Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Pandas lange rejse

"Man bliver så glad og føler det som en gave, når Hans Majestæt Katten slækker på sin reservation og ser i nåde til én," skriver Nils Gunder Hansen Foto: Leif Tuxen

Det er sin sag at blive omplantet fra Christiania til Frederiksberg og skifte køn i samme forbindelse, når man kun er en sky lille killing

Min kone havde egentlig afgjort sig for, at vi ikke igen skulle have kat. Men da vi stod ude i ToysRUs lillejuleaftensdag i 2008 og var ved at løbe tør for gaveidéer, kom indsigten til hende. Det var for dumt at købe en robot-kat. Så hellere en levende kat.

Allerede et par timer efter havde vi sonderet annoncer i Den Blå Avis og købt en lille hunkilling, sort med hvid hage og hvide poter, som vi døbte Panda. Panda kom fra Christiania. I nattens mulm og mørke stred vi os frem til et hus ved volden i Den Blå Karamel. Her lå Panda tæt sammenslynget med sine søskende og sov godt i et miljø præget af lavtliggende røgskyer og robust charme. Men så blev hun puttet i en papkasse og kørt væk i en bil. Med os.

Omvæltningen fra Christiania til Frederiksberg var voldsom. Panda var i tiden, der kom, en meget sky killing. Turen til dyrlæge i katteburet gjorde det ikke bedre. Men den gav os nye oplysninger. Det var altså en lille hankat, vi havde købt. Og så havde den mider i ørerne. Det havde den givetvis været meget generet af, siden den var helt lille, mente dyrlægen.

Panda var måske ramt i sit tillidsforhold til verden. Han forblev en spinkel, lille kat, gik nødigt for langt væk fra huset og havde svært ved at vogte sit territorium, når der kom fremmede katte. Han blev Rasmus kat. De var bedste venner. Panda fornemmede, at Rasmus var den mest rolige af vores tre sønner. Han kunne få lov til at sidde med Panda i sine arme. Rasmus brødre behøvede kun at komme ind og kaste et glad blik på Panda, så var katten den, der var smuttet. Min kone og jeg var skræmmende kæmper. Når Panda gerne ville lukkes ind ad en dør, skulle man træde et par skridt til siden, så han kunne løbe forbi én i høj fart.

Det blev bedre med tiden. Som enhver katteelsker vil vide, har man det som en undersåt.

Man bliver så glad og føler det som en gave, når Hans Majestæt Katten slækker på sin reservation og ser i nåde til én. Panda ville gerne ligge i sofaen hos min kone og mig, når vi så fjernsyn. Bevares, det skulle være på et bestemt tæppe, og det skulle arrangeres som en hule på en særlig måde, og vi skulle så ikke lave uoverlagte bevægelser de næste par timer, men så kunne han finde på at lægge sig på ryggen og ville kløs på maven.

Panda kom til at føle sig mere hjemme i verden. En dag lå der en død mus på måtten. Og det var kun begyndelsen. Den store jæger havde gjort sin entré i vores hjem. Til sidst var det næsten for meget af det gode med alle de mus, som Panda gjorde en ende på.

De første år undte han kun Rasmus det privilegium at bide ham lidt i ærmet. Men efterhånden kunne han godt finde på at styrte kåd rundt i hele huset og jagte os andre, hvis vi nu skulle op ad en trappe. Eller bedre endnu: Panda kunne ligge på trappen og være efter os gennem gelænderets åbninger, som om vi var fede laks i en fos, og han lå på bredden.

Og alle de steder, han kunne gøre til sine. Så fandt man ham i den seng, på den stol, naturligvis inden i enhver papkasse, der kom ind i huset, oven i vasketøjskurven, på den øverste hylde i et klædeskab i kælderen og ikke mindst på bademåtten i det nye badeværelse (gulvvarme, hvor skønt!).

Han blev kærlig og kælen. Når jeg havde hjemmearbejdsdage i rækkehuset, fulgte han nogle gange efter mig, næsten som en hund (det sagde jeg ikke!). Hvis jeg sad på toilettet og ikke havde lukket døren efter mig, var han pludselig på hylden bag mit hoved for at stange buh.

Og så torsdag i sidste uge var det pludselig slut. Min kone fandt ham, kold og stiv, lagt bag døren ud til vejen. Måske var han blevet kørt over lige udenfor, måske havde nogen fundet ham et stykke væk og vidst, at det var her, han hørte til. Der blev grædt af både kvinder og børn, da Panda samme aften blev sænket ned i en lille grav i bunden af haven, den spinkle krop svøbt ind i pudebetræk. Nu ligger han dér.

Og hvor er det mærkeligt i de dage, der er fulgt, at gå rundt i huset og se det ene tomme sted efter det andet, hvor Panda førhen lå. Han har gjort hele huset til sit, hver eneste krog. Nu er det alt for pænt og ryddeligt. Panda har forladt bygningen. Men han kom til Frederiksberg til sidst.

Nils Gunder Hansen er ansat ved Syddansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen Tidens tegn skriver han hver anden uge om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv