I Svend Åge Madsens nye roman ”Fremtidsspejl” møder en ung mand to kvinder – den ene lys, den anden mørk, den ene udadvendt, den anden tilbageholden. Hvem skal han vælge?
Til det valg opfinder han en algoritme, der kan hjælpe ham. Den kan forudsige, hvordan de to vil komme til at se ud i fremtiden.
Mens han arbejder i den store by, foregår der andre eksperimenter i den lille enklave og fristad Nøjrup. Her har man dannet en slags utopia, hvor man lever uden penge og arbejde, og hvor man deles om de få materielle nødvendigheder. Hvad der bliver gjort, bliver lavet af lyst og glæde ved at give. Man lever i ”den algode samfundsform” helt uden bureaukrati.
Man er dog endnu ikke kommet af med psykiske lidelser, og der bliver eksperimenteret med at komme depressioner til livs på alternativ vis.
Det gør man ved at tømme folks sind og genopfylde det igen med nogle få justeringer af personens livshistorie. Der kan trækkes fra, hvis der er forhold, der gør en deprimeret. Men der kan også lægges til, hvis man synes, at ens psyke altid fungerer i det samme leje. Man er måske flyvsk og overfladisk – så kan man få installeret en dybere og mere tænksom dimension.
Der er således lagt op til et større spil om identiteter og bevidsthedsudvidelse i et fantastisk univers, som læsere af Svend Åge Madsens forfatterskab vil nikke genkendende til. Det handler om valg, om at bryder givne mønstre og om at opfinde og fortælle nye. At fortælle historier og at blive fortalt af historie er et fast motiv i Madsens forfatterskab.
I ”Fremtidsspejlet” bruger han også et Jorge Luis Borges-greb, idet han flittigt bruger slutnoter, der henviser til egne og ikke-eksisterende værker. Her er noget at gå i gang med for SÅM-nørder.
”Fremtidsspejl” handler også om sig selv. Hvordan bliver en roman til? Det gør den ved at danne et væv af allerede eksisterende fiktioner, der justeres, kombineres, gentages og varieres. Og så bliver en roman også til i læserens bevidsthed. Nogen hævder, at en tekst skaber lige så mange læsninger, som der er læsere. Så er det sært, at vi alligevel kan tale om dem – altså teksterne. Vi taler ikke i øst og vest, så et eller andet må trods alt styre vores læsning.
Romanen slutter ironisk af med en række kommentarer til den fiktive læser. Altså fiktion med fiktion på. Ironi med ironi på, og selvrefleksion med selvrefleksion. Så kan det næsten ikke blive mere madsensk. Man mærker hele snoretrækket, der går gennem forfatterskabet og de små sjove indfald om for eksempel ”virtual spirituality”.
Hvad der mangler, er imidlertid et ordentligt plot. Og hvis Madsen ikke lige selv kunne udtænke det, så kunne han låne et – det har han gjort før, blandt andre af Alexandre Dumas. Det ville have hjulpet på romanen, der nu nok ender ”logisk”, men også temmelig kedeligt.
For læsere, der kender lidt til Madsens forfatterskab, er det snarere et deja vu, han præsenterer os for, end noget nyt. At læse romanen er ikke som at se ind i fremtiden, men som at se ind i et fortidsspejl, hvor forfatterskabets tekster og temaer anes. Dens utopiske elementer og dens erotiske drømme har fået en ironisk finish, der polstrer dem mod enhver kritik, men som også gør dem til et ganske tandløst spilfægteri.
Er man den, man er, eller kan man vælge at være en anden? Det spørgsmål er ofte stillet i Madsens romaner. Man kunne også spørge: Er man som forfatter en gang kommet op på et spor, hænger man så på det, eller findes der skiftespor?
Det er min oplevelse, at Madsen ikke selv sætter sin fiktion på spil og forsøger at gå nye veje. Han gør, hvad han har gjort mange gange – med en anelse variation. Er det nok? Vist ikke. Der skal mere til at se ind i fremtiden end en app ved navn ”Fremtidsspejlet”.