Det var ved min konfirmation, at jeg første gang hørte en sætning fra Paulus' Brev til Romerne. ”Er Gud for os, hvem kan da være imod os?”, var de ord, min far, der var præst, havde valgt som mine konfirmandord.
Det skulle få stor betydning for mig. Måske ikke så meget lige den dag, hvor man jo som konfirmand er optaget af så meget andet, men i høj grad senere hen. Den sætning blev min fortolkningsnøgle til hele Paulus' Brev til Romerne fra Det Nye Testamente, der igen blev mit livs vigtigste kunstneriske værk.
Jeg har ikke nogen snæver forståelse af kunst, men tænker det bredt som et sprog, hvorigennem et menneske får noget ud, der trænger sig på. Det sprog kan have mange forskellige former - ord, billeder, musik - men det vigtigste er, at der formidles et universelt budskab, og at det sker i offentligheden. Kunst er noget, der skal kunne tale til ethvert menneske, og et kunstværk skal blive ved med at kunne kaste noget af sig. Romerbrevet er et sådant værk. Paulus skriver med en tilbageholdt lidenskab, mens han er på vej til Jerusalem for at aflevere den gave, han har samlet ind til menigheden der. Derefter vil han rejse til Rom, og han skriver til den ukendte romerske menighed for introducere sig selv og sin forståelse af evangeliet. På en måde er det en slags regnskabs-aflæggelse. Han skriver brevet på et sent tidspunkt i sit liv, og han ender som bekendt med at betale med livet for sit budskab.
Jeg ser det som et værk med to hoveddele: Den første del er krisepræget, ikke udelukkende, men det sitrer under overfladen og når næsten til en desperation i kapitel syv. Guds vrede, menneskets løgnagtighed, forventningen til det at tage skeen i den anden hånd, hvad vi ikke bare evner, der er nok at rystes over. Men i kapitel otte, hvorfra mine konfirmandord er taget, er det, som om han bryder af for at nå frem til at sige det, der er hele hans ærinde. Derfra vælter det ud af ham med formuleringer båret af fortrøstning og frimodighed.
Jeg har en ven her i sognet, han er læge og ikke særlig vild med Paulus. Han sammenligner Romerbrevet med dikterede lægejournaler, som sætningerne hænger i halen på hinanden som en slags guirlander. Det kan gode være, Romerbrevet er blevet til på den måde, men jeg forestiller mig nu mere, at Paulus simpelthen har så meget på hjerte, og at det er afgørende vigtigt for ham både at få talt trøsteord til menigheden i Jerusalem og den fremmede menighed i Rom og tillige at forsikre dem om hans forankring i det inderste kristne.
Værket er også tænkt som en trøst til ham selv og dermed en trøst til alle. Ja, han giver kristendommen et kosmisk perspektiv ved at tale om, at alt, hvad der er skabt, sukker efter forløsning og længes efter en helhed. Men at denne længsel også skal mødes af Guds indgreb.
Det er præcist sådan, at jeg også oplever det i dag, hvor vi jo har opdaget, at den glæde, vi lever med, er ufatteligt skrøbelig, og at vi sagtens kan gøre skade på alt det, der ikke er menneskeskabt. Det taler til en moderne bevidsthed om, at det er vigtigt at have noget, der griber en. Når vi ser på os selv og på verden, kan det hele se meget udsigtsløst ud, men Paulus viser os, at troen på Gud kan genoprette verden for os.
Det er naturligvis ikke nogen tilfældighed, at min far valgte netop de ord til mig på min konfirmationsdag. Jeg ved jo selv, hvor grundigt jeg har ledt, når jeg skulle finde konfirmandsord til mine egne børn. Der er ingen tvivl om, at Paulus' Brev til Romerne betød meget for ham, og det kan være forklaringen på, det også gør det for mig.
Jeg læser vel teksten et par gange om året. På min ebogslæser har jeg Bibelen i både en tysk og en engelsk udgave, og jeg kan godt lide at genlæse teksten på et andet sprog. Det er lidt ligesom, når man står over for et fysisk kunstværk og flytter lidt på sig for at se værket fra en anden vinkel. Ordenes mange betyd-ningslag kan gå op for en ved, at man genlæser dem på andre sprog. De største kunstværker er jo dem, hvor der sker noget under overfladen. Man kan vende tilbage til sådan et værk og få nye ting ud af det hver gang.
Romerbrevet er ikke bare en from traktat, hvor der bliver hældt vand ud af ørerne, men et værk, der kaster noget af sig, hver gang man læser det. Jeg har registreret, at Romerbrevet er en tekst, der kaster mening af sig for utrolig mange mennesker. Blandt andet for USA's præsident Barack Obama, der i en tale for nylig sagde, at Bibelen lærer os om håb om det, vi endnu ikke har set, og udholdenhed. Det er næsten et direkte citat fra Romerbrevets kapitel 8.
Jeg bruger enkeltdele af Romerbrevet i konfirmandundervisningen. Hvis de kan huske bare en enkelt central sætning, er det fint. Også i begravelsessammenhæng har jeg glæde af disse ord, hvor det individuelle knyttes sammen med den store historie. Ordene virker der, de giver den trøst, de er tænkt som.
Paulus' Brev til Romerne rummer teologisk det helt centrale i kristendommen. Som Martin Luther formulerede det, så handler kristendom om trøstet fortvivlelse. Om en fortvivlelse, som hele tiden bliver taget fra os og erstattet med fortrøstning.
