for mord, men frikendt. Det gjorde hans kunst dog ikke, og begivenheden delte New Yorks kunstverden i to. De, der valgte at støtte ham, og de, der fastholdt mordanklagen. Da Guggenheim Museet i 1992 havde en Andre-skulptur i et af deres shows, blev museets indgang blokeret af flere end 500 vrede demonstranter.
Mange af kunstværkerne på Hamburger Bahnhof er på lån fra Carl Andres venner og bekendte og er med til at tegne et alsidigt og personligt billede af kunstneren. På udstillingen er blandt andet ”Dada Forgeries”, som er små små gaver, han gennem årene har lavet til sine venner, og som viser en overraskende fjollet side af kunstneren. Der er også en lang række postkort, han har sendt, blandt andet 142 skotskternede kort adresseret til en kvinde, han kurtiserede – et om dagen. Desuden er der videooptagelser af kunstneren på arbejde og fotografier af nogle af hans tidligste skulpturer, der sidenhen er gået til. Og et rum viet til hans lyrik, der måske bedst kan beskrives som ”ordbilleder” hvor det er den visuelle side af sproget, han undersøger. Udstillingen er et omfattende indblik i og en længe ventet kærlighedserklæring til en af minimalismens grundlæggere.