Prøv avisen

Penge er litteraturens målestok for frihed og foragt

Penge er en slags indikator for, hvilken slags menneske man er, mener Hans Boll-Johansen, forfatter til ny bog om penge og litteratur. – Foto: Jens Welding Øllgaard

Litteraturen er spækket med beretninger om, hvordan penge henholdsvis fordærver og frigør mennesket. I en ny bog viser Hans Boll-Johansen, hvilken betydning penge har haft i litteraturhistorien

Læseren kan måske undre sig over, hvorfor man kan finde en artikel om penge på kultursiderne. I den netop udgivne bog ”Mellem lykke og moral” kobles penge og litteratur imidlertid af Hans Boll-Johansen, dr.phil., litterat og essayist, der viser, hvordan det i litteraturen bliver tydeligt, at penge har betydning for det enkelte menneskes selvopfattelse og relationer til omverdenen.

Derfor lyder undertitlen også ”Et essay om pengenes psykologi”, fordi den beskæftiger sig med den måde, hvorpå penge påvirker mennesker.

Hans Boll-Johansen trækker på en lang række, især skønlitterære, forfattere, når det skal belyses, hvad litteraturen har at sige om mennesker og penge.

”Penge er en væsentlig del af livet. Derfor fylder de også i litteraturen. Penge bliver en indikator for, hvilken slags menneske man er,” forklarer Boll-Johansen.

”Hvad enten man har dem eller mangler dem, kan man ikke undgå at forholde sig til penge, men menneskers tilgang til dem er radikalt forskellige. Nogle sparer, andre bruger, nogle spekulerer, og andre spiller.”

Med udgangspunkt i europæisk litteratur, og i særdeleshed fransk og dansk, opremses talrige eksempler på fortællinger om, hvordan pengene har magt over os – både når man kan svømme i dem som Joakim von And, og når man står i Ribers.

Bogen ”Mellem lykke og moral” kunne lige så vel have heddet ”Mellem hedonisme og puritanisme” eller ”Mellem frihed og fordærv”. Pointen er i alle tilfælde, at penge i litteraturen er udspændt mellem to poler. På den ene side de fremstillinger, der hylder penge og det, de gør ved os mennesker, og på den anden side de beretninger, der foragter penge og pengenes effekt på mennesket. De to syn på penge, der sideløbende findes i litteraturen, afslører således også to forskellige menneskesyn. På den ene side en tiltro til, at mennesket har moralsk kapacitet til at administrere pengenes magt, og på den anden en mistro til selvsamme evne.

Den skotske økonom og filosof Adam Smith (1723-1790) var en af dem, der skrev med stor optimisme om penge. I hans øjne var penge et middel til frihed og personlig udfoldelse. Den holdning findes også i skønlitteraturen. Læseren vil formentlig erindre, at det i Jane Austens (1775-1817) ”Stolthed og fordom” sker, at en romantisk helt arver en rig onkel, og heltinden får Mr. Darcy til sidst, efter at det har vist sig, at han er både rig og et ordentligt menneske.

Dog synes det mere fordømmende syn på penge at være noget mere gennemsyrende i litteraturhistorien. Det er holdninger om, at mennesket optages af og overgiver magt til penge, at penge ødelægger menneskets moral og karakter, og at menneskets tilgang til penge bør være gennem afholdenhed og gavmildhed frem for ødslen, spekulation og gnieri. Her medfører penge fremmedgørelse og ulykke.

Det sidste er et tema hos de store realistiske romanforfattere i slutningen af det 19. århundrede, hvor blandt andre den franske forfatter Honoré de Balzac (1799-1850) beskriver, hvor brutalt og udnyttende kapitalismen fører sig frem over for almindelige mennesker.

Også dansk litteratur, både nyere og ældre, udstiller penges beskæmmende egenskaber. Det er blandt andet tilfældet i St.St. Blichers (1782-1848) novelle ”Hosekræmmeren”, hvor en kærlighedshistorie ender med mord og vanvid, fordi de unges følelser kolliderer med pengenes magt.

