Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

Penge, penge, penge – og så lidt kultur

3 stjerner

Der mangler både fugleperspektiv og dybere spadestik i ny bog om kulturpolitikken, men tankevækkende er ”Et spørgsmål om kultur” nu alligevel

Det er tankevækkende, at jo rigere vi bliver, desto mere slås vi om de statslige midler til den sidste krone – skal den gå til livsforlængende medicin, subvention af hjemløse eller en skulptur i rundkørslen? Vi betaler det hvide ud af øjnene i skat, men der er aldrig nok.

Man kan ikke åbne en avis, uden at kravet om flere penge springer i øjnene: Sundhedsvæsenet vil have flere, socialvæsenet mangler, uddannelsesvæsenet, skoler og universiteter suger på lappen, alle vånder sig højlydt over de grønthøsterbesparelser eller omprioriteringsbidrag, de udsættes for.

Det gælder også, og ikke mindst, kulturlivet, som modsat de øvrige nævnte ikke er et ”væsen” men ligefrem et ”liv”. I denne bog stiller forfatteren, som er kunsthistoriker og inspektør ved Statens Museum for Kunst, de selvsamme fem spørgsmål til 42 såkaldte kulturaktører fra hele landet.

De lyder: Hvilket kulturelt danmarkskort vil du gerne give videre til de kommende generationer? Hvordan afspejler det sig i den praksis, du står for? Har vi brug for armslængden i forvaltningen af kultur? Hvad kan vi undvære i det danske kulturlandskab? Hvordan kan kulturen opnå en øget vægt på den politiske dagsorden?

”Kulturaktører” skal her fortrinsvis forstås som administratorer og politikere, folk der repræsenterer institutioner, organisationer, partier, fonde og lignende. Der er en klar overrepræsentation af direktører, men kun en håndfuld udøvende.

I længden bliver det en kende trættende at læse mere eller mindre enslydende, taktiske svar på dette med armslængden, som alle anser for meget vigtig. Ja, den er vigtig, men hvordan hævder man den?

Alle synes at den skal fastholdes for næsten enhver pris, armslængden, og de færreste kan komme i tanker om museer eller lignende tilbud, som de kunne undvære i det danske kulturlandskab, man skal jo ikke træde kolleger over tæerne. En del drejer spørgsmålet om, hvad der kan undværes i retning af for eksempel ”topstyring”, det kan de godt undvære, eller ”målinger” og ”kvantificerbare succeskriterier”, for ikke at tale om ”den ensretning, som nogen gerne vil lægge ned over dansk kultur”.

Det hører til undtagelserne, når en fondsbestyrer giver efter og siger, at han er ”dødtræt af teaterkoncerter”, eller når chefen for netop Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh, mener, at man godt kunne undvære en del af de kulturhistoriske museer.

Man får sympati for forfatteren Knud Romers svar på, hvad det er, vi efter hans mening kunne undvære, nemlig ”pampere. Vi kan undvære konsulenter. Vi kan undvære meritokratiet. Ledere, mellemledere – alle dem, der intet bedriver, ud over at lave den ene rapport efter den anden om arbejdsgange og fyre folk. Det er dem, der administrerer kulturen uden selv at frembringe noget indhold... Når du har nogle ledere, der er ansvarlige for ’output’ og ’produkt’, der skal leve op til ikke kun økonomiske, men også politiske interesser, er der ingen, der tør gøre noget, for så bliver du fyret. Pludselig har du angstens imperium”.

Under det hele tegner der sig en modsætning mellem kulturarvsinstitutionerne, som administrerer, hvad den klassiske sociolog Georg Simmel forstod som ”den objektive kultur” – alle tingene, produkterne af tidligere tiders kulturliv – og så ”den subjektive kultur”, den enkeltes kreative evne til at bruge løs af den objektive kultur, menneskets erkendelsesmæssige forråd, som et middel til sin egen tilblivelse, sin egen dannelse.

Kulturprodukterne hober sig op, århundrede efter århundrede, der er aldrig noget, der forsvinder, alt skal bevares, for det skal det vel? Det er en interessant problematik, som aldrig bliver særlig italesat i denne bog. Al kultur er traditionsbearbejdelse, men når ”arven” efterhånden fylder 95 procent kunne en kættersk tanke være at lade en smule af den gå al kødets gang – så kunne man spare kustoderne, høj og lav!

Det er en bog, der kører ud ad en lige linje, sjældent op i fugleperspektiv eller et spadestik dybere. Forfatteren har tilsyneladende været tilfreds med at holde mikrofon for de 42 udvalgte, der spørges ikke kritisk, og der bliver heller ikke samlet op på interviewene, der afsluttes blot med en lille ufordøjet citatmosaik.