”Den Fidus er der dog ved Galskaben, at Galskab holde man sin Afstand til! I Quarantaine-Dage burde alle lege Gale.”
Den 27. marts i det Herrens år 2020 vækkes den højt agtede og verdensberømte danske guldalderdigter H.C. Andersen til live på sit kammer i Nyhavn, Fra en avis erfarer han, at hans elskede fædreland, og resten af vor verden, er ramt af en epidemi. Han erfarer også, at kronprinsen er vendt hjem til landet for at være blandt danskerne. Han giver sig til at ”gjøre Papirèsclip til Prindserne og Prindsesserne”, og efter nogen tid drager han så af sted på fodrejse til Amalienborg. Han bliver klar over, at han hellere må iføre sig et mundbind for at undgå smitte – og ofrer et af sine papirklip for at tage det for munden.
Sådan sættes handlingen i gang i Harald Voetmanns nyudgivne bog, ”H.C. Andersens Quarantaine-Dagbog. Ogsaa indeholdende hans Fodreise fra Nyhavn til Amalienborg med kort Ophold ved Magasin du Nord”. Som man fornemmer, er bogen skrevet med et glimt i øjet og et bevidst gammeldags sprog, og den satiriserer både over ånden i H.C. Andersens borgerskabsdannede Guldalder-Danmark og i et retningsforvirret, epidemiramt Nutids-Danmark 200 år senere. Skrevet med vid, indsigt og sans for danskernes fælles kulturelle referencer. Skrevet med dannelse .
”Voetmanns corona-roman om H.C. Andersen er et symptom på, hvordan epidemien kan give litteraturen en plads i vores bearbejdelse af det, der foregår,” siger Marie-Louise Svane, lektor emerita i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, som blandt andet er medforfatter til bogen ”Litterære livliner” om litteraturens rolle i samfundet.
”Det er en spøgefuld beretning, hvor forfatteren bruger vores alle sammens eventyrdigter til at spejle dansk selvforståelse og ironisere over, hvordan vi forstår os selv. Det er en fortælling, som siger os noget om vores vilkår, og som rummer en troværdighed, vi ikke kan finde i de glittede amerikanske tv-serier på Netflix,” tilføjer hun.
Ifølge Marie-Louise Svane er der flere tegn på, at en ny optagethed af fælles litterære og eksistentielle referencer er på vej i samfundet. Og meget tyder på, at en sådan venden sig mod det fælles har fået ekstra næring af coronapandemien. For en stor pandemi og den gode, vedkommende litteratur har det tilfælles, at begge dele trækker hver enkelt af os ud af vores egen lille hverdag og små individuelle projekter og konfronterer os med den fælles eksistens.
”Litteraturen er eksistensen skrabet ned til nogle grundfigurer, hvor den enkeltes identitet bliver sat på prøve. På tilsvarende vis har vi oplevet, at coronakrisen har skabt en situation, hvor billedet pludselig fryser. Krisen laver et røntgenbillede af det liv, vi lever, renset for al den forskelligartede normalitet, vi plejer at pakke det ind i. Og vi vender os mod litteraturen, fordi den leverer os et sprog, vi kan bruge til at bearbejde situationen,” forklarer hun.
Marie-Louise Svane understreger, at hun ikke hævder, at danskere i titusindvis er på vej til at læse sig igennem alle Søren Kierkegaards og N.F.S Grundtvigs kloge og dannede skriblerier fra en fjern fortid, selvom det regnes for indbegrebet af dannelse på dansk.
Litteratur, der danner, er mange ting, og af stor betydning for dannelse i bredden er det ifølge lektoren, at kulturminister Joy Mogensen (S) lige har afsat en ny pulje på 13 millioner kroner til bibliotekers og læringscentres arbejde med at fremme litteratur og læsning blandt børn.
Litteratur findes i mange former, og som fælles reference er H.C. Andersens eventyr særdeles slidstærke i den klassiske afdeling, mens Harald Voetmanns fantasi over Andersen placerer sig i afdelingen af ny, fælles dannelse. Det samme gør den nyligt afdøde digter Yahya Hassans digte ifølge lektoren.
”Han forærede det danske samfund og sprog noget nyt, og hans digte krystalliserer en danskhed, der ikke lukker sig om sig selv, men bevæger sig ud i det globale,” siger lektoren, som betoner, at mens 2000’ernes store kulturdagsorden om kanonlister over dansk litteratur og anden kultur var båret af et afsæt i det danske, er der i den aktuelle coronatid masser af referencer, som går på tværs af nationale skel. Som klare eksempler på dette nævner hun, at franske Albert Camus’ roman ”Pesten” fra 1947, britiske Mary Shelleys ”The Last Man” fra 1826 og italienske Giovanni Boccaccios ”Dekameron” fra 1300-tallet har fået stærk ny relevans og opmærksomhed på grund af den måde, epidemier indgår i disse værker.
Men set i en dansk sammenhæng er der ét eksempel over alle på, at der er en vilje til at rykke sammen om de fælles referencer, nemlig den store optagethed af tv-morgensang og anden fællessang med Phillip Faber på DR.
”Den måde, vi har samlet os om at synge sammen, vidner om, at vi har brug for, at litteratur ikke bare er en individuel oplevelse, men at vi har brug for noget, vi er fortrolige med i fællesskab, og som vi oplever som mere troværdigt end en Netflix-serie,” siger hun.
Lea Wierød Borcak er postdoc ved Linné Universitet i Växjö og Aarhus Universitet og forsker i fællessang. Hun er enig i, at sangskatten anses for en meget vigtig del af den fælles kulturarv, og at en optagethed af fælles kulturarv og dannelse er ved at få større gennemslag i befolkningen, hvilket den store tilslutning til tv-fællessang sammen på afstand vidner om.
