Prøv avisen
Interview

På sporet af maleriets åndelige kraft

Jan Sivertsen har været bosiddende i Paris siden 1982 og har sit eget atelier i den franske hovedstad. At han skulle komme til at leve af sin kunst, havde han slet ikke forestillet sig, men et særligt besøg i 1984 blev afgørende for hans livsbane. – Foto: Tor Birk Trads/Ritzau Scanpix

Kunsten er efterhånden det eneste sted i det offentlige rum, hvor det åndelige er til stede, mener den anerkendte billedkunstner Jan Sivertsen. I dag åbner en udstilling med hans værker på KunstCentret Silkeborg Bad

Der er smukt på KunstCentret Silkeborg Bad. Museet er indrettet i byens gamle kursted inde midt i skoven, trukket væk fra vejen og byen, med udsigt til en af områdets mange søer, der ligger i bunden af parken bag bygningerne.

Men lige netop i dag bliver stedet nærmest endnu smukkere, når udstillingen ”Farven først” åbner med malerier af den danske billedkunstner Jan Sivertsen. En museumsgæst, der besøger en af stedets øvrige udstillinger, ser de store malerier og udbryder spontant ved synet af Jan Sivertsens billeder: ”Dejlige farver!”.

Og det er ikke uden grund, at udstillingen netop hedder ”Farven først”. For mens andre i Jan Sivertsens generation af 1980’er-kunstnere dømte maleriet ude og mente, at lærred, palet og penselstrøg havde udtjent sin rolle, holdt Jan Sivertsen fast i maleriet. Han ønskede at lære mere om de klassiske teknikker og de særlige farvetoner i forskellige områders paletter, som den nordiske, den franske og den tyske. Så mens andre af hans studiekammerater på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København blev ved med at være ”De Unge Vilde”, som Peter Bonde og Nina Sten-Knudsen, og mest var optaget af den nye kunstscene i Tyskland, tog Jan Sivertsen i 1982 på studieophold i Paris og nærstuderede især teknikkerne hos den franske maler Eugene Delacroix, der levede i 1800-tallet.

Det endte med, at han blev i Frankrig, hvor han stadig bor og har sit atelier. I dag er hans værker købt af private samlere og institutioner i Skandinavien og Frankrig, og hans malerier er repræsenteret på blandt andet Ny Carlsbergfondet, Holstebro Kunstmuseum, Kastrupgårdsamlingen og Bibliotheque nationale de France i Paris, men det kom meget bag på ham, at han faktisk ville komme til at leve af sin kunst.

”Det var faktisk slet ikke i mine tanker, at jeg kunne satse på maleriet som min levevej. Planen var derfor at vende tilbage til Danmark efter tiden i Paris og så studere kunstpædagogik, så jeg kunne tage et job i gymnasiet som underviser,” siger Jan Sivertsen, der har fundet tid under ophængningen af værkerne til at fortælle om sin kunst og sit kunstnerliv.

Faktisk var det et uventet besøg i Paris, der vendte op og ned på hans liv. Men mere om det senere, for allerførst vender vi lige tilbage til selve lysten til at udtrykke sig gennem maleriet. Den var nemlig opstået allerede, mens han var en ung dreng i Køge, der fandt ud af, at nogle malerier besidder en helt særlig kraft, som gør, at de bliver stående i verden – og i beskuerens bevidsthed – som helt særlige og enestående værker.

”Jeg var selvfølgelig også optaget af tidens rockmusik, især Bob Dylan og Jim Morrison, der i øvrigt er begravet på kirkegården Père-Lachaise i Paris, tæt på hvor jeg bor i dag, men mine evner på en elguitar var knapt så imponerende. I stedet kunne jeg udtrykke mig med farver og pensel,” siger han og smiler.

Jan Sivertsens mor malede også. I det små. Hun havde gået på Kunsthåndværkerskolen i København som en af de første kvindelige studerende, og da hendes søn fyldte ni år i 1960, gav hun ham en malerkasse i fødselsdagsgave. Efter gymnasietiden, og inden han begyndte på kunstakademiet, var han også tæt på malerkunsten fra en anden side. Han arbejdede som udstillingsleder for Køge Kunstforening på Køge Galleriet.

”På den måde fik jeg jo en god indsigt i kunstmiljøet og mødte en masse kunstnere personligt, men jeg blev også træt af at være den, der langede værkerne over disken i stedet for selv at være den udøvende.”

Og så er vi tilbage ved det uventede besøg i Paris, tilbage i 1983, det år, der skulle have været Jan Sivertsens sidste studieår i den franske hovedstad. En dag fik han en opringning fra en mand, der præsenterede sig som Børge Birch, og som gerne ville aflægge Jan Sivertsen et besøg.

