Parforholdets lidt for snigende uhygge

Som kulturkritiker af nutidens samlivsformer er Kirsten Hammann eminent. Men kedsomheden vinder desværre over uhyggen i hendes nye roman ”Alene hjemme”

Det er, som om Kirsten Hammann hver gang skriver den samme roman med få variationer. Hovedpersonen er en kvinde i panik over sit biologiske ur. Hun er 35 år, som Julie var i den forrige roman, ”Se på mig” (2011), eller 38 år, som Sara er i ”Alene hjemme”, der udkommer i dag.

Hun har endnu ingen børn, og selvom hun er attraktiv og har en passende kæreste, er hun i en slem klemme. I ”Se på mig” bliver Julie helt uventet forladt af sin kæreste, Casper, og i ”Alene hjemme” er Saras problem, at kæresten, Philip, er fraskilt og har to små døtre. Og han har ikke meget lyst til at indfri Saras babydrømme, for han må jo også tænke på sine piger, som måske lige skal have lidt ro på, ikke sandt Sara, børnene er trumf, ærgerligt for dig, at du ikke selv har nogen endnu“

Kvinderne reagerer indad. De mister enhver tro på sig selv og bliver dermed også mindre attraktive, hvorfor den dybe frygt for at blive forladt kan vise sig som en selvopfyldende profeti. Hammann kan godt lide at variere sit grundmotiv ved at lege med populærlitterære genrer. I ”Se på mig” var det den romantiske komedie, fordi forladte Julie fik en fremlejer, Sune, ind i sin lejlighed, og romanen var temmelig morsom. I ”Alene hjemme” er det gyseren, der spilles på.

Da jeg var dreng, læste jeg i åndeløs spænding en føljetonroman i avisen Vestkysten, som landede i postkassen hver eftermiddag. Det var en victoriansk guvernante-gyser af en slags. En yngre engelsk godsejer er lykkeligt gift med sin yndige kone. Desværre bliver hun syg og lænket til sengen.

Heldigvis er der en dygtig, ung guvernante, der kan tage sig af både børnene, den syge kone og godsejeren. Men, o skræk, læseren finder ud af, at guvernanten, som også er ret yndig, i tilgift er ond og måske vil ombringe hustruen og have husets herre for sig selv. Og hvordan skal det lykkes enten den syge eller herren at opdage det og forhindre anslaget?

”Alene hjemme” kan minde lidt om min barndoms eftermiddagsgys. Vi er her bare flyttet i ejerlejligheder med den kreative klasse, og ”guvernanten” er overboen Frederikke, der er single, sjov, smuk, sexet og med sine 40 år i lige så stor biologisk panik som Sara, men til forskel fra hende illuderer skønt rod, spontanitet og overskud og i den grad kan bedåre Philips små døtre, mens han selv synes lidt mere forbeholden. Vil hun nu tage Saras lykke fra hende og er det et tilfælde, at Sara flere gange blive syg og søvnig, når Frederikke serverer kager og andet godt for hende? Sara bliver mere og mere paranoid, men så grumt kan livet og menneskene vel ikke være.

Fra hun skrev klumme-romanen ”Fra smørhullet” (2004) har Hammann udvist en særlig evne til at få indlejret de globale problemer og dagsordener - de ting, vi alle går og bekymrer os om - i sine skildringer af den sen-moderne intimsfære. Sara er angst for verdens undergang, for alles kamp mod alle, for velfærdssamfundets afvikling, for det barbariske liv i et postapokalyptisk samfund, og også derfor er barnet hendes store ønske.

Det er en kort historisk parentes, at mennesker kan klare sig alene. Snart vil vi alle være henviste til vores familie for at overleve. Tidligere tiders elementære kamp for overlevelse blander sig i romanen stemningsmæssigt med det senmoderne livs helt anderledes overskudsagtige kamp for at få det liv, man føler sig berettiget til i frihed, lyst og individualisering.

Desperationen kan føles som den samme, når uret tikker, og mulighedernepludselig synes at lukke sig for én.

For biologiens grusomhed hjemsøger de moderne mennesker, der tror at have sat sig helt ud over nødvendigheden.

Den kan komme som en anonym skæbne (barnløsheden), man måske ikke kan undfly, og den kan komme som nådesløsheden i menneskers omgang med hinanden i kærlighedens og forplantningens frie spil. Vi er både på abernes planet og i frihedens rige.

Kirsten Hammann er på sin egen måde en af vores store kulturkritikere og samtidsforfattere.

Alligevel er det ikke denne gang lykkedes hende at skrive en vellykket roman. Det er faktisk mere interessant at læse de store interviews, hun har givet til aviser, end at læse selve romanen, og det kan nu aldrig være målet for en skønlitterær forfatter.

Saras selvfornedrelse og slowmotionsammenbrud får lov til at fylde alt for meget. Der er for lidt til at afbalancere den depressive monotoni. Hvis man skal være meget venlig, bygger den stillestående roman effektfuldt op til det afsluttende øksehug. Men jeg tror alligevel, Hammann har undervurderet genrens krav. Det moderne parforhold er nok mere uhyggeligt, end vi lige går og tror, men i en roman kan det ikke stå helt selv, uden blafrende gardiner og knirkende trin som garanter for gys og grumme guvernanter.

kultur@k.dk

Kristeligt Dagblad bragte i lørdags et interview med Kirsten Hammann om bogen. Læs artiklen på