Paula Larrain skildrer i sin nye bog varmt og klogt sin vej ind i kirken

Den lille bog er en klog bog, der også har en åbnende vej for en større spiritualitet, skriver anmelder Søren Hermansen

Journalist, radio- og tv-vært Paula Larrain har udgivet en lille bog om kristendom på forlaget Eksistensen. Og den er værd at læse.
Journalist, radio- og tv-vært Paula Larrain har udgivet en lille bog om kristendom på forlaget Eksistensen. Og den er værd at læse. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

I forlaget Eksistensens glimrende serie om kristendom er turen kommet til journalist, radio- og tv-vært Paula Larrain. Hendes bog ”Rejsen til hjerterummet” er på en måde en dobbeltberetning, dels om hendes geografiske rejse fra fødelandet Chile til Danmark, og dels om en åndelig rejse ind i kristendommen – fra det katolske begyndelsessted til den danske folkekirke.

Den geografiske rejse har hun skildret i bogen ”I morgen skal vi hjem”. Dér fortæller hun om det at leve i to kulturer.

Hendes familie blev tvunget til at flygte fra Chile til Danmark, da den demokratiske regering under Salvador Allende blev styrtet af militæret.

Hun var fire år, da familien kom til Danmark, og hun voksede op i en ateistisk familie, hvor hendes katolske dåb som ganske spæd var udtryk for en chilensk og helvedesfikseret tradition.

Det skriver hun i sin nye bog, hvor hun også fortæller, at hun var ganske marxistisk i sin gymnasietid, hvilket hun kan grine lidt af i dag. Gradvist krakelerer den politiske forståelse af verden, og en ny forståelse viser sig, i takt med at kristendommen fylder i hende.

På et tidspunkt midt under en alvorlig krise i hendes liv, da hendes lille nevø på seks måneder bliver alvorligt syg, vågner bønnen og kristendommen i hende, og hun begyndte af taknemmelighed at gå i kirke.

I kirken blev Paula Larrain også senere taget godt imod, da hun kom med sin taknemmelighed over nevøens mirakuløse helbredelse.

Gudstjenesterne sagde hende noget, og ord fra kloge præster voksede i hende. Det er meget dejligt at læse, midt i en tid hvor det synes, som om folkekirken ikke tror på sig selv, er rundforvirret om ritualerne, og budskabets betydning helst skal godkendes og forbedres af reklamefolk som i den nye ”Tro til salg”-serie på DR. Paula Larrain begynder at gå i kirke og opdager vejen til hjerterummet.

Den vej går hen over salmerne – og især Grundtvigs. Det siges ofte, at mange ikke forstår de gamle salmer. Sproget er tungt, og meningen ikke til at få øje på. Da Paula Larrain en palmesøndag sidder i Gilleje kirke og synger ”Op dog, Zion, ser du ej”, får hun en åbenbaring. Jesus kommer ind til hende, og væk er hendes søgen, ”hjemfølelsen var opnået lige der, hvor klippegrunden var – hos Kristus”, som hun skriver.

Den lille bog er en klog bog, der også har en åbnende vej for en større spiritualitet.

Den vej søger hun at vise for os andre gennem sit radio- og tv-virke, hvilket hun også berører i bogen. Budskabet er klart, og ledestjernen lyser for forfatteren. Det er god læsning i helligtrekongertiden – og forresten også resten af året.