Prøv avisen

Pengene bruges med hjerte og hjerne

Henriette Christiansen har hele sit liv været optaget af at bruge sine evner til at gøre gavn for almenvellet. Som 36-årig fik hun muligheden for at gøre det i stor skala som direktør for Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration, som hvert år deler cirka 75 millioner kroner ud til især sårbare børn og unge. – Foto: Leif Tuxen.

Henriette Christiansen, direktør for Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration, voksede op stående på tæerne, for det blev forventet, at hun deltog aktivt i forældrenes diskussioner om kultur og værdier, om ret og pligt. Hun lærte, at viden og kunnen skulle udnyttes især til gavn for andre

Hun står foran døren, ikke bange, men spændt. Ved siden af står fogeden, og det er ham, der ringer på. Familien derinde har ikke betalt regningerne, og nu skal de sættes ud af lejligheden.

Som de andre 8. klasse-elever på skolen i Gentofte er Henriette Christiansen i praktik, men hun er den eneste, der har valgt at følge dommeren i Brøndby. Hendes far er jurist, men det er ikke derfor. Hun vil vide, hvordan mennesker, der er meget anderledes end hende selv, lever. Og hun vil se, hvad de store ord om ret og pligt, hun kender fra diskussionerne om middagsbordet derhjemme, betyder i virkeligheden.

Der er ingen, der åbner, og hun føler lettelsen skylle igennem sig, men så træder de indenfor, og hun ser, hvad økonomisk og åndeligt armod kan være: Et hjem med et kæmpe stereoanlæg, et endnu større fjernsyn og stort set ikke andet, selv om det er tydeligt, at nogen bor her.

Jeg husker stadig, hvor trist jeg blev. Og hvor tragisk og voldsomt jeg syntes det var, at familien skulle smides på gaden. Men det var ikke sådan, at nu blev den forkælede pige fra Gentofte sørme forskrækket, for jeg var mentalt og værdimæssigt klædt godt på. Mine forældre havde indprentet i mig, at alle mennesker i udgangspunktet var gode, men at nogle menneskers liv udviklede sig i en forkert retning, så de mistede kontrollen. De mennesker skulle støttes og hjælpes. Men man var nødt til samtidig at se deres behov i en større sammenhæng. Det gik jo ikke, hvis alle bare undlod at betale deres regninger. Ville man have et godt samfund, måtte hensynet til den enkelte altid balancere med hensynet til resten af samfundet.

Der er udsigt ind over travbanen i Charlottenlund fra stuen i den store villalejlighed. Hun siger det selv: det er et privilegeret liv, hun lever. Og sådan har det altid været, men der har også altid fulgt forpligtelser med. De fordele, hun var født ind i livet med, skulle udnyttes, lød mantraet fra forældrene. Og det skulle ske på en måde, der også kom andre til gavn.

Henriette Christiansen viser rundt i en blanding af afdæmpede, klassiske møbler og hendes halvandet år gamle datters farverige legetøj. En påmindelse om, at det var i en usædvanlig ung alder, hun i 2009 blev direktør for Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration, der sidste år brugte cirka 75 millioner på at hjælpe især sårbare børn og unge. Penge, der tjenes i Egmont, en af Nordens største medievirksomheder.

LÆS OGSÅ: Grundlæggende har vi svært ved at forandre sig

Hun fortsætter ind på kontoret og stopper op ved en række værker af Maurits Cornelis Escher, der står lænet op af væggen. Hans særegne stil og de kryptiske motiver er udtryk for en nærmest matematisk tilgang til kunsten, der passer godt til hendes mands ekstremt systematiske hjerne. Han er dog på mange måde hendes modsætning, fortæller hun. Hun klarede sig godt i dansk, historie og sprog, men var forfærdelig dårlig til matematik og idræt. Det gjaldt i øvrigt hele familien. Deres sprog var bøger, musik, teater, kultur i det hele taget. Det var holdninger og refleksion. Det var argumenter og gud nåde den, der ikke havde argumenterne.

Man var aldrig for lille til at diskutere. Og der var benhårde, verbale klask, hvis jeg ikke havde tænkt over tingene og dannet mig en holdning, jeg kunne argumentere godt for. Også selv da jeg kun var syv år gammel. Det var en meget bevidst del af mine forældres opdragelse. Min mor var gymnasielærer, min far var embedsmand i en række ministerier og formand for alt muligt, og de var og er stadig udpræget nysgerrigt anlagt. De ville forstå verden og dens sammenhænge og forventede, at vi også søgte udsyn og indsigt. Det kunne godt føles krævende. Jeg skulle hele tiden være på tæerne i en grad, så det ikke havde været et rart barndomshjem, hvis der ikke også havde været kærlighed, humor og ironi, fortæller Henriette Christiansen.

