”Du får kun en enkeltbillet til livet, du kan ikke stige på igen, når det først er forbi, men har du en bog i hånden, uanset hvor kompliceret eller svært forståelig den bog er, kan du, når du er færdig med den, gå tilbage til begyndelsen, hvis du har lyst, og læse den en gang til og således forstå det vanskelige, og dermed også forstå livet.”
Ordene er den tyrkiske forfatter Orhan Pamuks, og de er blot nogle af de mange kloge, der falder i litteraten Lars Theil Münsters bog ”Det læsende menneske”.
Den forsøger at bekræfte hypotesen om, at det gør noget godt for os mennesker at bruge tiden på at læse skønlitteratur – og selvom denne signatur i mange år har vidst, at det var sandt, så forsøger forfatteren med stort held at forklare, hvorfor det forholder sig sådan.
Derfor er den god at få forstand af for alle, der beskæftiger sig professionelt med litteratur, uanset om det er som underviser eller formidler – ja, faktisk alle os, der læser, men gerne vil blive klogere på, hvorfor og hvordan vi gør det – og måske ikke mindst hvad det gør ved os.
Uanset hvor lidt vi gør det, er der stadig kulturel kapital forbundet med at læse. Adspurgt svarer de fleste nemlig, at de gerne ville læse mere, og der synes, som Lars Theil Münster skriver, at være udbredt konsensus om, at læsning af bøger, ikke mindst skønlitteratur, er ”en ønskværdig og gavnlig aktivitet” – og faktisk konkluderede en statistisk undersøgelse fra Yale University i 2016, at boglæsere, der blot læser en halv times skønlitteratur om dagen, i gennemsnit lever knap to år længere end folk, der aldrig læser.
Men hvorfor er det egentlig så godt for os at læse? Det forsøger Lars Theil Münster at besvare ved hjælp af litteraturteori, filosofi, psykologi og evolutionsteori tilsat gode eksempler i bogens tre dele, der har overskrifterne: Hvordan læser vi litteratur? Hvorfor læser vi litteratur? Hvad får vi ud af at læse litteratur? Det er en enkel opbygning, der stiller tre enkle spørgsmål, men som lykkeligvis ikke leverer enkle eller endegyldige svar, men derimod svar, der – som den gode skønlitteratur og som livet selv – er både søgende, spørgende og tvivlende.
”Filosofi kan – i bedste fald – gøre en forståelse klar. Digtningen kan gøre den nærværende,” skriver Løgstrup i ”Den etiske fordring”. Litteraturen kan altså ifølge ham vise etiske konflikter og følelser i en mere ren form, end vi møder dem i vores daglige liv.
Den og mange andre pointer fører Lars Theil Münster kyndigt til torvs i ”Det læsende menneske”, hvis store styrke er, at den aldrig forfalder til det løftede pegefinger-forsvar for litteraturen, at man bør læse, men at den formidler en ekstrem glæde ved skønlitteraturen.
Dermed bliver den så langtfra en dommedagsfortælling om sædernes forfald og ungdommens fordummelse, som man kan komme, men leverer derimod en stærk fremstilling af fortællingens kraft, af fortællingen som noget grundlæggende, ja, næsten biologisk, til alle tider, således også i vore digitale dage.