Parmiddagsdrama er et stærkt skuespil, men bedaget tidsbillede

Med et dysfunktionelt søsterskab i centrum roterer Lars Noréns brutale ”Sandhed og konsekvens” i ny spændstig oversættelse

”Sandhed og konsekvens” er skrevet i året for Murens fald, ideologiernes sammenbrud, og man mærker det i desillusionen og den underliggende kritik af den fremmedgørende forbrugerisme, skriver anmelder Kathrine Maria Amann.
”Sandhed og konsekvens” er skrevet i året for Murens fald, ideologiernes sammenbrud, og man mærker det i desillusionen og den underliggende kritik af den fremmedgørende forbrugerisme, skriver anmelder Kathrine Maria Amann. Foto: Teatret ved sortehest/Pressefotos.

På Teatret ved Sorte Hest forstår man at skabe en særligt dårlig stemning. Faktisk har det lille teater gjort det til sit varemærke; at dyrke sortsynet og trække teaterhistoriens fremmeste lyseslukkere af stalden. Absurdister, eksistentialister og alskens misantropister har således fået plads på den lille svedekassescene over årene. Ofte er resultatet lige så godt, som det er sort. Men måske er tiden løbet fra den udleverende parforholdsrealisme, som efterhånden virker lidt 1990’er-træt i det.

Denne gang er det den nyligt afdøde svenske sjælegransker, dramatikeren Lars Noréns, tur til en omgang i den vesterbroske vridemaskine. ”Sandhed og konsekvens” er fra 1989, men har fået en sproglig opdatering i Vibeke Bjelkes spændstige oversættelse. Vi er til parmiddag i middelklassen. To søstre og deres ufrivillige påhæng af ægtemænd er samlet til den velkendte runddans om drinksbordet, og i takt med det hidsige gin og tonic-indtag bliver det stadig mere spydigt og selvudleverende. Tabuerne og fortrængningerne får frit løb. Skeletterne vælter ud af alle skabe i den klaustrofobiske stuescenografi, hvor ingen kan slippe ud, og hvor taxaen aldrig kommer.

”Hvordan har du det?”, lægger den første søster ud.

”Jeg er holdt op med at lægge mærke til, hvordan jeg har det,” svarer den anden.

Og det er med dén resignation og isnende afstand, at Norén inviterer os ind i menneskelivets ubønhørlighed og mentale hudafskrabninger. ”Sandhed og konsekvens” bygger videre på traditionen fra landsmændene Strindberg og Bergman, men bærer især referencer til Edward Albees ægteskabsgyser fra 1966, ”Hvem er bange for Virginia Woolf”. Bevægelsen i stykket er en konstant bevægelse nedad. Ned i familierelationernes og parforholdets dybeste mørke, hvor alle slags overgreb finder sted. Personerne svælger i foragt, selvlede, misantropi og misbrug. Som nu Elisabeth, selskabets semitørlagte alkoholiker, der er fuld af uforløste drømme og bitter misundelse på den velhavende lillesøster.

Der er noget hjertegribende over Sarah Bobergs tegning af den fortabte kvinde, der med vredens spinkle selvopretholdelse hager sig fast i tilværelsens bordkant. Måden, hun kæmper sig rundt i hjørnesofaen på med slukket blik og desperationen mejslet i gestikken. Spyer galde og ætsende sarkasme mod ægtemanden, den stakkels duknakkede Niels Ellegaard, der ikke levede op til alle drømmene. Hun er stykkets dæmoniske motor, blændende forløst af Boberg.

Over for Elisabeth står Annette Støvlbæk anderledes forsagte og velfriserede Julie. Men også hun bærer sorg og fortrængninger som ulykkeligt barnløs, tyranniseret af både ægtemand og søster. Så nydelig og korrekt, indtil hun omsider eksploderer i fortrængt vrede og råt begær.

Med det dysfunktionelle søsterskab i centrum roterer Noréns brutale kammerspil. Begge søstres ægteskaber er af den slags, som har forvandlet sig til en slagmark af spydige bemærkninger, selvom mændene umiddelbart er hinandens modsætninger. Niels Ellegaard som pleaseren, der har affundet sig med konens konstante ydmygelser og tilbagevendende alkoholmisbrug, over for Peter Oliver Hansens selvfede tyran, der er ved at sprænge designerskjorten af indestængt, animalsk frustration.

Der er ikke nogen tvivl om, at instruktør Maria Vinterberg taler flydende norénsk. Hun forstår at balancere replikkerne rytmisk på en knivsæg mellem galgenhumor og lammende ubehag. Mellem det absurd forvrængede hverdagslige og en afgrund af begsort fortabelse. Det ændrer dog desværre ikke ved, at figurerne lider under at være lovligt fortegnede og klichétunge. At de stivner som moderne stereotyper, vi ikke for alvor kan forbinde os med. Den pæne overklassekvinde, der bare drømmer om dyrisk lidenskab. Machomanden, der i virkeligheden er et flæbende barn. Den ondskabsfulde alkoholiker med den store sorg.

At der findes alt muligt uhumsk under den pæne middelklassefacade, er en kliché på krykker. Parmiddagsmotivet er efterhånden så udtrådt og fortærsket, at det kan være svært at få øje på det interessante. Og selvom det måske virkede nok så friskt engang i sen-1980’erne, har det i dag uvægerligt repetitionens trætte skær. ”Sandhed og konsekvens” er skrevet i året for Murens fald, ideologiernes sammenbrud, og man mærker det i desillusionen og den underliggende kritik af den fremmedgørende forbrugerisme. Men det står ikke klart, hvad forestillingen skal sige os i dag. Som falmet tidsbillede er opsætningen fin, men som vedkommende scenekunst savner man lidt.