Hendes opvækst var bundet sammen afen grundlæggende tro på og glæde ved dannelse. For familien Christiansen indebar det ikke mindst en pligt til at udvise tolerance og et ansvar for at forstå andres følelser og livssituation. Det var den medmenneskelighed, dannelsen skulle bruges til, og forklaringen på, at det måtte være sådan, fik hun uden at være bevidst om det hver fredag. Her besøgte hun sin farmor, der var en formidabel historiefortæller. Historierne var altid fra hendes eget liv, der i lang tid havde udfoldet sig bag tremmer.

Henriette Christiansens oldefar var fængselspræst i Horsens Statsfængsel og boede inden for murene med sin familie.

For en lille pige betød det, at den normale verden var fuld af anormaliteter og levende beviser på, at alle mennesker har værdi. Og at alle kan forandre sig. Så når tidligere indsatte bankede på døren gennem årene, blev den altid åbnet uden forbehold.

Minderne derfra gengav farmoderen så levende, at de indlejrede sig dybt i både sønnen og børnebørnene. Tolerance og nysgerrighed blev et naturligt hovedspor i familien, og måske derfor var der ingen løftede øjenbryn, da hun som niårig proklamerede, at nu tog hun på kostskole i en måned.

Sagen var den, at i løbet af 1980erne var Gentofte Kommune løbet tør for svage børn til den svagbørnskoloni, der hvert år blev stablet på benene.

Så alle blev tilbudt et ophold i Sønderjylland, og Henriette meldte sig straks.

Der var ingen af mine nære venner, der tog med, og jeg kendte ingen af de voksne, men for mig gjorde det bare eventyret større. Jeg husker, at jeg sendte et par postkort til mine forældre, men ellers havde vi ikke kontakt i en måned. I dag tænker jeg, at det var en kæmpe tillidserklæring fra deres side, men også, at det er et meget godt billede på den følelse af selvstændighed og drivkraft, jeg altid har følt. For det var ikke nogen skovtur, det var rå børnemagt og masser af mob-beri, men jeg trivedes med friheden og tog også af sted året efter. På den måde var jeg nok lidt et unormalt barn. Jeg var socialt anlagt og havde gode venner, men jeg kunne godt mærke, at jeg skulle anstrenge mig for at følge det gængse barneliv. Alle mine venner havde for eksempel væggene fulde af idoler, men mit eneste idol var Martin Luther King, og han passede ikke rigtig ind som vægplakat. Så jeg fandt tilfældigt et billede af Shakin Stevens i et blad og satte ham op. Jeg tænkte, at så måtte jeg være dækket ind.

Henriette Christiansen brygger mere kaffe. Interviewet har allerede rundet to timer, for hun stiller næsten lige så mange spørgsmål, som hun får. Og hun lytter på en måde, så man får lyst til at fortælle mere.

Det er en familieskade, hendes bror også har. Han arbejder som præst i Australien og har fundet sin egen måde at forene tolerance og medmenneskelighed. Op gennem hendes ungdom blev netop de værdier endnu dybere rodfæstede og nuancerede. Særligt et udvekslingsophold i en fattig by i Californien gjorde, at de mange påvirkninger begyndte at samle sig i en egentlig identitet. Hendes værtsfar var gynækolog og fødselslæge, og hun arbejdede ved hans side i klinikken, når både høj og lav kom ind. Byen havde landets højeste rate af teenagegraviditeter, og mange af dem kom til den socialt ansvarlige læge for at få den hjælp, de ikke havde råd til at betale for. De var typisk illegale indvandrere og havde ingen borgerrettigheder, og den tydelige lagdeling af det lille samfund gjorde indtryk, som hun tog med videre på den politiske ungdomskongres i Washington D.C., hun fik mulighed for at være en del af. Når hun vendte tilbage til Danmark, ville hun læse statskundskab og beskæftige sig med menneskerettigheder, besluttede hun. Det skulle være hendes lille bidrag til at udjævne verdens uretfærdigheder.

Og sådan blev det. Set tilbage var det nok også en arv, hun mere eller mindre bevidst tog på sig at videreføre.

Jeg arvede ikke en gård, men en karriere, siger hun leende.

