Kirken skal gøre Gud nærværende i det moderne menneskes liv. Ellers er den kun kirke for sig selv. Men det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, og forsøgene på at opdatere og aktualisere er ikke uden problemer.
Eller sagt på en anden måde: Bibelteksternes power – den autoritet og fascinationskraft, der ligger i dét, at teksterne stammer fra en fjern fortid, går hurtigt tabt, når en præst begynder at sætte dem ind i en virkelighed med Facebook, Netflix og 8-16-arbejde.
I den tankevækkende, langt hen ad vejen vellykkede ”Epistelklip” forsøger biskop Elof Westergaard sammen med fem andre cand.theol.’er, en dr.phil. og en cand.mag. sig ikke desto mindre med sådan en øvelse og med ”en samling tekster inspireret af Alterbogens episteltekster til første tekstrække”.
I forordet skriver forfatterne også, at epistelteksterne ”har været læst i kirkens gudstjenester i mange århundreder og har derfor været med til at forme samtalen om Gud”. Men nye tider kalder på et nyt syn, et nyt sprog, og målet er klart: ”Vi søger at overvinde den fremmedgørelse over for gudstjenestens episteltekster, som tiden har skabt.”
Unægteligt ambitiøst. Men forfatterne benytter sig af en effektiv metode, hvor de udvalgte epistelklip, som følger kirkeåret, ses gennem forskellige prismer. Først virker det lidt forvirrende, men bliver gradvist til en tryg, stimulerende rytme, hvor læseren først i hvert kapitel møder en overskrift, der henviser til brevet, klippet stammer fra, eksempelvis ”Paulus’ brev til menigheden i Rom kapitel 15 vers 4-7”. Så følger en ”Genskrivning”, hvor klippet er omskrevet i et moderne sprog. Siden optræder en ”Reduktion”, hvor Genskrivningens hovedpointe er stanset ud i en enkelt linje.
Herefter bliver det enten mere konkret eller mere abstrakt. Fra ”Meditation”, hvor tanker og modtanker formidles i en art lyrisk prosa, over ”Bibliade”, der fabulerer og forholder sig frit og legende til klippet, til ”Opslag”, hvor der kastes et leksikalsk blik på et enkelt nøgleord.
Det lyder komplekst, og det er det sådan set også. Men altså også interessant, og metoden virker eksemplarisk på ”Paulus’ første brev til menigheden i Thessalonika kapitel 4 vers 1-7”, hvor pointen – med ”Reduktionens” ord – er ”Opfør jer bedre end dem, der ikke er kristne”. Den pointe bliver i ”Meditation” til ”Hvorfor skal det styres, begæret?/Fordi den anden, verden derude/ikke bare vil ædes – /fordi den anden er ligesom dig, der heller ikke vil ædes af en ædende.”
På siden overfor står ”Klummen” – også et tilbagevendende indslag – hvor skribenten er i dialog med Paulus.
Han er simpelthen samtalepartner, og her taler de om at finde vej som menneske og om Michel Houellebecq (hvis navn skribenten lige skal lære at stave til) og hans roman ”Udvidelse af kampzonen”, der kredser om sex og om, hvordan begær i dag er blevet en handelsvare. Paulus mener, at ”en sådan fremstilling af den dekadente virkelighed jo dybest set er udtryk for en længsel efter tabte horisonter”.
Skribenten spørger Paulus, hvad man dog skal stille op med sig selv i dekadencens tidsalder. Paulus når frem til, at askesen er vejen frem. Skribenten indvender, at det nok ikke er noget for moderne mennesker. ”Det er Paulus ligeglad med”, som der står, og det er virkelig befriende. Ingen leflen her, og ”Epistelklip” fungerer i det hele taget bedst, når den holder klippene op foran vor tid som et negativ og ikke danser for meget efter tidens pibe.
Det gør den desværre nogle steder. Som når hvert kapitel er udstyret med hashtags som ”#begær, #klosterlugt, #paradis”. Eller når der benyttes formuleringer som ”Paulus er vild med Facebook”. Og den såkaldte ”Tråd” – der nok skal ligne Messenger – fungerer heller ikke. Her chatter Paulus og Jesus eksempelvis med hinanden, og det virker mest af alt som en lidt for fiks idé.
Ofte lykkes det nu forfatterne at løfte klippenes almene eksistentielle substans op og ind i 2018-virkeligheden med rugemødre, karriere, stress og sociale medier. Og et sted, dybt inde i bogen, står et par sætninger, der ikke kun beskriver bogens sigte, men også lufter en kirkekritik: ”Selvbekræftelse, selvberoenhed og selvsikkerhed har ligget snublende nær. Kirken kan så let forfalde til en praksis baseret på en figur, der hedder os, der er sammen ’herinde’ og de andre ’derude’.”
Forfatterne vil åbne op, gøre det ”derinde” mere relevant for dem ”derude”. Men selvom de mener, at bogen er for ”både læg og lærd”, så er den bestemt ikke for alle. Kristne forkundskaber er nødvendige for at få noget ud af den såvel videnstunge som vovede polyfoni. Har man dem, venter mere kundskab – og en anderledes læseoplevelse.