“Vi skal lige vågne,” sagde musiker Lars Lilholt, da han fra scenen åbnede årets Tønder Festival torsdag middag.
Han sang:
“Mennesker mødes tilfældigvis hvor / Vejene krydses og hjerterne slår”.
Så var pladsen vågen.
Kort efter stod 66-årige Tony Garnier – ja, Bob Dylans bassist – på scenen i musikfestivalens Telt 1 og smilede over hele femøren, mens Bisse (sangeren Thorbjørn Radisch Bredkjær) sang “Den grimmeste mand i byen”. I pink skjorte og cowboyhat. Intens og velklædt som altid.
Garnier har tidligere spillet med Povl Dissing, så også han ville være med, da Caroline Henderson, Allan Olsen, guitaristen Jakob Bro og en række andre musikere hyldede trubaduren, der døde den 18. juli.
Den ene af hans sønner, Rasmus Dissing, hurtigsang sig igennem “25 minutter endnu”. Musiker Benny Holst tog sig tid i “Tak for gode som for onde år”. Og Holst har sikkert ret i, at hvis Dissing havde været her, ville han have sagt: “Neeej, se det er vores målgruppe”.
Der er så meget tid på Tønder Festival. For her er mange historiefortællere. Og de vil alle have, man bliver fem timer mere.
Campingvognene var rullet ind fra nord og syd, og nu sad de koncentrerede lyttere og lappede i sig. Af de mange Dissing-fortolkere, var det 35-årige Bisse, som fik stående ovation. Han gav Dissing en spand finurlig og folkelig vildskab tilbage på sin egen løsslupne måde. Og således fik mange af gæsterne også lært navnet på en ung kunstner, de skal hjem og dyrke. En kunstner, mange måske ikke ville kalde folkemusikant, men er det netop ikke det, han (også) er? Bisse kan ihvertfald få en hat til at sidde helt rigtigt.
Langsom musik
At Garnier og Bisse mødtes omkring netop Dissings sange er spøjst. Eller også er det typisk Tønder Festival: et stormøde mellem amerikaneren og de danske folkeviser. På Danmarks store arena for historiefortællere går de ikke så meget op i, hvilket sprog banjoen eller guitaren er stemt i. Bare sangene er pudset fine og spilles med håndens kraft. Kunstnerne gør sig umage. De ved, publikum vil se igennem falske folk.
Og folk er stille, når musikken spiller. Da sangerinde Signe Svendsen kom på scenen, kunne man høre, når en mand rørte ved sine sandaler med velcrolukning. Svendsen var på hjemmebane her. “Langsom musik” hed et af de numre, hun fremførte med sit dygtige band, for hendes sange drøner ikke afsted. Hun er god til at sætte tiden i stå med sine familiehistorier, som ikke summer af "vita bella" men drømme, der måske – måske ikke – lykkes. Nogen i generationen må i hvert fald bryde cirklen. “Hvem vil ikke elskes igen”, sang hun fra et kommende album, men koncerten var for stillestående. Hun lod os ikke helt mærke det blå rum, som hendes sange taler om.
I Telt 2 skabte Jeffrey Martin fra Portland, Oregon, sit helt eget rum. Blåt og bistert og fyldt til randen med skæve eksistenser, udkantsmænd og ting, der ikke skulle være sket, men sker, fordi der også bare er gode viljer på spil.
Han stod der bare i sit sorte tøj, grønne kasket og guitar. Minimal som hans musik. Men i hans sange var kærligheden til småbyer voldsom stor. De små familiehistorier forstørrede han, så alle – også i dette jyske marsklandskab – kunne være med.
“Just another happy love song” (bare endnu en glad kærlighedssang), sagde Martin. Som om. Og selvfølgelig leverede han varerne med lukkede øjne. Han fortalte om en mand, der ville være hans manager og mente, tricket var at spille sangene med åbne øjne. Manageren fik aldrig jobbet.
