Prøv avisen

Pedersens USA på vej frem

– I USA gør folk en dyd ud af at sige til deres børn: ”Du skal tro på dig selv!”. Min far holdt sig til janteloven. Mente ikke, min søster og jeg skulle bilde os ind, vi var noget. Det var svært, syntes jeg dengang. Senere opdagede jeg, at der var masser af min fars slags i Danmark, siger USA-ekspert Carl Pedersen, der her ses i sit hjem i København. – Foto: Leif Tuxen.

I dag går millioner af amerikanere til stemmeurnerne, og mange ønsker politisk forandring. Det Demokratiske Parti vejrer morgenluft og skruer op for retorikken. Det samme gør ph.d. Carl Pedersen, herboende amerikaner og USA-ekspert. Fremtiden tegner så lys derovre, at han næsten får lyst til at flytte tilbage

Lukker man øjnene, tror man, der er tale om gamle tv-klip fra USA. Men det er amerikansk valgkamp lige nu. Især demokraternes kandidat Barack Obama lyder som en blanding af John F. Kennedy, Martin Luther King og speakerstemmen i De Ti Bud.

Nogenlunde samme følelsesfulde visioner om en strålende fremtid, fuld af frihed, lighed og broderskab finder man i USA-eksperten ph.d. Carl Pedersens bog, Det Andet USA, som udkommer i dag.

Efter at have kritiseret amerikansk politik, siden han forlod landet i 1972, er Pedersen nu anderledes mild i mælet: Et progressivt Amerika er på vej, båret af sociale, grønne og spraglede folkebevægelser. Et Amerika, man igen kan være stolt af som amerikaner og lettet over som demokratisk verdensborger. Og hvem gider så bruge mere krudt på fortidens ugerninger? Nu gælder det fremtiden.

Carl Pedersen er født og opvokset i New Jersey, uden for New York, som barn af danske indvandrere. Familien overgav sig totalt til det nye land, og deres to børn blev amerikanere. Carl Pedersens forældre er begge døde nu. Hans søster bor i delstaten Connecticut og taler ikke dansk.

Jeg var 20 år, da jeg rejste til Danmark. Det Amerika, jeg holdt af, var ved at forsvinde. I foråret 1968 blev borgerretsprædikanten Martin Luther King dræbt, og få måneder efter lød skuddene mod senator Robert Kennedy. Vietnam-krigen rasede, og ved præsidentvalget i 1972 tabte antikrigspolitikeren George McGovern til Richard Nixon. Samtidig lokkede Europa som et fjernt og spændende sted. Ingen af mine kammerater havde på det tidspunkt været over Atlanten. Familien, især min far, havde jeg også brug for at få lidt på afstand på det tidspunkt, siger Carl Pedersen, med en amerikansk accent, der vil noget. Han er amerikansk statsborger.

Vi sidder i hans hyggelige byggeforeningshus i København K og drikker te, mens han prøver at forklare, hvad han og den øvrige amerikanske venstrefløj har gang i lige nu med deres varme nationalfølelse.

Det er rigtigt, at retorikken har fået et opsving her i valgkampen. Personligt blev jeg for eksempel meget bevæget forleden aften, da jeg hørte senator Edward Kennedy folde sig ud på tv-kanalen CNN. Men du skal tænke på, at amerikanske politikere under alle omstændigheder vil lyde følelsesfulde i en danskers øren. Herhjemme er man jo mest vant til søvndyssende politikersnak om tal og sektorer og kommunalreformer. I USA har retorikken haft afgørende betydning, lige siden Abraham Lincoln holdt sin Gettysburg-tale i 1863. Den varede kun to minutter, men bebudede, at borgerkrigen betød a new birth of freedom, en ny fødsel for friheden, så alle i USA, også afroamerikanske slaver, kunne nyde frihed, siger Carl Pedersen.

I det stort set homogene Danmark forstår man hinanden næsten uden ord. I USA må politikerne hele tiden spørge sig selv: Hvordan appellerer vi til latinamerikanere, afrikanere, asiater, mexicanere, til jøder, kristne, muslimer, ateister, til sorte og til hvide under ét? Hvordan samler man alle disse 300 millioner forskellige mennesker i en fælles, amerikansk identitet? Det kræver mere end knastørre redegørelser, skal jeg hilse at sige.

Når retorikken blomstrer ekstra meget lige nu, skyldes det, at oppositionen i USA vejrer morgenluft. Og med opposition mener jeg ikke bare én af de to demokratiske kandidater, der vælges i dag, men flertallet af den amerikanske befolkning. Dels de mange, som hele tiden har ønsket et andet USA, end Bush-regeringen tegner sig for. Dels de mange, som har flyttet sig politisk de senere år. Fordi de er imod Irak-krigen, rystede over regeringens passivitet over for orkanen Katrinas fattige ofre i New Orleans, utilfredse med, at USA ikke viser vilje til at løse sine alvorlige miljøproblemer, bekymrede for et stigende antal socialt udstødte, ubehjælpsom håndtering af illegal indvandring og så videre.

