Prøv avisen
Bog

Parcelhusdanmark bag facaden

4 stjerner
Munksgaard udfolder et panorama af fortællinger om alle de mennesker, som på den ene eller anden måde er eller har været i berøring med Bjørn. Derved opnår forfatteren at få sin kriseroman til at tangere kollektivromanen, som vi kender den fra fot eksempel Hans Kirks ”Fiskerne” (1928) og Dea Trier Mørchs ”Vinterbørn” (1976). Foto: Leif Tuxen

Hovedpersonen i Torben Munksgaards nye roman ”Muren” har haft stor succes som investeringsrådgiver og levet et liv med masser af luksus sammen med sin kone Helene. Alligevel er alt ikke godt. Det bliver klart for Bjørn, da Helene fortæller ham, at hun vil skilles

Bjørn Thomsen mangler tilsyneladende ikke noget. Hovedpersonen i Torben Munksgaards nye roman ”Muren” har haft stor succes som investeringsrådgiver og levet et liv med masser af luksus sammen med sin kone Helene. I deres lækkert indrettede parcelhus på Valhalvej nær Roskilde har de nydt livet som barnløse nyrige og plejet egne behov og interesser i stor stil.

Alligevel er alt ikke godt. Det bliver klart for Bjørn, da Helene fortæller ham, at hun vil skilles. Bjørn kæmper akavet for at bevare ægteskabet, men forgæves. Hans tilgang til verden er i bund og grund kynisk. Efter bruddet orker han ikke længere at have kontakt til andre mennesker. Han kommer derfor frem til den erkendelse, at ”det værste” ikke er ”at være alene. Det værste er de andre. Resten af verden”.

Det lyder unægtelig som en hilsen til eksistentialisten Jean-Paul Satres berømte sentens om, at helvede er de andre. Og med den misantropiske tanke i baghovedet beslutter Bjørn sig for at gå radikalt til værks. Han bygger en høj mur rundt omkring sit hus for at slippe for at forholde sig til sine medmennesker og opnå en nærmest absolut isolation.

Så langt kunne Munksgaards ”Muren” ligne nyere romaner som Jens Blendstrups ”Slagterkoner og bagerenker” (2016) og Morten Holm Andersens ”Heste-skamferingerne 2004” (2017), der har det tilfælles, at de tematiserer en midaldrende mands dybe livskrise. Det, der imidlertid adskiller Munksgaards version af kriseromanen fra de andre, er, at han ikke lægger fokus på sin mandlige hovedperson.

I stedet udfolder Munksgaard et panorama af fortællinger om alle de mennesker, som på den ene eller anden måde er eller har været i berøring med Bjørn. Derved opnår forfatteren at få sin kriseroman til at tangere kollektivromanen, som vi kender den fra fot eksempel Hans Kirks ”Fiskerne” (1928) og Dea Trier Mørchs ”Vinterbørn” (1976). Det kunne måske lyde som en lidt aparte bestræbelse, men det er faktisk en meget vellykket roman. For det er fot eksempel ganske fascinerende at følge naboernes vrede og forbløffede reaktioner, da Bjørn iværksætter sit nye liv uden bindinger til andre mennesker med sit smågale byggeprojekt.

Man præsenteres ikke blot for deres syn på uromageren, men inviteres gradvis ind i deres livsverden og får en dybere forståelse for, hvorfor de reagerer på Bjørns særheder, som de gør. Det gælder for eksempel den alkoholiserede overlæge, Paul Høst, der kæmper indædt for at bevare sin velgagerede rolle som medicinfaglig frontfigur i Sundhedsstyrelsens kampagne for at mindske danskernes alkoholindtag.

Torben Munksgaard sætter kort sagt Parcelhusdanmark under lup og kradser brutalt i den blanke overflade for at blotlægge alle smertepunkterne. Og ondt gør det hos lægen, laboranten, ejendomsmægleren og alle de andre velbjærgede danskere i kvarteret med god beliggenhed og masser af herlighedsværdi.

Efterhånden som romanen skrider frem, bliver man også klogere på, hvorfor Bjørn har valgt isolationen som løsning på sin krise. Hans kone har som nævnt forladt ham. Hans børn fra det første ægteskab vil ikke se ham. Hans mor er død; så han er i egen selvforståelse løbet tør for menneskelige muligheder.

Med sin ambitiøse roman ”Muren” har Torben Munksgaard skabt en fiktiv miniature af danskernes liv i velfærdsstaten eller velværestaten, som den døbes af en af romanens personer.

Munksgaard ønsker at holde et spejl op for danskerne for at få os til at overveje betydningen af vores måde at håndtere livet på. Det lykkes også i vidt omfang, selvom hans persontegning et antal steder taber troværdighed, fordi han nærmer sig karikaturen. Det sker for eksempel i fremstillingen af ejendomsmægleren Søren, der lidt umotiveret springer ud som drag queen.

Den kritik skal dog ikke skygge for, at Munksgaard har leveret en velskrevet og eksistentielt vedkommende roman, som minder os om, at de andre kun er helvede, hvis man i den almindelige jagt på prestige og materielle goder overser den vitale betydning, mødet med medmennesket åbner for.

Kristeligt Dagblad bringer et interview med forfatteren Torben Munksgaard senere på ugen.