Sidste år udkom bogen ”Paulus og jødedommen” redigeret af Troels Engberg-Pedersen. Bogen var i store træk et optryk af en næsten 20 år gammel bog om Paulus og den nye forståelse af ham, der er dukket op i den sidste generation eller to. En ny forståelse, der placerer Paulus inden for sin jødiske kontekst og ser hans teologi bredere end en snæver retfærdiggørelseslære.
Nærværende anmelder ankede sidste år over, om det egentlig ikke mere var på tide at udgive en teologisk redegørelse for den nye Paulus i stedet for at opdyrke de gamle og mere religionshistoriske områder.
Om anken er hørt, er uvist, men faktum er, at Engberg-Pedersen med denne meget fine udgivelse nærmer sig en teologisk vurdering af Paulus. Engbergs opgave er at bringe Paulus til stede for læserens bevidsthed, således at man kan bringe ham i spil også i nutiden.
Engberg siger dog et sted i forbindelse med Paulus’ meget konkrete apokalyptiske forestillinger, at det er spørgsmål, som teologien må tage sig af, og vi her i bogen må lade ligge. Men alligevel udfolder Engberg en teologisk etik, som tager Paulus alvorligt, men ikke nødvendigvis hans historiske vurderinger, når han kan skrive, at vi i dag har ændret syn på for eksempel homoseksuel praksis, fordi vi ikke tillader forskelsbehandling baseret på majoritetens opfattelse.
Og netop det sidste er ifølge Engberg paulinsk, for Paulus’ maksime er ”tænk altid på andres vel, aldrig på dit eget”. Og derfor er holdning udtryk for Paulus ene værdi: fællesskab i kærlighed. Der er altså noget tidsbundet hos Paulus og noget kernestof, der også i dag kan udfoldes fuldt ud. Man kan være uenige med Engbergs udlægning, men ikke uenig i, at her tænkes faktisk teologisk ud fra en grundforståelse af Paulus.
Bogens grundsigte er identitet. Gennem en række læsninger af menneskesynet, fælleskabet, de troende, slaveforhold og forholdet mellem kvinde og mand får Engberg fremstillet en levende og engageret Paulus, der også rækker frem til i dag.
Tekstgrundlaget er syv Paulus-breve, som Engberg regner med er ægte. Det er der dog ikke enighed om i forskningen, og derfor er det en tilsnigelse at skrive, at forskerne kun regner disse syv for ægte.
Niels Hyldahl har for eksempel overbevisende talt for 2. Thessalonikerbrevs ægthed, hvilket Troels Engberg altså ikke gør. Så enighed er der i det mindste ikke. Alle læsninger afrundes med en række meget spændende pauserefleksioner og til tider også aktualiseringer.
Den amerikanske teolog Robert W. Jenson har et sted sagt, at et at de væsentligste teologiske spørgsmål er, hvorledes den historiske Jesus kommer fra kroppen til sakramenterne. Derfor er det teologisk interessant, at Engberg, efter en læsning af Gal. 6, 14-15, kan skrive i lyset af bevægelse fra Jesu korsdød til den nye skabelse, at det er så at sige hele bogens anliggende: at beskrive hvori denne skabelse består.
Dette findes vel efter Engbergs opfattelse i etikken, hvor Kristi krop udfoldes. Derfor er det lidt underligt, at Engberg kan skrive, at rækkefølgen ”tro, håb og kærlighed” er den rigtige rækkefølge i forhold til 1. Thessalonikerbrevs rækkefølge ”Tro, kærlighed og håb”. I det sidste udtryk finder vi netop fortid, nutid, fremtid, der placerer kærligheden som den afgørende identitetsmarkør.
Bogen afrundes med en omfattende aktualisering, hvor Paulus’ teologi sammenlignes med Francis Fukuyamas bog fra 2018 om nutidig identitetspolitik.
Spørgsmålet hos Fukuyama er, hvorledes samfundskroppen skal holdes sammen, når den fordeler sig på mange identiteter. Herved taler han om identitet på samme måde som Paulus. Paulus’ centrale tanker er ifølge Engberg-Pedersen at fastholde en Kristus-identitet på øverste niveau af fællesskabet, der består af mænd, kvinder, slaver og frie; altså forskellige identiteter.
Fukuyamas tanke er, at fællesskabet må bæres af det, han kalder en creedal-struktur. Altså af en fælles tro. Det er præcis det, Paulus taler om, når fællesskabet bæres gennem Kristus-bekendelsen. Det er meget spændende, og selvom Engbergs tekst til tider rammes af politiske automatreaktioner, så kan man godt se parallellen. Fukuyama insisterer på en oplyst nationalisme. Og vender sig dermed mod Mitterand, der i en tale i EU har erklæret, at ”det nationale, det er krig”.
Men helt ærligt: Kender vi folkeligt demokrati uden for nationalstatens ramme? Fukuyama gør ret i sine tanker. Dette sidste kapitel er spændende og samtidig teologi i lyset af den nye Paulus. Tak for det. Troels Engberg-Pedersen har skrevet en både vedkommende og energisk bog om Paulus. Det er kort sagt en rigtig god bog med både relevante problemstillinger og oplysende opgør.
Læs interview med forfatteren om bogen på