Både hendes far og farfar havde været topembedsmænd i flere ministerier, og det var også her, hun skabte sig en lynkarriere, der foreløbigt kulminerede med jobbet som administrationschef i Kulturministeriet i 2006 få dage før hendes 33-års fødselsdag. Sideløbende særligt som studerende og i karrierens første år lavede hun frivilligt arbejde og blev ministerudpeget medlem af Frivilligrådet. Den røde tråd var kampen for menneskerettigheder og læring og trivsel for børn og unge.

LÆS OGSÅ: En præst troede på frøet i mig

Og i 2009, 36 år gammel, gik det hele så op i en højere enhed. Hun blev direktør for Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration et drømmejob, der forenede alle de værdier, hun var vokset op med.

Hvis jeg skal sætte en overskrift på mit liv indtil nu, må det være, at både hjerte og hjerne har været med i alt, hvad jeg har gjort. Alle de ting, der har været skelsættende i mit liv, har talt til mit hjerte, men er gennemanalyseret af min hjerne, og det er præcis sådan, jeg nu arbejder med fonden bare i meget større skala. Her kan jeg være med til at gøre gavn for almenvellet, og jeg kan gøre det på en måde, hvor jeg bruger min kernekompetence, nemlig den analytiske metode. Så det er drømmejobbet for mig. Det er jo farligt at sige, når jeg ikke er ældre, men det er sådan, jeg har det.

I Egmont Fonden er det almindelig kendt og anerkendt, at Henriette Christiansens påvirkning på fondens arbejde har været afgørende for dens retning. Ikke mindst hendes første store ambition om at skabe fondens første almennyttige strategi. Indtil 2009 havde Egmont Fonden ligesom så mange andre fonde arbejdet fra ansøgning til ansøgning. Nu skulle arbejdet gøres mere proaktivt for at sikre, at de mange penge ikke forblev isolerede nålestik, men var en del af en større strategi for at gøre varig gavn.

Det blev en grundig proces på halvandet år, der mundede ud i en fokusering af indsatsen: Fonden skulle arbejde for at fremme lysten til læring og bidrage til, at børn og unge bedre kan håndtere livskriser. Det kan fortsat ske gennem donationer, men fonden sætter i langt højere grad selv projekter i gang og indgår i partnerskaber, så effekten af pengene når langt længere end den enkelte donation, og så fonden er mere dagsordensættende end tidligere. For eksempel i forhold til skilsmissebørn, der ofte ikke får tilstrækkelig hjælp. Her har fonden taget fat i de centrale og sagt: Indsatsen er ikke god nok, som den er. Vi er villige til at sætte 40 millioner af til at ændre på det. Hvordan bruges de bedst?

Et andet markant aftryk, hun har sat på fonden, er, at den i højere grad investerer på baggrund af viden om børn og unge. Tidligere havde fondens sekretariat stor ekspertise i at koordinere og styre projekterne, men den viden skulle udbygges med konkret viden, der kunne omsættes til en opsøgende, bredere og mere synlig indsats.

Det er hele tiden koblingen mellem hjerte og hjerne, der er afgørende for mig. Vi skal ikke bare støtte og hjælpe, men samtidig have troen på og respekten for, at det enkelte menneske kan og vil klare sig selv, og det er et menneskesyn, der kan føres direkte tilbage til min opdragelse og oplevelserne fra min barndom. Det er opbyggelig hjælp, mennesker har brug for, ikke pacificerende. Så når mine medarbejdere peger på et projekt, de mener vil være relevant for os, spørger jeg altid: Men gør det noget for almenvellet for alle børn i samme situation? Er det en indsats, der skaber ringe i vandet? Som når vi eksempelvis uddeler feriestøtte til udsatte familier her er vi nødt til at analysere, om vi kun gør godt, eller om vi også gør gavn. Er pengene med til at ændre familiens tro på, at de kan rykke deres egen situation eller forsøder den bare tilværelsen et kort øjeblik?.

Hun er erkender gerne, at det kan lyde lidt kynisk i forhold til den enkelte familie, der også har fortjent et lyspunkt, som ikke er mere end det. Men støtten og hjælpen skal følges op af en mere langvarig støtte, for den filantropiske verden har rykket sig, siden den uddelte brændsel til de fattigste, så de kunne holde kulden fra døren, men ellers ikke stod bedre i livet.

Hvis jeg nu havde handlet efter mit hjerte og prøvet at overtale fogeden i Brøndby til at lade familien med det store fjernsyn slippe for at forlade deres lejlighed, havde det jo nok ikke grundlæggende ændret deres livssituation. Forståelse for andres liv må aldrig erstatte pligten til at hjælpe dem med selv at forbedre mulighederne for en god tilværelse.