”Jeg anede ikke, hvem han var, og troede, han bare ville have mig til at vise sig rundt i Paris, men da han kom, spurgte han, om han måtte se mine værker. På det tidspunkt havde jeg kun råd til at male på papirruller, så dem rullede jeg ud på gulvet, og så pegede han på seks af billederne og spurgte, hvad jeg skulle have for dem. Det viste sig jo, at Børge Birch var en af Danmarks mest kendte kunsthandlere. Det var blandt andet ham, der allerede i 1930’erne begyndte at sælge Asger Jorns værker, det anede jeg bare ikke. Besøget endte med, at jeg fik nogle penge i hånden og en aftale om, at han ville lave en udstilling året efter – så jeg skulle jo derfor have lavet nogle malerier på rigtige lærreder inden.”

Mødet med Børge Birch ”lavede hele mit liv om,” lyder det i dag fra Jan Sivertsen. Opholdet i Paris blev forlænget, de store lærreder indkøbt og stillet op, og i 1984 kunne Galerie Birch i København derfor præsentere udstillingen ”Paintings”, hvor alle malerier – til Jan Sivertsens store forbløffelse – blev solgt.

”Hvis denne første kunstudstilling var gået dårligt, så var jeg måske kunstpædagog i dag, og det ville have været fint, men jeg er da superglad for, at mit liv tog den her retning, og med den aktuelle udstilling ’Farven først’ får jeg jo både mulighed for at gense mange af mine billeder, der ellers lever deres egne liv andre steder, og samtidig opleve den udviklingshistorie, der gemmer sig i mine malerier, hvor hver periode har sit eget tema, der viser, hvad jeg har været optaget af og følt mig udfordret af – og hvor jeg samtidig kan se, at der jo faktisk er en rød tråd i alt, hvad jeg har lavet.”

Udstillingen på KunstCentret Silkeborg Bad er ikke retrospektiv, pointerer Jan Sivertsen, men malerierne i de forskellige rum fortæller alligevel en historie om ham fra begyndelsen af 1980’erne og hans gennembrud som professionel kunstner og frem til i dag, hvor udstillingens nyeste fem værker fremstår som en slags foreløbig syntese – og i øvrigt allerede er blevet solgt.

Alle Jan Sivertsens værker udfordrer den særlige ”åndelige kraft”, som han altid har været optaget af at finde i maleriet. Hvert rum, og dermed hver periode, har så været båret af en særlig metode, teknik eller palet i jagten på det, der gør det enkelte værk til noget særligt – til et værk i sig selv, med et eget sprog, der ikke kan omsættes i ord, men som får det til at fremstå med en unik tilstedeværelse eller présence, som Jan Sivertsen kalder fænomenet på det franske sprog, der også er blevet hans.

”Det er det sakrale ved billedet, dets udstråling, der altid har fascineret mig, og som, jeg synes, er spændende at få fat i. Kunsten er jo nærmest et af de eneste steder, vi har tilbage i det offentlige rum, hvor det åndelige er til stede. Det kan være farligt at tale om, fordi man lynhurtigt risikerer at blive misforstået eller låst fast i en eller anden religiøs ramme, men det er maleriets metafysiske kraft, som jeg er optaget af som kunstner.”

I karrierens begyndelse, hvor selve maleriets berettigelse var til diskussion, blev selve formen på værket afprøvet – hvad ville der ske, hvis det traditionelle firkantede lærred blev skåret i stykker, fik andre former, som et kors eller en cirkel? – mens det senere blev det mere traditionelle flademaleri, der skulle præge Jan Sivertsens værker. Her prøver han i perioder kræfter med at finde tegn eller figurer, der i så enkel en symbolform som muligt kan udtrykke noget alment om den menneskelige eksistens. Englen er en tilbagevendende figur, men ikke som den, vi kender fra glansbilleder eller julepynt, mere som svagt genkendeligt omrids og ofte med en vinge, der blander sig i det øvrige billedfelt.

”Det er nok nærmere en arkaisk engel; den engel, man blandt andet finder hos den tyske digter Rilke, og som er et flerkønnet væsen, der kan være meget frygtindgydende, men som også kan blive til sejrsgudinden Nike. Englen bliver på denne måde et udtryk for menneskets grundkraft og på den måde et grundbillede.”

Og så er der farverne. Især den pink, eller lyserøde, farve bliver af flere omtalt som Jan Sivertsens særlige kendetegn. Selv kalder han det blot for en af sine metoder eller maleteknikker, for ”ved at tilsætte pink træder de andre farver tydeligere frem. Den presser de andre farver op i et andet gear,” forklarer Jan Sivertsen.

På udstillingen kan man også se eksempler på de udsmykninger, han har været bestilt til at lave, blandt andet fra et glasmaleri på Geriatrisk Behandlingscenter Tangshave i Nordborg samt fra hans værk ”Stilhedens sprog”, der er hans udsmykning til kapellet på Herning Sygehus.

”At lave kunst til det offentlige rum er ganske enkelt fantastisk, og det var utrolig spændende at arbejde med opgaven for kapellet, der jo skal kunne rumme alle slags mennesker med alle former for tro og ikke-tro. Men min allerstørste drøm er at få lejlighed til at udsmykke en kirke. Jeg kan ikke helt sætte ord på hvorfor, men det har noget at gøre med lyset og det at skulle arbejde med et sakralt rum. Det ville virkelig være en stor udfordring.”