Vanessa Springora var 14 år, da hun i 1985 blev forført af den dengang 50-årige, kendte forfatter Gabriel Matzneff. Men der skulle gå næsten 35 år, før MeToo-bevægelsen og hendes egen bearbejdelse af det, der har været et livslangt traume, fik hende til at stå offentligt frem med overgrebet.
”Når man er 14 år, er det ikke meningen, at en 50-årig mand skal vente på én efter skoletid. Det er ikke meningen, at man skal bo på hotel sammen med ham eller ende i hans seng,” skriver hun i bogen ”Le Consentement” (Samtykket), der udkom tidligere på måneden. Den seksuelle lavalder i Frankrig er 15 år.
Bogen har været en bombe i Frankrigs litterære verden. For alle vidste, at Gabriel Matzneff havde en forkærlighed for unge piger og drenge under 16. Den nu 83-årige forfatter har nærmest bygget sin litterære karriere på at fortælle om sine forhold til drenge og piger på helt ned til otte år i Frankrig eller på Filippinerne, for eksempel i sit essay ”Les moins de 16 ans” (”Under 16”) fra 1975.
Han var beundret for sit frontalangreb på den borgerlige moral i post-68’ernes Frankrig. På toppen af sin karriere var han en kendt og anerkendt forfatter, elsket for sit fine sprog, og så sent som i 2013 blev han hædret med litteraturprisen Renaudot.
Matzneff har været hyppig gæst i medierne. Og selv i 1993, da han for første gang blev kritiseret i en tv-udsendelse af den canadiske forfatter Denise Bombardier, der kaldte ham for en ynkelig børnelokker, fik han fuld opbakning af den litterære verden. Hvorimod Denise Bombardier blev beskyldt for at være en ”mær”, for eksempel af succesforfatteren og forlæggeren Philippe Sollers.
Nu er tidsånden vendt. Vanessa Springora er nu direktør for det forlag, Julliard, som udgav essayet i 1975. Pædofili er blevet anerkendt som en forbrydelse og ikke en udløber af seksuel frigørelse. Og Frankrigs litterære parnas har travlt med at forsvare sig, efterhånden som medierne graver forlæggere og forfatterkollegers udtalelser fra dengang frem i nutidens skarpe lys. Matzneffs forlag, det fornemme Gallimard, har erklæret, at man stopper salget af forfatterens bøger. Det er ikke sket før i forlagets 140-årige historie.
”Det var en anden tid, hvor man satte litteratur over moral,” siger tv-værten Bernard Pivot, der flere gange inviterede Matzneff indenfor i sin litteraturudsendelse ”Apostrophe”, i en Twitter-meddelelse.
Den feministiske bevægelse Nous Toutes, der bekæmper vold mod kvinder, har støttet Vanessa Springora. Andre kritiserer hende omvendt for at indlede en ny hekseforfølgelse mod en 83-årig mand, der selv har sagt, at ”denne ondskabsfulde bog” gør ham trist.
”Det er endnu et offentligt tribunal, der stilles op, ligesom mod instruktøren Roman Polanski,” siger forfatteren Frédéric Beigbeder til dagbladet Le Monde, der også citerer direktøren for forlaget Stock, Guy Hocquenghem, for det synspunkt, at ”vi mangler personer som Matzneff, der går imod den politiske korrekthed”.