Man genkender Patrick Modiano, allerede når de første præcise og skarpe strofer slås an. De minutiøse, stramt korsetterede sætninger sætter scenen og holder hans personer fast i en fortættet og besættende søgen, der aldrig helt forløses. Også selvom han med tiden har løsnet grebet en smule.
”Da jeg for nylig genlæste mine første manuskripter, slog det mig, hvor lidt plads og ånderum der er,” sagde han engang i et interview i Le Figaro.
Litteraturjournalisten Denis Cosnard, forfatter til en bog om den franske nobelpristager, har sin egen forklaring:
”Fransk er teknisk set ikke hans modersmål. Måske kommer Modianos berømte stil herfra.”
Jean Patrick Modiano er søn af en halvt ungarsk, halvt flamsk skuespillerinde og en jødisk-italiensk forretningsmand, der mødte hinanden i det besatte Paris i 1942. Begge forsøgte at overleve besættelsestiden, som de bedst kunne, og det viste sig at være ved at stille sig på den forkerte side af plankeværket.
Hans mor lavede flamske undertekster til de film, som blev produceret af Goebbels’ parisiske propagandafilmselskab, Continental Films. Hans far undslap på mirakuløs vis at blive deporteret og overlevede bagefter ved at sælge varer fra det sorte marked til den tyske besættelsesmagts efterretningstjeneste.
Det er denne mørke, lyssky familiehistorie, Patrick Modiano utrætteligt forsøger at finde meningen med i de over 30 bøger, han har skrevet, og som alle foregår i besættelsenstidens Paris. Dette, og så broderen Rudys død af leukæmi i 1957, da Patrick var 12 år og Rudy 10 år.
De to brødre var hinandens holdepunkter hos skiftende plejefamilier, mens moderen var på turné og faderen optaget af at tjene penge. Otte af Patrick Modianos bøger, deriblandt debutromanen fra 1968, ”La Place de l’Etoile”, Stjernens Plads, kredser om Rudys død. Tabet af Rudy efterlod et eksistentielt vakuum, i en sådan grad at han gjorde den to år yngre broders fødselsår til sit eget og længe hævdede, at han var født i 1947.
”Dette årstal blev en besættelse for mig,” har han tidligere forklaret.
Hans personer jager en sandhed, der trækker sig tilbage som horisonten, når de forsøger at nærme sig den, og der svæver en næsten Hitchcock-agtig uhyggeatmosfære i Modianos univers. ”La Petite Bijou” åbner med en kvinde, som efter en pludselig indskydelse følger efter en ukendt kvinde og ser hende forsvinde ind i en trappeopgang.
I ”Dora Bruder” efterforsker han en ung jødisk piges forsvinden i Paris i 1941, og som blev efterlyst i aftenavisen Paris-Soir. Og ”Rue des Boutiques Obscures” er en eksistentiel thriller om en rejsende, der forsøger at stykke sin identitet sammen.
”Tematisk er hans bøger i indbyrdes samklang og variationer over det samme emne: over mindet og over tab, identitet og søgen. Han er vor tids Proust,” sagde Det Svenske Akademis sekretær, da Patrick Modiano fik Nobelprisen i litteratur i 2014.
Modiano når aldrig til vejs ende med sin søgen, og han finder ingen forløsning i sit forfatterskab.
”Jeg havde engang en tilbagevendende drøm. Jeg drømte, at jeg ikke havde mere at skrive om, og at jeg var blevet befriet. Det er jeg ikke, desværre. Jeg afdækker det samme terræn med en følelse af, at jeg aldrig bliver færdig,” sagde han til New York Times efter at have fået Nobelprisen.
”Jeg føler nærmest, at jeg har skrevet på én og samme bog i de sidste 45 år.”