Martin havde netop kontakt med sit publikum. Lukkede øjne dur! Man forstår alt. Og når han sang om en farligt brændende ild, kriblede det i en. I al sin skrøbelige ærlighed viste Martin sig som en historiefortæller af en særlig kaliber.
Elegant mørkerock fra Norge
Det var norske Madrugada, som trak mørket ned over Tønder. Bandet med det portugisiske navn, som blev opløst efter guitaristen Robert Burås død i 2007.
Da Madrugada var store – og “Industrial Silence”-albummet i 1999 gjorde dem rigtig store – var verden analog og ny på internettet. Men den måde, de spillede “Majesty” og en række nye sange som “Help Yourself To Me” demonstrerede, at publikum og bandet langt fra er helt færdige med hinanden. På skærmen kørte mennesketomme landskaber, og den gennemgående farve var rød, blodrød, rød som alarmer.
I Madrugadas univers lyder verden, som om den er i evig alarmtilstand. I den verden larmede guitaren smukt, forsanger Sivert Høyem dansede kantet med sin lange krop og tamburin, og slowrocken virkede stærkt i “Strange Colour Blue”.
Madrugada var et mærkeligt valg til en festival med folkemusik. Men det var godt at have besøg af Madrugada på deres eneste festivalkoncert i Danmark. Lyse tider vil de nok betakke sig. Men så her blot ønsket om, at de vil fortsætte med at spille.
Den støvede vej
Visemøllen er et ikonisk sted på Tønder Festival. Bachmanns Vandmølle er bygget i 1598 og hørte under Tønder Slot. Her i disse rammer virkede den amerikanske sanger og sangskriver Christopher Paul Stelling, der er født 1982, som en "youngster". Han snakkede som en standupper, men når han sang, væltede det ud med tunge historier fra en mand, der har set livet!
Stelling spillede sange fra albummet “Best of Luck” og jokede med, at det udkom kort inden coronaen lukkede store dele af verden ned. Også derfor betød det meget for ham at stå på en scene igen. På en festival, mange af hans kolleger har rost. Nu var han selv havnet i Paradis og stod med lukkede øjne og sang en sang om at forestille sig scenarier. Hans psykiater havde frarådet at synge om den slags. Men han er jo sangskriver. Lever af fantasier.
Alle Stellings akustiske guitarer var slidte. Den elektriske var forvrænget. Han kunne spille hurtig fingerpicking-guitar, og være helt ærlig i “Forgiving it All”.
Det er vel det, meget americana- og folkmusik handler om. I Amerika som i Danmark. Accept, tage en ny vej, når den vante rute er blevet for støvet. Tilpasning. Finde en ny historie, hest eller bus, drøm eller løgn, når de gamle er blevet til travere.
Morgendagens trubadurer
På Tønder Festivalens første dag var der både skotsk folkrock fra diverse skotske flækker, en aflysning fra den irske stjerne Irish Mythen og den texanske ægteparduo Ordinary Elephant, der under deres koncert i Pumpehuset nærmest stod i en tæt omfavnelse. Banjoen kunne i hvert fald røre guitaren, mens Cristal og Pete Damore sang i en fælles mikrofon. De to mødte selvfølgelig hinanden til et open-mic-arrangement. Sammen sang de så rent og tyst og skabte en fantastisk stemning i det lille hvide lokale. Christal er digter, og hun læste op fra en ny samling. Mange sange handlede om oplevelser på støvede veje i en verden, der bliver tiltagende digital.
En af sangene handlede om et måleredskab og det vidunderlige i, at ikke alt kan måles. En blandt publikum fortalte, at den danske version af en inch-måler hedder en tommestok.
Sådan deles der hele tiden viden og fortællinger blandt folk og musikere i Tønder. Nye trubaduerer træder op på scenerne igen i morgen. Og altid.
Tønder Festival varer i år fra 25. til 29. august. i artiklen omtales koncerterne med Signe Svendsen, Jeffrey Martin, Madrugada, Christopher Paul Stelling og Ordinary Elephant.