Palmyra er verdenskulturarv – og vækkes nu til live midt i København

Der er noget for alle sanser på Glyptotekets nye fænomenale udstilling ”Vejen til Palmyra”

Næsten 100 gravmonumenter står som fortællinger gennem rummene, buster af kvinder og mænd. Her er det ”The Beauty of Palmyra” (Palmyras skønhed). –
Næsten 100 gravmonumenter står som fortællinger gennem rummene, buster af kvinder og mænd. Her er det ”The Beauty of Palmyra” (Palmyras skønhed). – . Foto: Tahnee Cracchiola/Ny Carlsberg Glyptotek.

Det er en ny verden, der åbner sig med Glyptotekets nye udstilling om Palmyra – gennem tusinder af år en by i den ”syriske” steppeørken, rig og velhavende som handelscentrum mellem øst og vest, ødelagt, forsvundet, genopdaget og senest ødelagt igen ved Islamisk Stats mellemkomst her i det 21. århundrede. Man må lige trække vejret en ekstra gang, når man står på udstillingen ”Vejen til Palmyra”, og sandet blæser over historiens interaktive sandkasse med romere, østfolk og kristne, rigdom og plyndring fra før vores tidsregning til kejser Aurelians plyndring og ødelæggelser i 272 e.Kr. frem til 2015, hvor Palmyras arkæologiske direktør, Al-Asaad, blev halshugget offentligt af Islamisk Stat i en alder af 83 år. Palmyras bedst bevarede bygninger blev sprængt, det lokale museum ødelagt, og beboerne terroriseret under borgerkrigen. Historien gentager sig, ak! Så måske er det i virkeligheden en gammel verden, der åbner sig, når Palmyras skatte i Glyptotekets samlinger har holdt stand og nu vises i sit fantastiske omfang.

Gravportrætterne er rejst fra kældrene og kommet op i lyset på Glyptotekets Dahlerup-bygning. Her er det en buste af en ukendt mand. –
Gravportrætterne er rejst fra kældrene og kommet op i lyset på Glyptotekets Dahlerup-bygning. Her er det en buste af en ukendt mand. – Foto: Tahnee Cracchiola/Ny Carlsberg Glyptotek

Næsten 100 gravmonumenter står som fortællinger gennem rummene, buster af kvinder og mænd, vi kommer bagom ad forskningens kringelkroge, i det hele taget er det et mirakel, at brygger Carl Jacobsen samlede den største samling i verden uden for Syrien af disse smukke sten. Den franske billedhugger Rodin ejede også et par af de palmyrenske antikke værker, og de er indlånt til udstillingen. Man forstår, at et venskab og en samling af Rodins egne skulpturer, som den, Carl Jacobsen etablerede, også havde sine sidegevinster.

Historiens dybde og vingesus kan fornemmes, der er noget for alle sanser i udstillingen. Helt bogstaveligt. Duften af de krydderier, der handledes i Palmyra, guld, der glimter, lyden af sproget, Jesus talte, aramæisk, strømmer fra få velvalgte stemningsskabende installationer undervejs. I dag er sproget næsten uddødt, men udenfor Damaskus findes det – og i Tilst ved Aarhus, hvor en assyrisk kirke holder traditionen i hævd, når der læses fra Det Gamle Testamente. Sikken et scoop af en fortælling. Og sikken en opsætning.

Gravportrætterne er rejst fra kældrene og kommet op i lyset på første sal i Dahlerup-bygningen, så man undervejs oplever at bevæge sig rundt om en oase med direkte udsigt til Glyptotekets vidunderlige palmehave. Det greb er med til at løfte historien ind i virkeligheden. Fortiden er ikke længere gemt væk i sidefløje og magasiner med gravkammerstemning på museet, men står som et aktivt tavst budskab midt mellem os.

På sin vis er det en politisk manifestation at kunne håndtere fremmede kulturer på så højt niveau, som Carl Jacobsen lagde grunden til med sin samling. –
På sin vis er det en politisk manifestation at kunne håndtere fremmede kulturer på så højt niveau, som Carl Jacobsen lagde grunden til med sin samling. – Foto: Anders Sune Berg/Ny Carlsberg Glyptotek

Forskningskataloget er i verdensklasse, og det danske islæt til at få øje på, da vi både har været aktive i området gennem mere end 100 år med dygtige og nysgerrige arkæologer og endda stadig er førende på området, hvor særligt professor Rubina Raja fra Aarhus Universitet og museumsinspektør Anne Marie Nielsen har forsket i Palmyra og nu fungerer som kuratorer på den informative ”Vejen til Palmyra”. På sin vis er det en politisk manifestation at kunne håndtere fremmede kulturer på så højt niveau, som Carl Jacobsen lagde grunden til med sin samling. Det er en værdi, der ikke kender og ikke møder grænser, men genererer forståelse for det samfund, vi lever i nu.

Palmyra er verdenskulturarv. Den lille kilde i ørkenen er for en tid vakt til live midt i København. Der er grund til stolthed. Fra de almindelige menneskeskæbner til dronnings Zenobias får vi fortællingerne om svundne tider i en nutidig ramme. Et af Palymyras afdøde museumsdirektør Al-Asaads 11 børn er i øvrigt opkaldt efter den stærke kvinde Zenobia. Intet forsvinder. Vejen til Palmyra er åben.