Parisisk strygekvartet hvæsede, charmerede og standsede

Quatuor Modigliani havde både kernerepertoire og finsk musik fra nullerne med til Musikhuset Aarhus søndag

De har ganske vist gemt sig lidt bag nodestativerne i begyndelsen af koncerten, de fire musikere fra Quatuor Modigliani. Men her, langt inde i tredje sats af Griegs strygekvartet i g-mol, det sidste af aftenens tre værker, er gæsterne fra Paris for længst begyndt at kommunikere kropsligt med hinanden og publikum.

Brutalitet og charme strømmer ud af musikken, mens de, som foreskrevet af den norske komponist, skiftevis saver sig igennem og blødt foredrager en enkel melodi med karakter af folkevise. Sænker man blikket, ser man deres sorte laksko glide frem og tilbage under stolen; på de mest intense steder løfter hælen sig, og et stille tramp følger.

Her indtræffer så den lille katastrofe, netop som satsen skal til at gøre sit største temperamentsmæssige udfald. Bratschisten, Laurent Marfaing, sprænger en streng. Forbløffede kigger de alle fire op og indser, at de må forlade scenen, inden Griegs skiftevis mørke og lystige værk fra 1878 kan spilles færdigt.

Som det så ofte er tilfældet, får det lille uheld et heldigt udfald: Publikum bryder ud i spontan applaus, og snakken går begejstret, inden kvartetten vender tilbage og, med førsteviolinisten Amaury Ceoytaux som virtuos indpisker, bygger de sidste længselsfulde, homofone spændinger op i værket, inden de forløses som tunge jordskred.

Trods finalens benspænd understregede afslutningen, at det er det klassisk-romantiske repertoire, der er Quatuor Modiglianis force. At de til at begynde med havde lidt vanskeligt ved at løsrive sig fra noderne, skyldtes nok, at koncertens første værk, den finske Sonningpris-modtager Kaija Saariahos ”Terra Memoria” fra 2006, fordrede en noget anderledes tilgang end musikken fra det 18. og det 19. århundrede.

Ikke at kvartetten ikke gjorde et hæderligt forsøg. Det lykkedes fint at fremmane værkets indledningsvise spøgelseskarakter med overtoner skabt af fjerlette strøg og hurtige triller, inden de også ganske vellykket satte gang i Saariahos vekselvirkning mellem råt dissonerende fællesbevægelser, der hakkede ru og tunge klange frem i strengene, og romantisk vibratofulde passager.

Selvom ”Terra Memoria” er langt mindre krasbørstig end komponistens første strygekvartet, nyklassikeren ”Nymphéa” fra 1987, kunne man alligevel savne, at Quatuor Modigliani gik mere radikalt til det ensatsede værk. Det var i passagerne med tunge, mørke klange, de virkede mest hjemme, mens Saariahos klanglige ekstremiteter kom mindre overbevisende til udtryk; hun kom til at lyde en smule mere konservativ end nødvendigt.

Til gengæld fungerede det overraskende godt at lade Mozarts divertimento i F-dur følge Saariaho, selvom der er langt til Salzburg i 1772 fra den rå natur i ”Terra Memoria”. Værket fik både lov til at pege bagud mod barokkens diverterende musik i de to ydersatser og fremad mod romantikkens kernedyder i en særdeles inderlig udgave af den langsomme andensats.

Det er ikke let at lægge et program, der strækker sig over 234 års musikhistorie. Ofte kan så stort et spænd da også være udtryk for manglende kuratorisk overblik. Men det lykkedes vel faktisk Quatuor Modigliani at få Mozart, Grieg og Saariaho til at gribe ind i hinandens musik; især temperamentsmæssig og i arbejdet med kontraster var der paralleller. At det så ikke var alle tre værker, der lå lige tæt op ad kvartettens styrker, det er til at leve med.