Prøv avisen

Patriarkens farverige fald

I morgen modtager Isabel Allende den store Hans Christian Andersen Literature Award i Odense. Vi husker hendes roman "Åndernes hus" bedst, og det er der gode grunde til Foto: JONATHAN ERNST Denmark

I morgen modtager Isabel Allende den store Hans Christian Andersen Literature Award i Odense. Vi husker hendes roman Åndernes hus bedst, og det er der gode grunde til

Litteraturen står i Isabel Allendes tegn i denne uge. I morgen får hun overbragt Hans Christian Andersen Literature Award på 500.000 kroner, og i overmorgen deltager hun i et symposium på Syddansk Universitet i Odense. Som så mange andre forfattere, der modtager store priser, hører hun til den kategori, der har fremtiden bag sig. Allendes storhedstid lå så afgjort i 1980erne, hvor hun toppede bestsellerlisterne med Åndernes hus, Kærlighed og mørke og Eva Luna. Hvad der kom derefter, er småkrusninger på det store hav af bøger.

LÆS OGSÅ: Verden er fuld af løse ender

Måske er det endda sådan, at det faktisk kun er Åndernes hus, vi for alvor husker hende for. Det er heller ikke så dårligt. Jeg mener, det er de færreste forfattere, som vi efter tredive år overhovedet er i stand til at huske noget som helst om. Vi læser begejstret og opslugt og glemmer det meste igen.

LÆS OGSÅ: Isabel Allende får H.C. Andersen-hæder

Allende passede ind i tidsånden i 1980erne. Det skal man også, hvis man som hende skal skrive en bog som Åndernes hus, der alene i Danmark er kommet i 50 oplag. Hvis du er romanlæser og 50 år eller ældre, står bogen efter al sandsynlighed på din hylde. Og det er stadigvæk en glimrende bog med smæk for skillingen og en smittende og sprudlende fortælleglæde med. Her er store familiedramaer, magiske dimensioner og evig kærlighed. Kan det blive større?

Husker man ikke automatisk den viltre godsejer Estaban, der er indbegrebet af en sydamerikansk macho af den slags, som også rummer en forsonende følsomhed? Og husker man ikke hans tavse hustru, Clara, med de clairvoyante evner, og hans smukke datter, Blanca? Blanca gør i det skjulte oprør mod faderen, idet hun forelsker sig i Pedro Tercero, som er søn af Estabans forvalter og underordnede. Pedro fører an i landarbejderes forsøg på at få bedre vilkår, og det kvitterer Estaban for ved at hugge tre fingre af Pedro. Så kan han lære at opføre sig ordentligt over for den enerådende patriark!

Og måske husker man også barnet af Blancas og Pedros kærlighed Alba? Hun kommer galt af sted under revolutionen i 1970erne og er den, der med en magisk fantasi fortæller slægtens farverige og dramatiske historie. En historie, der også er Chiles historie.

LÆS OGSÅ: En opbyggelig historie

Selvom patriarken Estaban er en helt uomgængelig figur i Åndernes hus, så er det de tre kvinders historie, der er det centrale. Det er denne vinkling af slægtshistorien, der passede så godt ind i 1980erne, hvor kvindefrigørelse og opbygningen af en kvindelig selvbevidsthed var blevet noget, de fleste kvinder bifaldt. Men Åndernes hus gav også denne kvindefrigørelse en eksotisk og spirituel dimension, der friskede gevaldigt op i en ofte gråmeleret kvindelitteratur. Allende kunne byde på historier fra det politisk spændende Sydamerika, hvor en mand dog trods alt stadig var en mand og en kvinde en kvinde. Og så fortalte hun på en måde, der trodsede den danske, fornuftige jordbundethed humoristisk og sprudlende.

Allende skrev stort i 80erne, og det kan vel legitimere, at hun hædres med prisen og at Odense kaster glans over sig selv. Prisen får os til et øjeblik at stoppe op og tænke over, hvad vi læste i går, og hvor slaget står i dag, og hvad det går ud på. Herhjemme er det næppe opgøret med patriarkatet, det drejer sig om, men langt snarere, hvad vi skal stille op med det tomrum, som patriarkernes fald har efterladt os i. Og så må det selvfølgelig også få os til at overveje, hvilken forfatter med fremtiden for sig vi kunne tænke os at have givet 500.000 kroner for at skrive os videre og ud af åndernes hus.

I denne klumme skriver litteraturanmelderne Liselotte Wiemer og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem bøger og eksistens både historisk og aktuelt