Hvem er ude? Hvem er inde? Hvem er med i legen? Det er ikke kun på Christiansborg, at de spørgsmål på det seneste har hængt tungt i luften. For sådan er det jo hver eneste dag i enhver skolegård, hvor det som bekendt aldrig er nemt at være den nye i klassen – og slet ikke hende eller ham, der bliver skubbet ud i kulden, hvis en anden, potentielt mere interessant, ven pludselig viser sig i flokken.
Sådan kan livet sommetider føles som en social stoleleg, der desværre ofte fortsætter, når barndommens brutale klikedannelser vokser videre i voksenlivet. Og selv i forældreflokken i en skoleklasse kan det spille ind, hvem der har det bedste legetøj i form af fede biler og flotte huse. For alle forældre har jo også engang været børn, og sådan kan mange af os stadig føle os, mener filminstruktøren og skuespilleren Paprika Steen.
”Jeg blev selv mobbet meget i skolen, indtil min mor – mod min vilje, fordi børn jo aldrig selv vil skifte skole – tog mig ud af 3. klasse. I min nye skole blev jeg så hende, der styrede det hele, indtil jeg blev smidt ud, fordi jeg så var for dominerende. Og så gik jeg på to andre skoler, hvor jeg var meget fraværende hele tiden. Så det var min skoletid, men jeg følte mig udenfor meget af tiden,” siger Paprika Steen, mens hun sidder og nipper til sin kaffe i et lokale på Nordisk Film i København.
”Jeg er af natur en solist og leder, men den rolle kunne jeg jo i mange år ikke få, så jeg følte mig i det hele taget udenfor meget af min barndom. Og jeg er stadig et omvandrende paradoks, der på den ene side kan virke enormt selvsikker og udadvendt, når jeg kommer ind i et rum med mit store lyse hår og siger hej, men samtidig kan have et lavt selvværd. Lige nu får jeg for eksempel angst af al den opmærksomhed, jeg får i forbindelse med min nye film, hvor mange af journalisterne hellere vil tale om tumorer og overgangsalder end om filmen, som jeg jo gerne vil have bliver set. Så jeg er på, men jeg går så sommetider hjem og isolerer mig længe,” siger Paprika Steen, der ikke orker flere interviews om sin tidligere tumor i hjernen, men meget hellere vil tale om sin nye film ”Fædre og mødre” – og om fællesskaber.
Tilbage mellem mennesker
”Jeg tror, at det ligger så dybt i os mennesker, at vi gerne vil være en del af fællesskabet. Det har jeg selv længtes efter hele livet,” siger Paprika Steen og tilføjer:
”Jeg kommer samtidig fra et hjem med mange skilsmisser og tre ægteskaber på hver side. Jeg endte med at bo med min mor og min vidunderlige stedfar. Det var et kunstmiljø, hvor der kom utrolig mange mennesker, så jeg måtte hele tiden lære at aflæse folk. Især min mor, der var ret psykisk belastet, så jeg vidste aldrig, hvad jeg kom hjem til, om hun var deprimeret eller glad,” siger hun og tier.
”Lidt ligesom misbrugerbørn måtte jeg derfor tidligt lære at aflæse situationer og mennesker, og det har jeg også gjort, siden jeg var meget lille. Og der var det ingen ulempe at have talent for skuespil,” siger Paprika Steen, der ikke selv spiller med i filmen, som har været længe undervejs, men hun har nydt at være tilbage mellem mennesker som instruktør.
”Jeg har nærmest levet under en sten i tre år på grund af corona og to operationer, og til sidst følte jeg, at jeg var ved at gå i hundene, så det var så fedt at komme ud og lave den her film, der er blevet forsinket af det hele, men nu er den der,” siger Paprika Steen og smiler bredt, inden hun tilføjer, at hun også hellere laver ensemblefilm end portrætter af én person, fordi hun netop er optaget af at beskrive de ofte ”fortabte fællesskaber”, vi alle prøver at blive en del af. Koste hvad det vil.
