Prøv avisen
Bog

På sporet af tilværelsens eksistentielle mysterier

Interessant bog udfordrer de vante forestillinger om ægteskab og alderdom

I 2008 udgav præsten Preben Kok bestselleren ”Skæld ud på Gud”, hvori han berettede om problemer, mange mennesker har haft inde på livet eller inde i livet, om man vil: Magtesløsheden over tilværelsens vilkårlighed og trangen til at gå i rette med skaberen.

Også i sin nye bog diskuterer Kok magtesløsheden. Det er usundt altid at være på retræten eller hele tiden at føle sig skyldig, skriver forfatteren. Så er det bedre at overgive sig til magtesløsheden. Og det er her, troen kommer ind, for ”hvis man ikke er troende, så kommer det hele let til udelukkende at afhænge af en selv”.

I et appendiks fortæller radiojournalist Esben Kjær om sit møde med Preben Kok og bemærker, at forfatteren er lidt for hurtig til at overgive sig for meget. Det er en kritik, Kok nok ikke skal lukke øjnene helt for. Det er jo langtfra altid, at magtesløsheden er kreativ. Nogle gange fører den vel også blot til apati og bliver måske ligefrem en dårlig vane?

Preben Kok har nogle tiltrængte og tiltalende betragtninger over konfliktens væsen. Ægtefæller har tit svært ved at tale sammen om de mest afgørende ting i tilværelsen, fordi de hver især repræsenterer henholdsvis speederen og bremsen.

Men dette modsætningsforhold skal man i stedet se som en rigdom, mener Kok. For når ægtefællerne tilpasser sig hinanden i stedet for at overraske hinanden, så negligerer de, at der skal to sandheder til for at danne en helhed. Når det grænsesprængende og det grænsesættende møder hinanden, opstår der nemlig en frugtbar dynamik.

I midten af 1990’erne måtte Preben Kok selv have fat i noget inde i sig, som han havde fortrængt gennem et langt ægteskab. Det betød, at Kok blev ”genforenet” med sin kone i det samme ægteskab, hvilket afstedkom en nødvendig nytænkning og energi i forfatterens liv.

Jeg har læst dette kapitel tre gange uden helt at begribe, hvad Kok oplevede i sit ægteskab, men han lader heldigvis læseren forstå, at det gør hans kone heller ikke. Så når Kok skriver, at han nærer aversion for den type livsfilosofi, ”hvor man skal være overdrevet dygtig for at kunne forstå den”, går han heller ikke selv helt fri. Men samtidig er Koks bog velgørende fri for alle de narrestreger, der nu om stunder skal til for at tækkes læseren.

Preben Kok er ikke bange for at ytre sig med kantede udtryk og anlægge en usofistikeret tone med anekdotiske strejf. Og temaerne indkredses med få midler og bankes ikke sjældent ud i en pointe, der vender velkendte tanker på hovedet.

”Livsbuens visdom” handler om at tage alderens vilkår til efterretning. Efterårsskoven er som et flammehav af farver, og en tilsvarende skønhed kan opstå i menneskelivet, når man blomstrer af.

I hvert fald hvis man erkender, at livsbuen har et ”knæk”, fordi ungdommen handler om opstigning i kundskab, mens alderdommen handler om en nedstigning i visdom.

Preben Kok minder om oldtidens mystagog, når han fører læseren ind i tilværelsens grundspørgsmål, og de bedste psykologiske iagttagelser, han har gjort sig, er alle pengene værd.