Den vesterbroske vildhest har fundet sin egen gyldne niche i landskabet mellem lyrikoplæsning og dramatik. Førhen har Teatret ved Sorte Hest i København brilleret med små skarpslebne dramatiseringer af blandt andre Inger Christensens, Edith Södergrans og Charles Bukowskis lyriske forfatterskaber. Denne gang genbesøger instruktør Maria Vinterberg Naja Marie Aidts digte og noveller i en ny version 2.0 af forestillingen "Alting er noget" fra 2016. Siden da har sorgen sneget sig ind med en alvor, et raseri og en kraft, der klæder stykket.
Vi er i et laboratorium. Skriveborde, whiteboards og bøger. To forskere i hvide uniformer læser højt for hinanden, undersøger ordene, skriver sætninger på tavler. Scenen er badet i et lysegult skær. Et tidligt morgengrys milde glans eller en ildevarslende projektør. Hele vejen digter Lasse Svarre Christensens sarte lysdesign med og skaber drømmesyn af lys og mørke på scenen. Effekterne er enkle, men nøje velvalgte.
Sarah Boberg og Anette Støvelbæk er ordlaboranterne, der undrende og begejstret dissekerer de udvalgte digte og noterer særligt kraftfulde udtryk og vers på en skærm bag sig. Ord som blåregn, honningtunge, choksprog og skæbneomslag går igen. Tavlegrifleriet skaber holdepunkter og pauser i den flydende ordstrøm. Det er befriende uvant, at en forestilling hengiver sig så kompromisløst til nørderiet. De kæler for strofernes klang, ordenes rytme, morer sig med at recitere, synge og gentage sætninger for sig selv, så man opdager Aidts ord på ny.
Der er en særlig erfaren forståelse de to skuespillere imellem. Det ene øjeblik er de kolleger i lyriklaboratoriet, det næste øjeblik bare ordenes forlængelse og hinandens spejling. Men de spiller aldrig tekstuddragene, personificerer dem ikke, giver dem bare liv, krop og nye nuancer.
Undervejs i det poetiske feltarbejde bliver det også ganske konkret, virkelighedsnært og indimellem tilmed muntert. Som når Anette Støvelbæk læser op fra Aidts novelle om beboerne i et boligkompleks, en overbo og underbos stadig mere vidtløftige tanker om hinanden.
Mest indtryk gør dog passagerne fra Aidts litterære sorgbearbejdelse "Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage" fra 2017, der punkterer det lystige ordfjolleri med ren, rå smerte og et dyrisk raseri over tabet af en søn. Sarah Boberg står med den nøgne ryg til publikum og lader de sitrende muskler tegne konturerne af en ubegribelig tragedie: ”Man har kronet mig/ dronningen af sorg/ ingen tør følge mig/ til de dunkle sale”.
I "Alting er noget 2.0" lykkes det at løfte det personligt oplevede over i det almenmenneskelige. At give tabet, sorgen og afmagten et udtryk, man tager med sig. I den enkle, konsekvente iscenesættelse er Naja Marie Aidts tekstunivers blevet til et billedsmukt scenedigt, der nænsomt og musikalsk giver nye veje ind i ordene. En forestilling, der insisterer på langsomheden, fordybelsen, der tror på ordenes egen kraft, og teatrets fortryllelse. Her ser vi, at der i den simple opskrift –to kvinder på en scene, en håndfuld bøger, lys og toner – stadig kan opstå blivende øjeblikke.
Alting er noget 2.0. Iscenesættelse: Maria Vinterberg. Scenografi: Marianne Nilsson. Musik: Jacob Binzer. Spiller på Teatret ved Sorte Hest i København til den 1. april.