Det sker ikke så tit, men når det sker, er det noget af det bedste i denne læsers liv: At jeg åbner en bog af en forfatter, jeg aldrig før har hørt om og ingen forventninger har til, bare for at tage et indledende kig, men at jeg ender med ikke at kunne lægge den fra mig igen, før sidste side er vendt, og jeg sidder helt fortumlet tilbage. Men forleden skete det.
Den lyseblå hardback fra forlaget Don Max (et såkaldt imprint under forlaget Hr. Ferdinand) med den mystiske titel ”Asken i tasken” var umulig at lægge væk igen, og titlen skulle vise sig at være uhyre konkret.
Forfatteren er hollandsk, han hedder J.B. Corstius, Jelle Brandt Corstius, og er en i det flade land kendt journalist og tv-mand og tidligere ruslandskorrespondent. Ej heller kendte jeg til hans far, den endnu mere kendte matematiker og sprognørd med doktordisputats i computerlingvistik og medgrundlægger af faget informatik i Holland, Hugo Brandt Corstius, der levede fra 1935 til 2014. Men efter at have slugt ”Asken i tasken” over en aften, der blev til nat, føles de to næsten som gode gamle bekendtskaber.
”Asken i tasken” er en vidunderlig lille rejsebog. Den handler om en cykeltur, som Jelle, som forfatteren også omtaler sig selv, for to år siden satte ud på – fra sit hjem i Amsterdam til den lille franske middelhavsby Les Saintes-Maries-de-la-Mer. 1620 kilometer tilbagelagt på 16 dage med alt for meget bagage og alt for lidt træning, blot med det ene formål at sprede en kop af sin afdøde fars aske ud over havet (der var ikke plads til mere på den tungt lastede cykel). Faderen var død efter et halvt år forinden at have fået diagnosticeret frontallapsdemens. Og forfatteren selv er inde i det, han nu på afstand betegner som en manisk fase. Far, som har været eneforsørger af Jelle og hans to søstre, har fyldt umådeligt meget, og nu er han væk.
Selvfølgelig handler turen ikke om den aske – som forfatteren bemærker, ville far Hugo selv have fundet hele arrangementet dybt patetisk. Det handler derimod om den ro, som en hård fysisk bevægelse fra et sted til et andet giver en, og om en rammesat tid, dedikeret til at komme mentalt på plads med tabet af den stærkt egensindige, vidunderlige og meget besværlige far.
At det skal foregå på cykel giver sig selv, eftersom det var på deres årlige fælles cykelture, at Jelle havde de egentlige samtaler med sin far, selvom det også altid var på fars præmisser.
”Vi stod af toget ved en eller anden hollandsk station, og så begyndte vi uden nogen som helst plan at cykle, min far altid lidt hurtigere, end jeg brød mig om. Når et trafiklys viste rødt, for eksempel ved en stærkt befærdet provinsvej, cyklede han bare videre, også hvis der netop kom en bil. Når der var blevet grønt, var han allerede ude af syne, for han satte ikke farten ned.”
”Omkring klokken fire købte vi traditionen tro en flaske vin et sted, som vi så sad og drak uden for landsbyens supermarked, direkte af flasken. Til det formål medbragte min far en proptrækker. Det var for øvrigt hans eneste bagage.”
Som det fremgår af citaterne, var forfatterens far ikke optaget af at behage nogen overhovedet. Tværtimod var hans fremmeste princip, ifølge hans søn, ikke at holde sig til reglerne.
Som et eksempel stjal han jævnligt avisen de Volkskrant i supermarkedet ud fra den logik, at han ikke havde bonuskort, og at avisen derfor var hans bonus.
Det meste af forfatterens barndom har far siddet forskanset på sit værelse og udarbejdet sprogligt spidsfindige klummer, som han skrev under mindst 60 forskellige pseudonymer. Til børnenes skam maste han sig altid frem i enhver kø, han gjorde gerne nar af folk, fordi sproget for ham var et spil, og han havde gennem flere år en offentlig fejde med den kontroversielle filminstruktør Theo van Gogh. Han kunne svare indviklet på det meste, og til andet var hans faste, gådefulde svar blot: ”Pirelli!”.
Jelle B. Corstius skriver let, konkret, humoristisk og med en ironisk distance til sig selv, som han givetvis har fået ind med fadersproget. Der er ikke noget storslået eller helteagtigt over hans rejsebeskrivelser, der fører os fra bizarre bed and breakfast-arrangementer til trøstesløse franske hypermarkeder, et uheroisk forkølelsesanfald og forfatterens gruopvækkende oplevelse af, hvordan den intensive cykeltur påvirker hans krop.
Det er helt i både forfatterens og den afdøde fars ånd, at selve det at hælde den kopstore askepose ud er noget af et antiklimaks, og at det for ham føles mere lettende at smide den ekstra vandpose bort, som han til ingen nytte har transporteret hele vejen.
”Asken i tasken” er et nærværende og rørende postscriptum for en far og en kærlig påmindelse om alt det livsudvidende og sjove, der kommer ud af at være tæt på besværlige og særlige mennesker, der ikke passer ind i nogen skabelon.