Papegøjemonolog fra Colombias stærke samfundsrevser er syret, fri og satirisk

Demokratiet trives ikke i Colombia, hvis man skal tage Fernando Vallejos ord for gode varer. Han tegner et højenergisk portræt af et kriseramt land

Papegøjemonolog fra Colombias stærke samfundsrevser er syret, fri og satirisk

4 stjerner

”Carlos du som er borgmester” er den første bog af Fernando Vallejo på dansk, og den udkom på spansk i 2004. Her hører vi i alle detaljer om lillebror Carlos’ bedrifter og svære kamp til magtens tinder i Antioquia-området syd for Medellín, og bogen er fortalt som én lang vild monolog med brud på enetalen her og der; henvendelser og spørgsmål til et I, et du og til Colombia selv – og lejlighedsvis dialog.

Hele vejen igennem med samme satiriske tone: ”Og kan man få at vide hvad den nye borgmester hedder?” skriver Fernando Vallejo og svarer selv: ”Sikke et spørgsmål, det ved alle og enhver da: Carlos, min bror, den uovertrufne, den største, Carlos den 1. af Támesis (og der bliver ikke nogen 2.), ham der velsigner folkemængden fra sin bærestol.”

Fernando Vallejo er selv født og opvokset i Medellín, men har siden 1971 boet i Mexico og blev mexicansk statsborger i 2007. Den biologuddannede forfatter har også skabt film, der har kritiseret den tøjlesløse vold i Colombia, og har åbenlyst kritiseret de demokratiske forhold i Colombia.

Tilbage i bogens univers kæmper Támesis’ borgmesterkandidater en streng kamp for at kapre de griske og komplet forræderiske vælgere. Kandidaterne holder deciderede ædegilder og åbner deres luksuriøse landsteder for nasserøvene, men tilslutningen skifter, som vinden blæser. Heldigvis har Carlos sin folkeborgmester Memo og elskeren Eufrasio, kaldet Æsel, ved sin side, mens de promiskuøse venner Ritiña og Lucho hjælper med at kradse stemmer ind. Også fra kirkegården, hvor byens afdøde kommer til at lægge navn til de stemmer, der ender med at afgøre valget.

Spanske gloser, bandeord, slang og opremsninger filtrer sig ind og ud af den kapitelløse roman, der er så ustyret, at fortælleren flere gange bevæger sig op i fugleperspektiv og flyver henover området. Her fra papegøjehøjde kan alting overskues, og fortællingen om Colombias korrupte politikere og samfundets snyltere kan folde sig uhindret ud. Med andre ord skal man ikke kaste sig over Fernando Vallejo, hvis man elsker et godt plot med en sirligt vævet handling. Man skal kaste sig over den temperamentsfulde samfundsrevser, hvis man elsker Thomas Bernhard og Samuel Beckett; den frie fortæller, sarkasme, monologer, humoristiske portrætter og røverhistorier.

Fernando Vallejo skriver som en drøm. Med en uovertruffen musikalitet og et sprog, der flyder uhindret afsted som vandet i den lokale flod. Læs bare her, hvor det strømmer frit: ”Vi døde har smuldrende sjæle som opløser sig i boremelet under ormædte tagspær, i savsmuldet fra oversavede brædder, i støvet som hænger i luften. Og i det kalkstøv som vinden rasper af kirkegårdsmurene hvor der hænger reklamer for Urosalina-brusetabletter. Hvis man siger det bogstav for bogstav med dyb stemme ligesom de gør i radioen, lyder det sådan her: U-r-o-s-a-l-i-n-a. Urosalina!”

Al tid er ophævet, og der rutsjes rundt mellem en nutid, hvor Carlos er død – og fortælleren er gammel og måske også død – og så frem og tilbage til blandt andet valgdagen, som det nu passer ind. Det er selvsagt forvirrende, og læseren skal virkelig have tungen lige i munden, men det er samtidig befriende. Kan man hænge på, venter der et underholdende, fantasirigt og energisk fortalt portræt af et samfund i knæ.

Fernando Vallejo skriver som en drøm.