Penge bliver i litteraturen ofte en nøgle til at forstå et menneskes karakter. Hovedpersonen Søren i Jørgen Nielsens (1902-1945) novelle ”Bankkonto” er en gnier med et livsmål om at have 11.000 kroner i banken, når han fylder 60 år. Imidlertid når han kun 10.735 kroner, og tragedien medfører, at han tager sit eget liv.

Men penge i litteraturen kan ifølge Boll-Johansen ikke reduceres til et element i en fortællings handling eller til et led i en personkarakteristik. Fortællinger om penge er, som læseren vil kunne genkalde sig, delt i opfattelser om enten lykke eller moral, og dette fordi de afspejler penge i samfundet.

”På den ene side står politik, som i vores samfund kobler penge og lykke sammen. Det er teorien om, at hvis folk blot har penge nok, bliver de lykkelige. På den anden side står religionen, som er skeptisk over for denne teori. Kristendommen rummer en forestilling om, at penge demoraliserer mennesker,” siger Boll-Johansen.

”Den stiller et radikalt og uopfyldeligt krav til den enkelte om at give alting bort til de fattige, og billedet med kamelen og nåleøjet viser, hvor umuligt det er for en rig mand at komme i himlen.”

Henrik Pontoppidan (1857-1943) fremstiller i ”Minder” bonden, som i litteraturen ofte er en påholdende skikkelse, men som ifølge Pontoppidan egentlig kun er optaget af at rage til sig ligesom alle andre. På den vis er fortællingen ifølge Boll-Johansen et eksempel på, hvordan afkaldet og pligten fylder en del i megen ældre dansk litteratur.

I dag vil man måske have svært ved at få øje på afkald og puritanisme i et dansk samfund præget af overflod og forbrug – med et andet ord: hedonisme. Måske vil man anledes til at tro, at puritanismen i dag dermed er sat for døren i litteraturen. Men helt så enkelt er det ikke.

Godt nok mister puritanismen og afkaldet grund efter Anden Verdenskrig, hvor mange vestlige lande bliver rigere, og hvor de ellers traditionsprægede samfund oplever gennemgribende kulturændringer, da religion ifølge Boll-Johansen taber betydning i mange menneskers daglige liv og dermed mister sin autoritet som afkaldets fortaler.

Hedonismen bliver mere acceptabel, i takt med at forbrug, fritid og underholdning bliver bredt tilgængeligt. Alt dette afspejles i litteraturen, understreger Boll-Johansen, men det betyder ikke, at penge beskrives som noget problemfrit af nutidens forfattere, tværtimod.

”Litteraturen i dag er opmærksom på, at penge ikke kun er et middel til lykke, men også en negativ del af livet. Penge kan splitte familier og fjerne fokus fra det væsentlige,” siger Boll-Johansen.

I nyere litteratur finder man derfor eksempler på kritik af forbrugerismen såvel som penges påvirkning af det moderne parforhold. Kamilla Hega Holst beskriver i ”På træk” fra 2015 en verden, hvor alt er til salg, og hvor det mest velfungerende forhold er det, der oprindeligt baserede sig på et lønmodtagerforhold mellem morfaderen og hans thailandske husholderske. I Nikolaj Zeuthens roman ”Verdensmestre” fra 2010 skildres et ægtepar i et moderne, ligeværdigt forhold, men på skilsmissens rand. I sidste ende holder forholdet ikke på grund af den store kærlighed, men fordi kreditforeningen og de store, fælles banklån gør det umuligt for dem at løse de økonomiske bånd, der binder dem sammen.

Litteraturen i dag benytter således penge til blandt andet at beskrive en tid og et samfund, hvor ægteskabet ganske vist ikke længere er knyttet til forsørgelse, men hvor penge alligevel stadig kan være en kæp i lykkens hjul.