Påskelam og klippepastoraler

”O du Guds lam”, som det hedder hos Grundtvig. Man ønsker det bedste for de små, der nu fødes ud i foråret

”Hvert år tænker jeg på Francisco de Zurbaráns maleri ”Agnus dei” (1635-1640), hvor lammet er et sindbillede på Kristus som Guds lam,” skriver Henrik Wivel. –
”Hvert år tænker jeg på Francisco de Zurbaráns maleri ”Agnus dei” (1635-1640), hvor lammet er et sindbillede på Kristus som Guds lam,” skriver Henrik Wivel. – . Foto: Ritzau Scanpix.

I Arild på Kullens nordside ligger der en strandgård, hvor de igennem snart flere generationer har holdt får. Det er blevet en tradition i min familie hvert år ved påsketid at tage ud og se på de små nyfødte lam.

Gården ligger lidt nordvest for byen, ude hvor bjerget bliver stejlt, klipperne høje og havet brusende, når nordvestenvinden sender sin isnende kulde ind over landskabet. En bræmme halvt forvitrede træer og de gamle stengærder tilbage fra den tid, hvor Kullen var helt afgræsset og nøgent, tager lidt af vinden fra havet. Og på gode dage sender den blege sol sine stråler ned over fåreflokken og de små lam.

Jeg har været ved Hagagården og se på de små lam med mine forældre og med mine egne børn. Og snart vil mine børn nok tage dertil med deres egne små, når vi er oppe at se til sommerhuset, der også skal pakkes ud og genfødes til et nyt liv efter vinteren.

Snart vil huset stå og tage imod solens stråler, omkranset af et flor af de små lilla orkideer, der på svensk hedder Sankt Pers Nycklar, som kunne de åbne porten til himmerrige for de døde og for dem, der trænger til igen at vækkes til live.

I år falder påsken tidligt, så lammene vil være små, ja, nogle helt nyfødte. Nogle år, hvor påsken falder sent, ser man lammene springe frimodigt rundt med de karakteristiske små hop, og man ser dem flokkes om moderen for at die med logrende halestumper. Andre gange, som nu i år, vil lammene være så små, at de knap kan stå. Gårdejeren har indrettet små heller med læ langs det gamle stengærde, hvor de nyfødte lam kan ligge beskyttet for den værste vind. Der er også et shelter med hø nederst på marken, tæt ved klipperne og havet, hvor de større dyr kan søge ly og føde.

De nyfødte lams livsduelighed er nærmest ubegribelig. Nogle dage skinner solen jo ikke. Så regner det eller sner, og himlen er lukket til, så solens stråler ikke mildner luften for hverken mennesker eller dyr. Men lammene ligger der, og man kan se hjertet slå igennem pelsen. Lammene er sat i livet, og de vil livet på trods af vejrlig og os, der står og kigger på med dynefrakker, huer og uldne handsker. Tilbage i varmen venter måske en påskefrokost med øl og brændevin, fem centiliter er minimum i Sverige, så man får varmen.

Hvad venter der lammene? Nogle af dem, der overlever, får et godt liv. Kullen er for store deles vedkommende et naturreservat, hvor lam og får i foråret og sommeren græsser området af, så lyng og enebær ikke bliver helt kvalt af træer og brombærris. Andre bliver efter kort tid slagtet. Så den kristne mytologi ligger jo lige for dér på bjerget. Forestillingen om offerlammet.

Jeg kommer hvert år til at tænke på den spanske barokmaler Francisco de Zurbaráns maleri ”Agnus dei” (1635-1640), hvor lammet er et sindbillede på Kristus som Guds lam. Kristus, der bærer verdens synd, som det hedder i Johannesevangeliet 1, 29. I Grundtvigs gendigtning af den liturgiske latinske tekst ”Agnus dei” med titlen ”O du Guds lam!” anråber han Gud om barmhjertighed. Det kan der være god grund til.

For Zurbarán har ikke afbildet ”Agnus dei” som den middelalderlige katolske tradition foreskriver, nemlig med lammet stående i relief med en lille sejrfane. I Zurbaráns maleri er lammet skildret nærmest naturalistisk som offerlam med sammenbundne ben, prisgivet og med blikket vendt ned mod jorden. Man ville gerne vende billedet om til et andet kristent motiv af Jesus som den gode hyrde, der passer på sin flok. For sådan skal foråret jo også være i metaforisk samklang med påsken. Det skal række fra døden, dommen og den frosne jord frem mod fødslen, livet og solen, der bryder igennem kuldens panser.

Jeg håber, at solen vil skinne over de små lam ved Hagagården i år, fylde øjnene med lys og forvandle stedet til en klippepastorale, som komponisten Rued Langgard kaldte sin første symfoni, der er komponeret netop her på dette sted i Arild.

I klummen Liv&Litteratur skriver kulturkritikerne Mai Misfeldt, Henrik Wivel og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem eksistens og litteratur – både historisk og aktuelt.