Det var ikke et katolsk tronskifte, men derimod et russisk-ortodokst, der gav Leif Davidsen idéen til hans nye bog, Patriarkens hændelige død. Bogen, der udkom for cirka to uger siden og fik en fantastisk modtagelse af anmelderne, røg direkte ind på boghandlernes toptiliste, og den danske forfatter kunne notere sig for endnu en succes.
LÆS OGSÅ: Korsang skaber vores fælles åndedræt
For så vidt hvad angår det katolske, så har det intet med sagen at gøre, kun det, at følgende samtale med Leif Davidsen fandt sted samme dag, som Frans blev indsat som pave i Rom.
Men tilbage til den rette, den sande kirke, som de russisk-ortodokse siger.
Da den 16. patriark af Moskva og Rusland, primas for den russisk-ortodokse kirke, Aleksej II, døde i 2008, opstod der rygter om, at den 79-årige gejstlige ikke var død en naturlig død, men at kræfter i det politiske magtcentrum Kreml i Moskva havde haft en uhellig finger med i spillet.
Det var kun rygter, der hverken kunne af- eller bekræftes. Men rygter kan indeholde kimen til en god historie, og jeg tænkte allerede dengang, at her var en idé, der kunne tages op i en roman, siger Leif Davidsen.
Det er nu sket. I Patriarkens hændelige død får læseren den spændende historie om to dødsfald, der næsten samtidig finder sted i Moskva. Mens den ene, der dør, er patriarken, er den anden en ung dansk mand.
Patriarken sover stille ind. Den unge mand, Gabriel, en af patriarkens betroede medarbejdere, tæves brutalt ihjel i en baggård. Spørgsmålet er så, hvorfor Gabriel skulle dø? Hvad var det, han vidste, der var så farligt, at det var nødvendigt at slå ham ihjel?
Hans tvillingebror, Adam, rejser til Moskva for at finde et svar, og i hans søgen tager Leif Davidsen læseren med på en rejse i fortidens Rusland, da landet hed Sovjetunionen, og styret forsøgte at erstatte religion med kommunisme.
Da jeg var korrespondent for Danmarks Radio i Moskva i 1980erne, spillede religionen officielt ingen rolle. Talte man med myndighedspersoner, fik man altid at vide, at russerne ikke var troende, at ingen gik i kirke. Men der var altid mennesker i kirkerne, og troen spillede og spiller stadig en stor rolle i landet, siger han.
Denne rejse tilbage i tiden, som læsningen af Patriarkens hændelige død byder på, indeholder også en indsigt i den russisk-ortodokse kirkes rolle før og nu.
Spørger man Leif Davidsen om, hvorfor lige præcis kirken skulle blive rammen om hans nye spændingsroman, nævner han foruden rygterne om Aleksej IIs død i 2008 også, at kirkens rolle og historie interesserede ham dengang som nu, endda så meget, at han på et tidspunkt, mens han stadigvæk dækkede Sovjetunionen for Danmarks Radion, drog på en uges ophold i et russisk-ortodokst munkekloster på Krim.
Under Stalin blev landet ateistisk, men fra 1941 fik kirken lov til at eksistere, fordi Stalin havde brug for kirkens opbakning i Anden Verdenskrig. Da Nazityskland i 1941 gik i krig mod Sovjetunionen, kunne Stalin med kirken i ryggen gøre krigen mod nazismen og fascismen til den Anden Store Fædrelandskrig, og han kunne få befolkningen og især bønderne med sig, siger Leif Davidsen.
Men trods Kremls årelange og ihærdige forsøg på at erstatte religion med ideologi, så spillede kirken fortsat en stor rolle op gennem historien, selvom der med årene blev færre og færre kirkebygninger og klostre.
Under Khrustjov, der var generalsekretær fra 1953 til 1964, blev der virkelig nedlagt mange kirker. Han var den største kirkeskænder af dem alle. I 1917 var der 55.000 kirker i Rusland. I 1993 var der mellem 10.000 og 14.000 kirker tilbage, fortæller Leif Davidsen.
Kirken overlevede kommunismen, blandt andet fordi den samarbejdede med myndighederne eller ligefrem gik i seng med KGB, som Leif Davidsen skriver i sin bog.
Men også fordi befolkningen igen med Leif Davidsens ord er både troende og overtroiske. I dag er kirken så virkelig kommet ind fra kulden.
Kirker og andre kirkelige bygninger er blevet genopført, og selvom man ikke registrerer antallet af døbte eller troende, så er russerne et folk, der kommer i kirkerne.
Uanset hvornår man går ind i en kirke i Moskva, er der mennesker. Kirkerne er altid åbne, og der er en jævn strøm af folk, der kommer og går, fortæller Leif Davidsen. Selv er han begejstret for den russisk-ortodokse kirkes musiktradition, der ikke indeholder orgel, men kun stemmer. Den ortodokse korsang er helt fantastisk, siger han.
Præsident Vladimir Putin ynder om nogen at lade sig fotografere og filme sammen med gejstlige, og han ses på tv, når han søger råd hos sin åndelige vejleder i kirken, fortæller Leif Davidsen.
I dag ser man præsterne og andre gejstlige i de traditionelle klæder også uden for kirkernes og klostrenes mure. Den slags var forbudt under kommunismen. I bogen Patriarkens hændelige død tager Adam sin mor med til Moskva for at hente tvillingebroderen Gabriels lig hjem til Danmark. Moderen er opvokset i Sovjetunionen og har som ung i 1970erne forladt landet for at gifte sig med en dansk mand. Gennem hendes øjne får læseren et indtryk af den kolossale omvæltning, landet har gennemlevet siden da. For eksempel får moderen nærmest et chok, da hun offentligt ser en præst i gejstlig dragt.
I romanen beskriver Leif Davidsen en konflikt i den russisk-ortodokse kirke: en magtkamp mellem den fløj, der ønsker, at kirken skal kappe den tætte forbindelse til magten i Kreml og i højere grad agere som et moralsk fyrtårn i befolkningen, kontra den fløj, der ikke ønsker forandring i forholdet til Kreml.
Er det et billede, du har hentet fra virkeligheden?
Nej, men der sker alligevel noget. På de forskellige sociale platforme på nettet ser man i dag yngre præster diskutere kirkens rolle i fremtiden. Den slags var utænkeligt tidligere af forskellige grunde. Jeg kan huske, at jeg engang i 1980erne mødte en præst, der var sognepræst i et sogn, der geografisk var på størrelse med Frankrig. Præsterne var enormt isolerede, de måtte handle på stedet og selv træffe beslutninger uden at have nogen at rådføre sig med. Der kunne være langt til kollegaen i nabosognet. Samtidig har den russisk-ortodokse kirke aldrig været en aktivistisk kirke som den katolske. Men hvordan de nye medier konkret vil påvirke kirken i fremtiden, er ikke til at sige, siger Leif Davidsen.
Til gengæld er han ikke i tvivl, når det gælder oppositionen i Rusland, og har man sagt opposition i Rusland, har man også sagt ungdom.
De ønsker i hvert fald ingen revolution! De ønsker et velfungerende demokratisk samfund uden korruption, svindel og bedrag. De er trætte af alle skandalerne, og de er trætte af myndighedernes magtmisbrug. Spørgsmålet er så, hvordan kirken griber det an. Det bliver spændende at følge, siger Leif Davidsen.