Prøv avisen
Bøger fra udlandet

Jimmy Carter: Peanutfarmer og prædikant først, præsident så

Den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter har holdt over 800 gudstjenester. Her ses han i sin lokale baptistkirke Maranatha Baptist Church i hjembyen Plains. – Foto: David Goldman/Ritzau Scanpix

Tiden er kommet til at nyfortolke Jimmy Carters præsidentperiode, mener forfatteren til ny kæmpebiografi. Alene med sin nøjsomme livsførelse sætter den nu 93-årige Carter et eksempel til efterfølgelse

Der findes mennesker, der ved deres blotte eksistens er et korrektiv til herskende normer i samfundet. Det er ikke i kraft af, hvad de siger eller mener, men i deres daglige livsførelse, at de viser os andre, hvad der er skrupforkert ved samtiden. En af dem er Jimmy Carter, peanutfarmer og prædikant fra Plains, Georgia.

Carter var som bekendt også verdens mægtigste mand i fire år, men tiden som USA’s præsident 1976-1980 for Det Demokratiske Parti påvirkede ikke hans livsførelse det fjerneste. Den nu 93-årige ekspræsident var og er stadig først og fremmest nøjsomheden selv: landmand og kirkeligt aktiv, ægtemand og samfundsstøtte i sin barndomsby. Han tog Plains med sig ind i Det Hvide Hus, er det blevet sagt, og som noget selvfølgeligt vendte han hjem igen til sit gamle hus i den lille flække med 700 indbyggere i det vestlige Georgia efter sin tid i Washington.

Heri adskiller han sig dramatisk fra sine øvrige eks-præsidentkolleger. Og i nærmest hårrejsende grad fra den nuværende beboer af Det Hvide Hus, hvis guldbelagte penthouselejlighed i New York, opulente ferieresidens i Florida og private jetfly vidner om en helt anden hypermaterialistisk livsførelse. Men også præsidenter, der som Carter kom fra beskedne kår – for eksempel partifællerne Bill Clinton og Barack Obama – har ikke holdt sig tilbage fra at rage til sig af de mange fede foredragschecks og gigantiske forskudshonorarer på politikererindringer, som erhvervslivet og forlagsbranchen står klar med, når man tjekker ud af Det Hvide Hus.

Som den eneste efterkrigspræsident bor Carter og ægtefællen gennem 72 år, Rosalynn, stadig i samme hus, som de havde før årene i forbundshovedstaden, erhvervet til en værdi af 167.000 dollars. Her lever de et nøjsomt liv – en typisk aftensmad består af laks med broccoli og vand til maden – og viger aldrig fra hinandens side. En gang om ugen besøger de deres ven Jill Stuckey, hvor de hver indtager et enkelt glas billig hvidvin til maden, serveret på paptallerkener, og går hjem hånd i hånd, hun med stok, han i sin lidt for store blazer, mens en Secret Service-agent danner bagtrop.

Parret lever af Jimmy Carters pension, som alle eks-præsidenter modtager, og af salget fra sine efterhånden 33 bøger. I 1980’erne var han tæt på at gå fallit, fordi jordnøddefarmen efter årene i Washington var blevet gælds- tynget, så de måtte sælge den. ”Vi troede, vi skulle miste alt,” sagde Rosalynn Carter for nylig til avisen The Washington Post i en fortræffelig reportage fra byen og præsidentparrets hjem, hvorfra de private oplysninger ovenfor stammer.

Helt så tæt på parret kom Kristeligt Dagblad ikke, da avisen besøgte Plains i 2016 for at dække den side af Carters virke, der for alvor adskiller ham fra Trump og alle de andre ekspræsidenter: På udvalgte søndage afholder Carter bibelskole i den lokale baptistkirke Maranatha Baptist Church. Tilrejsende og lokale står i lange køer foran kirken for at høre Carter udlægge udvalgte bibeltekster i den stopfyldte kirke i udkanten af Plains. Inden forkyndelsen går i gang, taler Carter med tilhørerne og spørger, hvor vi kommer fra, og knytter muntre kommentarer eller personlige erindringer til de tilrejsendes mange hjemegne. Carter har besøgt det meste af verden (og flyver aldrig i privatfly) og er fortsat særdeles aktiv.

