På vej ud af skizofreniens fængsel

Hvor filmatiseringen af forfatter Jonas T. Bengtsson i Thomas Vinterbergs hænder blev til den kompromisløse og strunkt kunstnerisk begavede ”Submarino”, gør Jakob Bitsch ”Aminas breve” til en mere bøjelig affære

Esben Smed fortjener at blive kaldt et lysende talent. Det beviser han i ”Aminas breve”, der dog kunne have begavet Smed med en bedre rolle. – Foto fra filmen.

Unge Janus er skizofren. Under fire års ophold på den lukkede er det kun brevene fra gymnasieveninden Amina, der nødtørftigt holder sammen på den plagede drengemand. Derfor må Janus slippe fri fra hospitalets hvidkitlede velmeninger, da Aminas breve pludselig ophører. Både for at bevare troen på sig selv som menneske bag skizofreniens fængsel, men også for at redde Amina.

Aminas tyrkiske baggrund slører hendes spor, men i hendes kølvand bølger Janus frem og tilbage mellem tvangsægteskaber, kvindehjem, voldelige fætre og forskræmte mødre. Der er altså masser af dramatisk stof at tage fat på for instruktør Jacob Bitsch, der debuterede med den okay fine akavede komedie ”Camping”.

Men alligevel ender filmatiseringen af Jonas T. Bengtssons debutroman med et noget magert resultat. Vi kommer aldrig tættere på Janus, end at vi kan ane skelettet af en skæbne. ”Aminas breve” ender nemlig med at tegne konturerne af en sygdom og et svigtende system i stedet for at gå sinds- og systemkritisk til værks.

Selvom film som medie kan benytte sig af både lyd og billeder til at åbne Janus’ tvetydige tilstand, er det slående, hvor lidt man trænger ind i Janus’ plagede sind i ”Aminas breve”. Bengtssons helt særlige form for indlevende distance bliver delvist tabt i oversættelsen fra bog til film. Det bliver Janus’ handlinger og kameraets vinklinger, der skal formidle skizofrenien, og billederne forløser i dette tilfælde ikke bedre end ord. Det er egentlig velment, at Bitsch ikke vil overforklare Janus, men tavsheden gør i dette tilfælde rammen lidt for tom.

Da Janus er blevet udskrevet, går han en aften amok og smadrer broderens stål- og strømlinede lejlighed. Sygdommen sniger sig langsomt ind på ham, og dens destruerende overmagt bliver vist med fækalier smurt ud over væggene og destruerede designermøbler. Men igen: Det forbliver lidt for meget et udtryk og ikke nok en følelse. Bedre går det med indlevelsen, da Janus midt i filmen for en stund bliver reddet af den ligesindede Astrid.

De to kender hinanden fra den lukkede afdeling, og mødet i den åbne verden besidder kimen til noget skært og fint. De nærmer sig hinanden som mennesker og ikke patienter. Det ret ømme kærlighedsmøde er en kærkommen afbrydelse fra ødelæggelserne. Men det gør også derouten hårdere. For selvfølgelig finder Janus ikke fred i Astrids varme skød. Han vil finde Amina.

Se traileren til "Aminas breve" herunder 


I romanforlægget formår Bengtsson at dosere sproget så præcist, at de tilsyneladende simple og nøgne sætningskonstruktioner dæmper voldens brutalitet. Det videreføres i Bitschs film, hvor volden ikke bliver unødig eksplicit. Den foruroligende voldsomhed bestyrkes af Esben Smeds tilgang til figuren Janus. Smed (”Bedrag”) mestrer den på en gang sarte og stærke udstråling, der spejler Janus’ smerte og sygdomsplagede indre.

”Aminas breve” er værd at se. Men mest på grund af tematikken og Esben Smeds ufejlbarlige skuespil.