”Men man skal holde tungen lige i munden. På den ene side bliver der talt meget om sangskatten som repertoire, som sangtekster, der er kulturelt vigtige. På den anden side er der den fælles handling, som ordet sang også udtrykker. I denne forståelse er det mindre vigtigt, hvad vi synger sammen, det vigtige er, at vi synger sammen,” forklarer hun.
Hun nævner som eksempel, at ved én af forårets tv-fællessangbegivenheder var der nogle indslag, der ikke blev udsendt live, men var optaget på forhånd. Dette mødte kritik fra seere, for hvem det vigtige netop var samtidigheden, bevidstheden om, at her er vi næsten hele Danmark, der synger i kor samtidig.
Hvad der skal synges er på det rent indholdsmæssige plan af mindre betydning. Den fælles sangdannelse spænder ifølge Lea Wierød Borcak helt uproblematisk fra Jesus til ”Joanna”. Altså fra traditionelle salmer til Kim Larsens let tilgængelige ørehænger med den længselsfulde tekst om at blive taget med til Joanna – selvom ingen i Danmark, heller ikke Kim Larsen, præcist kan sige, hvem Joanna egentlig er.
”En salme, som alle elsker, er ’Hil dig, frelser og forsoner’. Den gamle middelaldersalme er et ægte konfirmandhit, ikke på grund af sit blodige tekstindhold, men på grund af melodien. Tilsvarende kan mange unge lide ’Dengang jeg drog af sted’, ikke fordi det er en værre omgang krigspropaganda, men fordi det er en march, det er herligt at skråle med på. I det hele taget er det min påstand, at det meget mere end ordene er melodierne, der afgør, hvilke sange der bliver fælles sangskat,” siger Lea Wierød Borcak.
”Sangskatten favner bredere end nogensinde, og i dag kan sange med engelske tekster også sagtens opfattes som dansk sangskat. Men det skal selvfølgelig være nogle melodier og tekster, folk kender og genkender. Derfor tager det lidt tid at optage en sang eller salme i fællesskabet til brug for fællessang. I salmekulturen taler man om, at der skal være en vis indsungethed,” forklarer hun.
Lene Rachel Andersen er forfatter til flere bøger om dannelse, herunder den nye ”Dannelse – at blive et større menneske”. Hun er også medstifter af tænketanken Nordic Bildung, som bygger på den idé, at den nordiske dannelse med sin sammenkædning af det tyske dannelsesbegreb Bildung og Grundtvigs mål om at danne folket med folkehøjskoler har en appel ud i verden.
Men herhjemme står vi i øjeblikket over for den tredje store dannelsesbølge, mener hun. Den første dannelsesbølge opstod med folkeoplysningen og Grundtvigs højskoletanke, som Christen Kold forfinede og gjorde ekstra brugbar. Dengang gjaldt det om at oplyse bønderne, så de kunne blive myndige borgere som en del af et demokratisk folk med sans for fællesskab og historie.
Den anden store danske dannelsesbølge var ifølge Andersen kulturradikalismen, som havde rødder i det moderne gennembrud anført af Georg Brandes, mens Socialdemokratiet og fagbevægelsen gik foran i efterkrigstiden for at demokratisere adgang til viden og dannelse med folkebiblioteket og museumsbyggerier over hele landet. Dengang ville man opdrage og oplyse arbejderen til at gøre brug af kulturen for at blive oplyst nok til at få indflydelse.
”Kulturradikalismen var egentlig også et både humanistisk og æstetisk opdragelsesprojekt af befolkningen. Og personligt tror jeg, at den var medvirkende til, at danskerne kunne sige fra over for folkeforførelsen syd for grænsen under Anden Verdenskrig. Folk havde den dannelse, der skulle til for ikke at lade sig lokke af folk, der lovede dem fortiden,” siger hun.
”Den tredje bølge af dannelse skal vi først til at finde ud af, hvad er, men den skal være lige så stærk, som folkehøjskolerne var i sin tid. For vi har stadig brug for dannelse, og der er også en sult efter den. Spørgsmålet er, hvad der kan samle os i dag? Danmarks Radio burde stadig kunne spille en rolle, selvom deres monopol blev brudt for over 30 år siden. Men sammen med andre medier, herunder også aviser som Kristeligt Dagblad, er det vigtigt, at man rejser en samtale om, hvad der kan samle os som danskere,” tilføjer Lene Rachel Andersen.
Ifølge forfatteren er fælles kulturelle referencer vigtigt. Også i en tid, hvor kultur ikke har den højeste politiske prioritering. Men spørgsmålet er, hvilken form for dannelse, vi har brug for i en tid, hvor de fælles referencer ikke fastlægges i en dannet samtale mellem Brandes, Ibsen og Strindberg.
”I dag skal man både have en kontinental loyalitet, samvittighed og tilhørsforhold og en global loyalitet, samvittighed og tilhørsforhold. Det kan kun ske ved, at vi møder kultur fra både Europa og resten af verden,” siger hun.
Men selvom det i nutiden er en større udfordring end før at skabe et fælles fodslag, en fælles indsungethed internt i befolkningen og bredere ud i verden om, hvilken dannelse vi kan mødes om i fællesskab, så ser Lene Rachel Andersen klare tegn på, at selve bevidstheden om, at der er brug for en dannelse, er på fremmarch igen:
”Der en sult efter dannelse. Der er en nysgerrighed efter, hvad det er. Da vi oprettede vores tænketank om dannelse, havde vi en diskussion om, hvorvidt folk overhovedet ville interessere sig for det. Men nu er der dannelse alle vegne. ”