Over 800 gudstjenester har han nu afholdt. Er man som turist i Sydstaterne, må man ikke snyde sig selv for den helt specielle oplevelse, det er at høre verdens engang mægtigste mand fortælle jordnær bibelhistorie i den beskedne kirke i Plains. Der er intet selvhævdende, ophøjet eller spektakulært ved seancen. Carter er her, som han tilsyneladende har været det hele sit liv, en tjener, der med sit eksempel inspirerer og trøster sine omgivelser.

At der er grund til at genoverveje Carters betydning og bud til nutiden vidner både den grundige reportage fra The Washington Post, der har opnået stor udbredelse, og en ny moppedreng af en politikerbiografi om. På næsten 1000 sider gennemgår historiker og tidligere ambassadør Stuart E. Eizenstat i bogen ”President Carter. The White House Years” de fire år i Washington.

Det er vigtigt, mener forfatteren, der var en af Carters nærmeste rådgivere, at man ikke kun lovpriser den tidligere peanutfarmer. Hans beskedne livsførelse havde også negative effekter – for eksempel inddrog han privatchauffører for toprådgivere med den konsekvens, at vigtig arbejds- og forberedelsestid under bilture nu blev brugt til selv at sidde bag rettet.

I amerikansk præsidenthistorie har man også ofte anført, at Carters landsfaderlige opfordring til at skrue ned for varmen under oliekrisen i 1970’erne og advarsel til amerikanerne om, at store forventninger til fremtiden hørte fortiden til, banede vejen for den anderledes optimistiske republikaner Ronald Reagans jordskredssejr i 1980. Begrænsede ressourcer og fremtidspessimisme i et land, der historisk set altid har ekspanderet, var noget af det mest uamerikanske, som den tidligere Hollywood-skuespiller kunne forestille sig, og vælgerne belønnede ødselt hans løfte om at ”Let’s Make America Great Again”. Et valgslogan, som en vis efterfølger som bekendt har gjort til sit, men fuldkommen frarøvet Rea-gans enorme tillid til amerikansk virketrang og samfundssind, men det er en anden historie.

Carters berømmelse som præsident hviler på Camp David Aftalen fra 1978, der bragte en endnu aldrig brudt fredsaftale mellem Egypten og Israel, og som i bogen betegnes som en af de største diplomatiske succeser i USA's historie. Men man skal også huske på, skriver Eizenstat, at Carter med sin miljølovgivning og udvidelse af de amerikanske nationalsparker var den mest betydningsfulde præsident på feltet siden Teddy Roosevelt omkring århundredeskiftet, ligesom Carter skabte det moderne videpræsidentembede ved at give hidtil uset plads til sin mand på posten, Walter Mondale. Noget lignende gælder rollen som førstedame, der indtil Rosalynn indtog Det Hvide Hus ved sin mands side mestendels havde haft symbolsk betydning, dog fraregnet Eleanor Roosevelts tid omkring Anden Verdenskrig.

Det er den ligeledes bogaktuelle Madeleine Albright, der har skrevet forord til ”President Carter: The White House Years”, og den tidligere udenrigsminister skriver blandt andet: ”Med den fordel, som tilbageblik og perspektiv giver, er den offentlige mening begyndt at skifte, og det er mit håb, at Stu Eizenstats væsentlige bidrag vil medføre, at Jimmy Carter bliver anerkendt som den skelsættende og succesfulde præsident, han var.”

Også i pressen er der ros: ”Politiske junkier og præsidenthistorienørder vil elske denne bog. Det lykkes Eizenstat at vise, at Carter havde en enorm indflydelse på det amerikanske politiske liv,” skriver The Washington Post, som dog mener, at de næsten 1000 sider kan virke lidt skræmmende på den læge læser. ”En klar, ofte overraskende bag ved scenen-krønike”, skriver Kirkus Reviews. Tættere på Carters hjemegn skriver Atlanta Jewish Times, at man ikke behøver at være fan af Carter for at værdsatte bogen, og ”at kalde ’President Carter’ den definitive bog om Carter-regeringen er en underdrivelse”.

Der er med andre ord ingen undskyldning for ikke selv at gøre sin holdning op til den ofte udskældte Carter. Enten ved at læse Eizenstats kæmpebog eller aflægge Maranatha Baptist Church et besøg, mens Carter stadig har kræfter til at forkynde. Når han er død, vil han blive stærkt savnet.

Hver mandag skriver vi om nye bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.

Læs reportage fra Jimmy Carters hjemby og Maranatha Baptist Church her.