Prøv avisen
Bog

På sporet af oldefars liv med Karen Blixen

4 stjerner

Flot efterforskning i bog om den danske diamantgraver Gamle Knudsens skæbne i Afrika. Bogen skæmmes dog af for meget tilløb til sentimentalitet

Gamle Knudsen hed først sit rigtige navn Peter Aarup (1863-1924) i Karen Blixens manuskript til ”Den afrikanske farm”. Men sent i forløbet blev han fiktionaliseret som Gamle Knudsen, muligvis som en hentydning til Jakob Knudsen. For han var i Karen Blixens øjne lige så stålsat rabiat, som Jakob Knudsen dengang havde været i den danske offentlighed.

Men måske skulle han også hedde Gamle Knudsen af en anden grund. Bag den gamle, fordrukne og halvblinde mand, anede man den større og livskraftige yngre person, den store Knudsen, som den gamle stadig kunne berette om. Ham med alle iværksætter-idéerne, ham, der havde brændt trækul i Nordsverige, rejst til Sydafrika for at grave efter diamanter og videre derfra over Naivasha-søen for at blive bådebygger og videre til Victoria-søen for at organisere fiskeriet dér med nye fangstmetoder. Og derudover kunne han lave ridepiske af flodhesteskind og finde på alle slags praktiske løsninger som for eksempel at arrangere jagtture for turister. Krigsfange både hos tyskerne og englænderne i Første Verdenskrigs aflægger i Østafrika opnåede han også at blive. Så ordene Gamle Knudsen kunne både betyde den første Knudsen, den unge store iværksætter, og altså også den gamle affældige mand, der logerede et halvt års tid på farmen, inden han døde dér, lige uden for sit tildelte hus, hvor Karen Blixen fandt ham liggende.

Vigtigst i hendes portræt af ham var nok dobbeltheden af den nutidige forhutlede ydre skal som vej til den indre større person, den som havde haft drømmene om succes. Næsten som en figuration af formlen: ”Paa din Maske skal jeg kende dig”. Den forarmede fremtoning pegede på den store indeni, den, der havde været. Karen Blixen gav ham følgende storslåede ”begravelse” i kapitlet ”Gamle Knudsen” fra bogens tredje del ”Gæster paa Farmen”:

”Da vi bar ham (hans lig) ud til Vognen, dundrede Tordenen over Hovedet paa os som store Kanoner, og Lynene stod i Jorden til alle Sider saa tæt som Aks i en Kornmark, Automobilet havde ingen Kæder med (til mudder) og kunde daarligt holde sig på Vejen, det slingrede vildt fra den ene vejkant til den anden til den anden. Knudsen vilde have syntes godt om det, tænkte jeg, han vilde have været tilfreds med sin Sortie fra Farmen.”

Der er her en masse identifikation fra hendes side i denne begravelse. Hans sortie kunne passende også have været hendes fra farmen! Samtalerne med ham var vist vigtigere for hende, end man umiddelbart skulle tro. Måske kunne hun bruge hans vildtvoksende liv til sine egne fortællinger. I hvert fald aner man både i indledningen til ”Drømmerne” dele af hans liv, og hans datter Annas ankomst til sine plejeforældre som fireårig synes at ligne Alkmenes ankomst til sine i ”Alkmene”.

Alt dette har Lars Therkelsen støvet op i arkiverne om sin oldefar med god hjælp af de breve, som Peter Aarup skrev til sin datter, som han aldrig så igen, efter at han forlod hende som toårig for at rejse ud efter diamanter.

Det er selvfølgelig den voksne datter, han skriver til, og brevene er gengivet i bogen om Gamle Knudsen. Therkelsen er på sporet af sin oldefars liv både før og i Afrika. Brevene til datteren tegner et billede af en melankolsk type, der senere bliver bitter over modgang efter at have oplevet enorm succes med sine tiltag. Men så snart hans virksomheder var gået godt, forlod han dem for at starte på noget nyt, rastløs efter arbejdets intensitet, synes det. Men sent i hans liv slår blindheden ham ud, og han mister næsten den indre glød til at sætte nye ting i værk, og det er i denne tilstand, Karen Blixen tilbyder ham bopæl som endnu en dansker på farmen.

Therkelsen identificerer sig skiftende både med Peter og med datteren Anna og får derigennem tegnet et billede af de fattiges opvækstvilkår i slutningen af 1800-tallet og ind i 1900-tallet. Ja, det er ikke for meget at sige, at denne datter er den anden hovedperson i bogen, med hendes manglende forståelse for faderens liv, succes og modgang i Afrika, der jo dengang var langt mere ukendt land, end det er i dag. Hvad kunne hun forstå som tjenestepige og senere lærerhustru i det civiliserede Danmark af emigrantens drømme om noget andet i enten Afrika eller Amerika? Det var drømmen om de hurtige penge og den frihed, de kunne give, han rejste ud på, en drøm, som også Karen Blixen havde.

I bedste forstand er det en amatørs begejstrede bog om en udvandrer, som Therkelsen har skrevet om sin oldefar. Flot efterforsket og medrivende skrevet i sin gennemgang af den relevante samtidige danmarks- og verdenshistorie. Gode kort til orientering, tidstavle med mere. Men bogen skæmmes flere steder af tilløb til sentimentalitet i de ellers gode digterier hen over hullerne i fakta. Forfatterens egen tilknytning til forfaderen løber ind i fremstillingen på en lidt uheldig måde. Og korrekturen kunne godt have været bedre. Men har man elsket Gamle Knudsen i ”Den afrikanske farm”, så er det en uhyre medrivende bog, Therkelsen har skrevet om oldefaderen og hans datter. En rebelsk emigrant, der hele tiden krævede, at hans indsats gav tone, enspænder som han var. Altid på vej ind i noget nyt, som han forgæves håbede ville gøre ham berømt i Danmark. Det blev han så endelig 13 år efter sin død i Karen Blixens bog.