”Parasite”-instruktør fusionerer moderbinding med mordgåde i fremragende film

I Bong Joon-hos ”Mother” fusioneres Freud med Hitchcock på original og sine steder sublim vis

”Parasite”-instruktør fusionerer moderbinding med mordgåde i fremragende film

Man kan indimellem få den tanke, at alle film allerede er lavet. At alle æstetiske virkemidler og alle fortællemæssige greb er brugt, og at alt nu blot er mere eller mindre gode gentagelser.

Men så kommer en film som ”Parasite”, der ikke ligner noget andet, og som fortjent indbragte den sydkoreanske instruktør Bong Joon-ho Oscars, Guldpalme og andre tunge priser i 2020.

Det er utvivlsomt også succesen med ”Parasite”, som har gjort, at der netop har været dansk premiere på en af Joon-hos ældre film, ”Memories of Murder” fra 2003, og at det nu også – lykkeligvis – er muligt at se hans ”Mother” fra 2009 i biografen.

Her er det første, man ser, en ældre kvinde, der danser alene på en mark. På den måde understreges det, at filmen ikke er en konventionel en af slagsen, og kvinden viser sig at være en urtesælger og akupunktør uden licens, der bor med sin voksne, evnesvage søn, Do-joon. Han er hendes ét og alt og måske også for meget: De sover i samme seng og synes også at gøre mere end bare sove. Og da en smuk pige i lokalområdet bliver myrdet, samler politiets mistanke sig om den seksuelt sultne Do-joon, der ikke kan huske meget om noget som helst.

I filmens psykologiske, freudiansk farvede lag om forholdet mellem mor og søn, træder et andet altså frem, nemlig en kriminalgåde med hilsener til Alfred Hitchcock. Og her får to sjuskede politimænd og en fallent af en advokat hurtigt Do-joon i fængsel for mord, men moderen – bevægende spillet af Kim Hye-ja – slås indædt for at påvise hans uskyld og benytter ufine og indimellem frygtelige metoder for at få sagen genoptaget og sønnen frikendt. Men et par vilde twists rækker ikke kun ind i opklaringsarbejdet, men også ind i det psykologiske lag.

”Mother” er på samme tid skæv og veldrejet, og undervejs er der scener, som nærmer sig det sublime. Som den dansende mor på marken, en kniv, der skærer urter, men langsomt nærmer sig fingerspidserne, eller vandet, der løber over et gulv og mod de sovende.

Det er nok de billeder, der vil blive siddende fra ”Mother”, der lig ”Memories of Murder” og ”Snowpiercer” ikke er helt oppe i mesterklassen, sådan som ”Parasite” er det, men alligevel er fremragende og besidder en helt egen æstetisk og fortællemæssig kvalitet.

Bong Joon-ho er, sagt med færre ord, en ener i filmlandskabet, som skaber en særegen atmosfære i spændingsfeltet mellem sydkoreansk tradition og vestlig inspiration. Det eneste problem ved at se hans film er, at de får de fleste andre til at virke forudsigelige og skåret over samme trætte læst.