Prøv avisen
Essay

Patrick Modiano, Werner Best og Europa lige nu

Patrick Modiano, der sidste år modtog Nobelprisen i litteratur, har fået flere og flere læsere uden for Frankrig. Her er han i sin lejlighed i den franske hovedstad, Paris. Foto: Nicola Lo Calzo/New York Times/Scanpix

Den franske forfatter Patrick Modiano kredser i hele sit forfatterskab om de betændte emner omkring kollaborationen under Anden Verdenskrig. Samme emne optager forfatteren Hans Boll-Johansen, der i dag modtager hæder fra Det Danske Akademi for sine værker, senest ”Danskerpak og tyskerpak”

”Dora Bruder” er titlen på en roman af nobelpristageren Patrick Modiano fra 1997. Det er en historie fra det virkelige liv, som han blev inspireret til at fortælle i romanform, da han tilfældigt stødte på navnet i et avisudklip fra 1941, hvor Dora blev efterlyst af sine forældre. Hun var 16 år, fremgik det, 155 centimeter høj, ovalt ansigt, gråbrune øjne, grå sportsjakke, brun pullover, marineblå nederdel, hat og brune gymnastiksko. Oplysninger til hr og fru Bruder, Boulevard Ornano 41.

Herfra startede Modianos detektivarbejde. Her begyndte hans vandringer i Paris i de kvarterer hvor han forestillede sig at Dora kunne have færdedes. Han spurgte sig for hos de mennesker han mødte, gennemsøgte registre og kartoteker for deres mulige hemmeligheder. Han vendte selv de mindste sten.

Hvad han gennem sin utrættelige efterforskning omsider fandt frem til, var forholdsvis beskedent: Dora var af sine forældre anbragt på en streng katolsk kostskole, som hun var flygtet fra. Hun endte med at blive fundet fire måneder senere, men hvordan hun havde overlevet fire vintermåneder i bidende kulde, stod hen i det uvisse. Derimod kunne det dokumenteres at hun blev sendt fra opsamlingslejren Drancy til Auschwitz i sommeren 1942, i samme transport som sin far. Siden havde de ikke givet det mindste livstegn fra sig, og hvis ikke Modiano havde fortalt historien, ville det være som om de aldrig havde eksisteret. Stærke kræfter arbejdede på at slette alle spor, for eksempel sørgede det franske politi for at arkiverne fra den periode blev destrueret.

Modianos egen far var en italiensk jøde der måtte hutle sig gennem krigen, jagtet af tyskerne. Både han og Patricks mor, skuespillerinde i den lettere genre, forsømte deres søn groft. De var så usle og hensynsløse som man kun kan være, når man selv kæmper for at overleve. Der var ingen kontanthjælp at hente på rådhuset, så faderen måtte klare sig ved at stjæle og omsætte tyvekoster på den sorte børs. Det er nærliggende at mene at sønnens store interesse for hvad der skete i årene før han blev født (1945), alt sammen er forsøg på at komme på sporet af, hvad det var for et liv hans forældre levede under krigen, og hvad det var for en brutalitet der fik hele samfundet til at reagere med usselhed og angst. 'Flertallets fejhed er skræmmende', lader Modiano en af sine personer sige. Det franske politi gjorde det beskidte arbejde med arrestationerne af jøderne. Deres belønning var at de kunne rage til sig af jødernes penge og smykker, inden fangerne blev sendt videre.

Fra 1940 til sommeren 1942, det tidspunkt hvor Dora blev deporteret, fungerede den tyske topnazist Werner Best som Kriegsverwaltungschef, dvs. besættelsesmagtens over-indenrigsminister i Frankrig, bl.a. med ansvar for jødiske anliggender. I hans tid startede de første transporter af jøder til kz-lejrene. Jøder blev arresteret og sendt i døden med de tyndest tænkelige begrundelser: for at have nægtet at bære den gule stjerne; for i protest at have ladet deres hund gå med jødestjernen; for at være forelsket i en arier. Jøderne havde forbud mod at telefonere og eje en radio, også det kunne koste deportation.

De fleste har vistnok glemt at 75.000 franske jøder blev udleveret til tyskerne ved det franske politis foranstaltning. Den socialistiske præsident Franois Hollande har ikke glemt det, og slet ikke at kollaboration især var højrefløjens geschæft, med marskal Pétain i spidsen. Franois Hollande jublede, da Patrick Modiano fik nobelprisen i 2014: ”Han fører sine læsere direkte ned i besættelsestidens mørkeste periode, og prøver at trænge ind i hvad der driver mennesker til at miste og finde sig selv”.

Patrick Modianos og Werner Bests livshistorier er dybt forbundne gennem begivenhederne i Frankrig under krigen, som Best havde iscenesat og Patrick Modianos forældre var ofre for, og som deres søn konstant kredser om i hele sit forfatterskab.

Som bekendt kom Werner Best til Danmark i efteråret 1942 med titel af rigsbefuldmægtiget for at stramme kursen over for danskerne. Men her skete det bemærkelsesværdige, at han undlod at indføre det samme grusomme regimente over for jøderne i Danmark som han havde taget initiativet til i Frankrig. Da han omsider i 1943 iværksatte en jødeaktion i Danmark, sørgede han for at oplysningen om datoen (1. oktober 1943) blev lækket til danske socialdemokrater, der straks gav oplysningen videre. Herefter kunne jøderne uhindret sejle til Sverige.

Tiden var gået, og tyskerne stod til at tabe krigen. Nu gjaldt det om at redde sit eget skind. Hvortil kom at besættelsesmagten i Danmark hele tiden havde praktiseret det de selv kaldte 'forbundsforvaltning', en særlig favorabel behandling, hvis juridiske teori Werner Best selv havde formuleret i 1941 i et tidsskrift han var medredaktør af. De besatte lande inden for det tyske 'storrum' skulle ikke administreres ens, det var netop pointen.

Når svenskerne i 2014 igen gav Nobelprisen til en fransk forfatter, relativt få år efter at Le Clézio fik den, kan det selvfølgelig skyldes dygtigt lobbyarbejde fra franskmændene, men også at nogen i Sverige erkender at Europa ikke er færdig med at tænke over den europæiske nazisme. I Frankrig trak kollaborationen lange, tragiske spor, fordi et århundredlangt had mellem Frankrig og Tyskland fik frit løb, med sår så dybe at de endnu ikke er lægt 70 år efter. Svenskerne har selv et uafsluttet regnskab med deres egen fortid på grund af dunkle aftaler med Hitler-regimet om leverancer af blandt andet jernmalm. Dertil kom at mange nazister unddrog sig retsopgøret ved at flygte til Sydamerika via Sverige, som den svenske journalist forfatter Anna-Lena Lodenius har afsløret (Ulrik Strøjer Kappels artikel i Kristeligt Dagblad 29. oktober).

Modianos tusmørkebilleder taler indtrængende til pessimistiske europæere (som mig selv), der ikke føler sig overbevist af jubeleuropæernes ubetingede tillid til at unionen med det demokratiske underskud kan løse alle vores problemer. Nobelpristagerens sagtmodige analyse af vilkårene i Hitlers europæiske storrum er tankevækkende i et nutidsperspektiv.

Kan man tænke sig at nye former for fanatisme - religiøse og politiske - vil splitte Europas befolkninger, svække retsstaten og demonstrere hvor skrøbelig en styreform demokratiet er? Eller vil vi være i stand til at vælge politikere med format, som kan matche migrationens og terrorismens udfordringer?