På tværs af kultur, religion og hudfarve fornemmer og håber amerikanerne endelig, at The times they are a-changin, at nye tider er på vej, som Bob Dylan sang i 1964. Kunsten er at give stemme til dette nye håb. Den, der er bedst til til det, vinder præsidentvalget, siger Carl Pedersen.

Og hvad er det så for nye tider? På en måde bare en tilbagevenden til de politiske idealer, som herskede i USA fra præsident Franklin D. Roosevelt i 1932 og frem til 1969, da en modreaktion satte ind. Ikke en nostalgisk tilbagevenden, men en nyfortolkning af de gamle idealer, så de passer til nutidens moderne samfund, forklarer Carl Pedersen.

Den demokratiske Roosevelt blev valgt som præsident midt i den værste økonomiske krise i USAs historie. På det tidspunkt var amerikanerne modne til et markant kursskifte i Det Hvide Hus, og Roosevelt stod for et USA, hvor staten fik til opgave at gå aktivt ind og forsøge at mindske den sociale ulighed. I de kommende årtier blev frihed fra social nød betragtet som en lige så vigtig borgerret som ytringsfrihed og religionsfrihed.

Men så krævede en konservativ modreaktion, at staten igen skulle blande sig mindst muligt i interne anliggender og til gengæld skrue op for en aggressiv udenrigspolitik. Tendensen kulminerede ifølge Carl Pedersen med den nuværende præsident, George W. Bush, og hans idé om at gøre de konservative sydstaters militarisme, minimalstat og religiøse fundamentalisme til hele USAs ideologi.

Årene med Bill Clinton var lidt bedre, men ikke meget. Både han og ægtefællen, Hillary Clinton, er store, politiske begavelser med gode visioner, men for hurtige til at indgå kompromiser med republikanerne, synes Carl Pedersen.

Nu er historien ved at gentage sig. Antallet af republikanske kernevælgere skrumper ind. Imens oplyser stadig flere, at de føler sig dækket ind af Demokraternes holdninger. Det drejer sig blandt andet om kvinder, om unge, om afroamerikanere, om folk med højere uddannelse og folk, der normalt står uden for partier.

Under primærvalgene har Demokraterne nærmest fordoblet deres stemmeprocent. Nu ønsker flertallet igen en nation, der er parat til at kæmpe for at mindske forskellen mellem velhavende og fattige. Som er mere lyttende over for andre lande, mere villig til at indgå i forpligtende, internationale samarbejder, som ikke bare sørger for sine egne, men engagerer penge og kræfter i en ny Marshall-plan for udviklingslandene. Det er så positivt, at jeg næsten kunne få lyst til at flytte tilbage til USA for at blive en del af de nye tider, siger Carl Pedersen.

Det er dog ikke sikkert, han får ægtefællen, Vibeke, og de tre voksne børn herhjemme med på ideen. Foreløbig må han stille sig tilfreds med at afgive stemme pr. brev tirsdag den 4. november.

Men hvad nu, hvis republikanerne alligevel vinder igen?

Det har de kun en spinkel chance for, hvis Hillary Clinton bliver Demokraternes kandidat, og mange af dem, som normalt ikke stemmer, men har sagt, de vil give det nye navn, Obama, en chance, bliver hjemme af bar skuffelse. Jeg tvivler på, at Republikanerne kan vinde valget, hvis Obama bliver demokraternes kandidat. Han virker som den, der bedst er i stand til at samle det stadig større antal amerikanere med progressive holdninger. Stemmer alle de, som har erklæret sig enige med ham, kan Det Demokratiske Parti blive nærmest uovervindeligt, siger Carl Pedersen.

Da han kom til København i 1972, indlogerede han sig på et billigt hotel, indtil han fik kollegieværelse. Han besøgte nogle slægtninge, men kendte ellers ikke et øje i byen. Gik rundt i gaderne og kiggede på de små huse og de små biler og kom i kontakt med folk, og så gjorde han en befriende opdagelse. At hans indadvendte, fåmælte, selvudslettende far i USA ikke var en særling, men bare typisk dansk!

Jeg havde gjort ham uret. Derovre gør folk en dyd ud af at sige til deres børn: Du skal tro på dig selv. Det er bare fremad i livet!. Min far holdt sig til janteloven. Mente ikke, min søster og jeg skulle bilde os ind, vi var noget. Det var svært, syntes jeg dengang. Og så opdagede jeg, at der var masser af min fars slags i Danmark. Jeg ligner ikke min far og kommer nok aldrig til at føle mig 100 procent som dansker. Her er godt og trygt at være, jeg holder meget af Danmark. Men indimellem er her en smule kedeligt, slutter Carl Pedersen.

boas@kristeligt-dagblad.dk