Samme mobbemønstre
”Fædre og mødre” udspiller sig i forældreflokken til en 6. klasse på en friskole, hvor et nyt par (med et barn) kommer ind i fællesskabet, og så bliver der mildt sagt flyttet rundt på gruppedynamikken. På den måde tager Paprika Steen tråden op fra sin roste julefilm ”Den tid på året”, der handlede om de svære nære relationer. Også denne gang har hun arbejdet tæt sammen med manuskriptforfatteren Jakob Weis.
”Jakob og jeg har begge to børn, og vi ser begge to tilbage på forældresamarbejdet i vores børns klasser med gru. Det er også det, jeg hører fra folk overalt. ’Åh Gud, ikke Aula!’. Forældreintra, forældremøder og forældrefester taler folk jo med nærmest forfærdelse om. Forældrefester forstår jeg slet ikke. Jeg ved heller ikke, hvad meningen skulle være med at drikke sig fuld med andre forældre fra sit barns klasse. Skulle det hjælpe barnet noget? Eller er det, fordi man ikke har nok venner i forvejen? Jeg synes i hvert fald, at det er en uskik. Men man bruger det efterhånden mange steder,” siger Paprika Steen, der også lader forældrene i sin film holde lidt af en abefest på en hyttetur, hvor det ikke kun er børnene, der prøver at passe ind.
Skolelederen, der spilles af Lars Brygmann i filmen, opfører sig samtidig nærmest som en sektleder, der har alle forældrene i sin magt. For ikke alene bestemmer han, hvem der får lov til at gå på skolen, men også hvem der får lov til at være med i områdets eftertragtede vinterbadeklub.
”Så han er billedet på klubben, man gerne vil ind i. ’Du vil jo gerne være med i hulen, Mulle,’” siger hun med henvisning til den berømte sneglescene i Bille Augusts ”Zappa”, hvor den buttede arbejderdreng Mulle tvinges til at spise en snegl, hvis han vil være med i de rige og populære drenges hule. Og den samme væmmelige gruppedynamik ses også i ”Fædre og mødre”, hvor Rasmus Bjerg spiller en trøstespisende far, der bliver voksenmobbet af de andre fædre.
”Mobbemønstrene er jo tit fuldstændig de samme for os voksne, ligesom frygten for at miste sin plads i fællesskabet også stadig sidder i mange af os,” siger Paprika Steen, der som mor til en 22-årig søn, der gik på fire forskellige skoler, har gjort sig sine egne erfaringer med forældrefællesskaber, der kan få voksne til at opføre sig som børn. Og i filmen kæmper forældrene med alle midler – fra mere eller mindre overskudsagtige bidrag til fællesbuffeten til direkte bagtalelse og spydige stikpiller – for at blive accepteret og populære i fællesskabet.
En skilling til sønnen
Kønt ender det – uden at afsløre for meget – ikke i filmen. Men en af filmens pointer er måske, at vi burde slappe lidt mere af i forældrerollen.
”Her taler jeg mindst lige så meget til mig selv. For jeg har selv været hende moderen, der overkompenserer og curler helt vildt. Kender du de der forældre, når barnet bliver lidt rastløst?”, spørger hun og fortsætter selv med en nærmest manisk stemme:
”Hvad vil du have? Vil du have mælk? Vil du have cola? Vil du have saftevand?”, siger hun og sukker så dybt:
”På den måde skal børnene jo hele tiden tage stilling til alle de tilbud, så de bliver overstimulerede af forældres forsøg på at fjerne alle sten for dem. I stedet skulle man måske bare lade dem være lidt. Det tror jeg også, jeg prøver at sige med filmen: Afgiv suverænitet! Lad lærerne passe deres arbejde, så de ikke får bremset alle deres undervisningsdrømme af en mur af meninger fra os forældre, der gerne vil styre alting. Men første skoledag er jo også barnets første skridt til at frigøre sig fra forældrene. Det begynder jo egentlig allerede i vuggestuen, men barnets frigørelsesproces mærkes markant, når man efterlader sit barn i skolen i 0. klasse, og så tager det 10 år, men det starter der. Og det synes jeg måske, at man som mor skal være mere bevidst om,” siger hun, da hendes mobiltelefon brummer i lommen. Det er hendes 22-årige søn, som hun lige skal overføre en skilling til.
”Det kan jeg godt selv se det sjove i,” siger hun og tilføjer:
”Men det er nu heller ikke nemt at være ung i dag.”