Pas på, Europa!, konstaterede Thomas Mann i 1930'erne. Og det gælder stadig

Danmark er med sin asylpolitik godt på vej ned ad det skråplan, som Thomas Mann konstaterede i 1930’erne

Her ses Adolf Hitler og Benito Mussolini, som mødes i Brenner - grænsebyen mellem Østrig og Italien. (Arkivfoto).
Her ses Adolf Hitler og Benito Mussolini, som mødes i Brenner - grænsebyen mellem Østrig og Italien. (Arkivfoto). Foto: Carina Heckscher/Nf-Nf/Ritzau Scanpix og Heinrich Hoffmann/Ritzau Scanpix.

Denne klummes overskrift er hentet fra en bog, Thomas Mann udgav i 1938, og i hvilken han samlede artikler fra det foregående tiår.

Der var ikke meget at glæde sig over. Mussolini havde siddet på magten siden 1922, Hitler var kommet til sin i 1933, Salazar i Portugal i 1934, Spanien stod midt i borgerkrigen, og de fleste østeuropæiske stater havde et mere eller mindre fascistisk styre, for ikke at tale om den stalinistiske Sovjetunion.

Thomas Mann prøvede at råbe den ”sædelige” verden op, men måtte indse, at man for bekvemmelighedens skyld hellere arrangerede sig med de autoritære eller totalitære ledere end trådte op imod dem. Antikommunismen var vigtigere end alt andet, så tog man gerne fascisme og nazisme med i købet.

Allerede i 1934 skrev Mann, at hvis blot ét land begyndte at ”eliminere de humane bestanddele” fra sin politik, var der en overhængende risiko for ”smitte og forførelse, takket være en almen svaghed hos mennesket, som får det til let og gerne at glemme sin åndelige del og lade fem og syv være lige i det rent og skært naturlige”.

Er det der, vi er ved at være nu? Noget kunne tyde på det. EU-kommissionens forslag til ny asylpolitik og dens beretning om retsstatssituationen i medlemslandene er én stor indrømmelse til de lande og tendenser, som nægter solidaritet og lukker sig inde i deres vognborg. Asylforslaget handler især om, hvorledes man kan afvise asylansøgere og få dem sendt ud af EU hurtigst muligt, og retsstatsrapporten er så udvandet, at man skal snyde og bedrage med EU-midler, førend der kan skrides ind. Hvad man ellers gør, er lige meget.

Tyskland har i dette halvår formandskabet i EU. Landet er stolt af at være en retsstat og har endda en forfatningsdomstol til at sikre den. Men for husfredens skyld har Tyskland opgivet at gøre sine egne principper gældende i Europa.

Danmark har ikke megen adkomst til at blande sig i debatten. Som vor asylpolitik forleden formuleredes her i avisen af hele tre socialdemokratiske ministre (Mattias Tesfaye, Jeppe Kofod og Rasmus Prehn, den 2. oktober), er der næppe tvivl om, at vi hører til på Orban-fløjen. Men vi behøver ikke at sige det åbent, så længe vi kan få andre til at gøre det for os eller helt kan holde os udenfor.

Fra højeste sted afvises noget så simpelt og indlysende som at bringe syrienkrigernes børn til Danmark. Indvandrere og flygtninge udsættes dagligt for verbal og anden mobning, som jo nok skal få dem til at højagte de danske værdier. Den officielle sprogbrug siver ned i samfundet, så man forleden kunne høre en speaker i en DR-nyhedsudsendelse helt ugenert tale om, at så og så mange kommuner ”slap for” at tage imod flygtninge.

Og hvad retsstaten angår: Uanset hvad Støjberg-kommissionen måtte konkludere, og hvem der præcist har ansvar for hvad, har vidneudsagnene afsløret et embedsværk under nedsmeltning. Danmark er godt på vej ned ad det skråplan, som Thomas Mann konstaterede i 1930’erne. Det har ikke noget at gøre med at trække nazikortet at konstatere det. Orban light er slemt nok.

Snart, den 24. oktober, er det FN-dag. Det var engang en dag, vi i Danmark fejrede og kunne fejre med god samvittighed. Det var dengang, vi havde en udenrigspolitik, vi kunne være bekendt. Nu har vi dårligt nok en, vi ikke kan være bekendt. Udenrigsministeren har erklæret, at dansk udenrigspolitik skal afspejle, hvad der tales om ved middagsbordet rundt omkring i de små hjem. Det er stort set lykkedes.

Forleden offentliggjorde en række danskere en bekymret erklæring i dagbladet Politiken. En af dem, tidligere biskop Karsten Nissen, gjorde i Kristeligt Dagblad (den 8. oktober) opmærksom på, at den politiske korrekthed har skiftet side. En opfordring til almindelig anstændighed betragtes nu som en politisk stillingtagen, måske ligefrem som noget venstreorienteret – eller den ties ihjel.

De tre ministre lovede en meget bedre asylpolitik. For hvem? ”Lille krigsbarn, hvor vil du hen?/ Vælg selv. Bare vi aldrig/ skal se dig igen.” (Henrik Nordbrandt)

Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.