Præstegårdsteologi betegner det arbejde, præster i ledige stunder udfører i studerekammeret med et teologisk emne eller et forfatterskab. Undertiden munder dette ud i en udgivelse, som det var tilfældet med nu afdøde provst Erling Stougaard Thomsens bog om Dostojevskij, der blev anmeldt her i avisen den 9. januar.
Men når man læser forhenværende gymnasielærer Torben Froms bog ”Om det at være menneske!”, kunne man overveje, om man ikke også kunne tale om parcelhusteologi. For selvom From ikke har boet i præstegård, så har han i sit hjem fordybet sig i Søren Kierkegaard gennem årtier, alt imens han har undervist på Skive Gymnasium i religion, dansk og oldtidskundskab.
From præsenterer i sin nye bog, som han har affattet i sit otium, en række teologer og humanister, der har læst Kierkegaard med såvel tilslutning som afvisning. Der er ikke tale om pedantisk meningsbryderi eller en nærkamp på bittesmå detaljer blandt eksperter, men som titlen på Froms bog angiver, handler det om, hvad det vil sige at være menneske. Alle de 12 kritikere, som han analyserer i bogen, får kvalificeret respons eller indgående tilbagemelding på deres fortolkninger af Kierkegaard, skønt en del af dem næppe læses længere. Det gælder for eksempel Harald Høffding. Men også her finder From perler, der glimter i museumsstøvet, som når han citerer den førhen begejstrede Kierkegaardlæser for følgende: ”Der er adskillige, for hvem hans skrifter har været som løvens hule, hvor alle spor førte indad, ingen tilbage igen.”
Et vældig fint kapitel handler om Villy Sørensens fortolkning af Kierkegaard. Sørensen var som Georg Brandes kritisk over for Kierkegaards kristendom, men han kasserer ikke forfatterskabet af den årsag, og From fremdrager et dagbogsnotat, hvori en meget ung Villy Sørensen tilsyneladende gør fælles sag med Kierkegaard: ”Jeg kvæles hos den som ingen metafysik har, thi han lever i en lukket verden.”
Sat meget firkantet op, kunne man sige, at hvor Kierkegaard mente, at lidelsen er vejen, så mente en teolog som K.E. Løgstrup, at lidelsen var afvejen. Alligevel var de to enige i, at livet er en gave og ingen fejltagelse, og From peger på, at det er meget muligt, at Løgstrup simpelthen misforstod ”Kærlighedens Gerninger”, eftersom han negligerede, at der i Kierkegaards begreb om gudsforholdet faktisk lå en tilskyndelse til næstekærlighed.
Man mærker, at forfatteren er en rutineret underviser, som kender til det intense nærvær, der opstår, når stoffet fænger hos eleverne, fordi læreren brænder for det. Og det forklarer måske, at From er så rundhåndet med eksklamationer som for eksempel ”kollisionen er frontal!”.
Ja, udråbstegnene knopskyder helt ud i bogens titel, hvorfor From nok burde have indført en kvote under arbejdet med denne bog, som i øvrigt er et stykke respektindgydende formidling.