Hvad er ”Parcelhus”, Pablo Llambías’ nye roman, for et værk? Er det som forgængeren, hovedværket ”Zombierådhus” (2019), en slags mærkværdig skønlitterær danmarks- eller velfærdsstatshistorie? Er det løssluppen autofiktion, en eksistentiel selvransagelse? En excentrisk slægtshistorie fra sandhedens overdrev? Et raritetskabinet fyldt med huse, rum, steder, genstande, mennesker, venner, kærester, skolelærere, spøgelser, skygger, anekdoter, historier, som erindringsarkæologen har gravet frem fra bevidsthedens og tidens køkkenmødding?
Den er lidt af det hele og sikkert mere til. I hvert fald er den ikke for fastholdere. Og godt det samme.
Den tidligere forfatterskolerektor Llambías (født 1964) har da heller ikke valgt at forme bogen som en lineær fortælling med en klar begyndelse, midte og slutning (selvom døden hele tiden banker på), men som en udtryksblandende (kortprosa, essays, noveller, fantastik, encyklopædi) og tidsspringende collage af korte kapitler med nedslag i alt det, der tilfældigvis knytter sig til dette tilfældige liv – plus/minus Pablo Llambías’ eget liv – der trods alt er romanens fikspunkt. Vores erindringer er et stort rod af stort og småt, af digtning og virkelighed, af fortid, nutid og fremtid, der ikke sådan lige lader sig samle som perler på en snor, så det gælder selvfølgelig også denne bog, der udelukkende er fortalt i datid.
Afsættet er dog klart nok: En 40 årsjubilæumsfest i forfatterens folkeskoleklasse får ham til at ”møde sig selv som barn” (helt bogstaveligt!) og åbner dermed for det genbesøg i barndomslandet og opvæksten med pianistforældrene i Gug, en forstad til Aalborg, i slutningen af 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne, som de efterfølgende kapitler på forskellige måder folder ud. På den måde er romanen også et tidsbillede, og helt centralt står naturligvis titlens parcelhus, barndomshjemmet, som et symbol på den fremspirende velfærdsstat og voksende middelklasse:
”Til at begynde med gik udviklingen langsomt. I årtusinder trissede mennesket rundt for foden af kridtbakken og passede sine fælder og siden sine marker, mens det af og til traskede op til toppen af bakken for at nyde udsigten. Der var ikke meget aktivitet, meget forandring. Det skulle olien lave om på. Den satte fut i industrialiseringen, der snart satte alt på formel, også mennesket. I Danmark udviklede det sig hen ad vejen til velfærdsstaten. I velfærdsstaten skulle mennesket have et parcelhus, hvorfra det kunne køre til og fra arbejde, handle ind, deltage i samfundet og opfostre sin familie i. Mine forældre ankom til bakken i deres lysegrå Opel Kadett i slutningen af tresserne, nærmere betegnet 1968.”
Henvisningen til årtusinderne, der er gået forud, er typisk for Llambías, der i nogle herligt gakkede og fabulerende kapitler om sin ”tip i 588” (oldemor) ser bagud i generationerne og forestiller sig, hvordan han, der har en far fra Buenos Aires og en mor fra Lemvig, faktisk er ”den mest gugske”. Men citatet er også typisk med dets fokus på kendsgerninger.
Og det er netop i dette spænd, teksterne for alvor løfter sig: Når de enten giver los for Llambías’ kærlighed til fortællingen, kunsten og fantasien eller åbner for sluserne til forfatterens svaghed for detaljer, digressioner, viden og fakta om alt fra disko over tv-programmet ”Alene i vildmarken” til planbyggeri. Midt i det hele er så de såre menneskelige beretninger om seksualitet, forelskelse, venskaber, familieliv, selvbebrejdelser og så videre, som der helt oplagt har fundet ind i denne hukommelsesmaskine. Fint nok. Det skal der selvfølgelig være plads til, når forfattere forsøger at vinde nyt erindringsland.
Pablo Llambías: Parcelhus. 354 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.