Prøv avisen
Bog

Panisk drift

I Kamilla Hega Holsts nye roman mangler hovedpersonen fremdrift. Foto: Rosinante

Kamilla Hega Holst slår et søm i den moderne families ligkiste i roman med et foruroligende kvindebillede

Jeg sidder her på kvindernes internationale kampdag og skal skrive en anmeldelse af Kamila Hega Holsts roman ”På træk”. Jeg har lige hørt i radioen, at det ikke går fremad med ligestillingen, men at alt er, som det har været de sidste 15 år. Kvinderne får ikke - eller søger ikke - de ledende stillinger i nævneværdig grad.

Læser man ”På træk”, er det ikke så underligt. For tager man det kvindebillede, der bliver tegnet her, som noget typisk for yngre kvinder, så ser det godt nok slemt ud.

Hovedpersonen, Kaya, er i 30'erne og er blevet skilt fra sin mand, Carsten, og i en vis udstrækning også fra sine to børn, som det meste af tiden bor hos ham og hans nye kæreste. Hun kan ikke rigtig tage sig af dem, fordi hun hverken har styr på sig selv eller de mest banale ting i sit liv.

Kaya er selv skilsmissebarn. Og hendes far bliver også skilt fra sin nye kone, da hun går fra ham. Faktisk er der ikke nogen familier, der fungerer rigtig godt.

Mens Kaya og Carsten er gift, har hun en hemmelig affære med Emil, der er Carstens bedste ven, ligesom hans kone er en af Kayas bedste veninder. Altså i princippet, for hun snyder jo veninden. Det har hun det imidlertid ikke synderlig skidt med. Bedraget synes ikke at være noget rigtigt bedrag, fordi hendes begær og kærlighed øjensynligt retfærdiggør hendes handlinger. Hun ”lider” af en panisk drift og et begær, der hver dag ”gjorde mere ondt”.

Hun får dog tæmmet sit begær efter Emil, der også har kone og børn at tænke på og senere desuden en døende far. Hun venter tålmodigt på ham i flere år og lever på sin længsel og de få heftige møder, de har med hinanden. Hun både håber og frygter, at han vil gå fra sin familie. Men der forregner hun sig.

De familiære og ægteskabelige relationer kan hverken Kaya eller nogen af de andre finde sig rigtig til rette i. Følelserne og ikke mindst begæret og døden rykker rundt på dem, som om de er brikker i et spil, som de ikke behersker.

Egentlig havde det været meget mere enkelt, hvis man betalte for det, siger Emil desillusioneret til Kaya.

Og netop sådan, med rene linjer og penge imellem, har man indrettet sig i Pattaya i Thailand, hvor Kayas gamle og døende morfar bor.

Kaya tager på besøg hos morfaderen, der bliver passet af en thailandsk kvinde. De menneskelige relationer er også her en temmelig desillusionerende affære. Kaya lader sig drive med. Betaler og bliver betalt i sit forhold til mænd.

Kaya er studerende og forfatter, hun er hustru og elskerinde. Hendes liv er lige så enerverende at læse om som morfaderens triste alkoholikerliv i Thailand. En gang imellem er det fint beskrevet, for eksempel når det sitrende erotiske møde mellem Kaya og Emil fastholdes et skrøbeligt øjeblik. Der er dog også passager med en tam livløshed over sig. Det afspejler måske nok personernes liv, men det opbygger i mig en træthed og utålmodighed, som er svær at holde nede. Kayas mor har den også, og Kaya ved det:

”Min mor siger, at det er det, jeg mangler, fremdrift. At det kræver en indsats; at det på ingen måde er rimeligt bare at lade stå til. Det er på tide, siger hun, at tage hånd om situationen. Og hun mener det bogstaveligt.”

Ja, fremdrift, vilje og evne til at gøre noget ved sin situation. Det mangler Kaya i fatal grad. Al snak om girlpower forstummer her. Jeg håber ikke, at billedet af hende gælder for et flertal af yngre kvinder, for så bliver der slet ikke nogen kampdag i fremtiden.

kultur@k.dk