Prøv avisen
Liv&litteratur

Pensionisterne i Berlin

Det giver god mening at bevare fortidens monumenter synligt i nutidens bybillede

Jeg cykler gennem den bløde Berlin-luft. Det er blevet aften, og efter en dag, hvor varmen har været så massiv, at man havde det bedst indendørs, er det nu til at være ude igen. Jeg er på vej hjem fra Mitte til Prenzlauer Berg og skyder genvej gennem noget, der ligner en lille park. Det viser sig at være et såkaldt Denkmalsanlage (mindesmærke) og egentlig et ret stort anlæg, nemlig Marx-Engels-Forum, anlagt i 1986, men lige nu er størstedelen af parken væk – afspærret på grund af U-Bahnbyggeri. Den bliver dog stadig brugt, folk ligger rundt omkring, og fem vilde kaniner løber rundt og hygger sig.

I et hjørne af parken, på kanten til Karl-Liebknecht-Strasse, er der ligesom bunket en gruppe monumenter sammen. Først og fremmest er der det oprindelige monument for DDR’s store fædre, Marx og Engels. Et stort bronzemonument – i dobbelt størrelse, næsten fire meter højt – af kommunismens to fædre, som henholdsvis og står og sidder.

De ser verden ret i øjnene. Marx’ store hænder og knæ og sko er helt blankslidte, mens Engel ikke så let lader sig klatre på. Til gengæld kan man holde i hans frakkeskøder, mens man lader sig fotografere.

Værket var oprindeligt placeret midt i anlægget, men er nu flyttet ned i et hjørne. Kunstneren bag skulpturen af kommunismens fædre var Ludwig Engelhardt (1924-2001), som mod slutningen af Anden Verdenskrig opnåede både at være i tysk og i russisk krigsfangenskab. Efter den erfaring meldte han sig aldrig ind i noget parti.

I sin skulpturelle gengivelse af Marx og Engels er det heller ikke agitatoren, mennesket opflammet af indignation over verdens uretfærdighed, han viser, men to meget jordfæstede og tænksomme mænd. Faktisk så rolige, at et kælenavn for gruppen blev ”pensionisterne”.

Man må jo også sige, at skulpturen blev sat op i en tid, hvor hele DDR’s projekt knirkede gevaldigt. Tre år efter faldt Muren.

Marx og Engels-monumentet var kun en del af et større skulpturelt kompleks. Bag dem hvilede ”Den gamle verden”, et femdelt marmorrelief af Werner Stötzer. Foran dem først fire dobbelte stålsøjler med indbrændte dokumentarfotos af ”den verdensrevolutionære proces efter Marx og Engels”, og endelig to meget store bronzerelieffer af Margret Middel, der skulle demonstrere fremtiden i form af det frie menneskes skønhed.

Det hele var fordelt og placeret med passende alvorlig afstand, så man kunne vandre og kontemplere behørigt over verdens gåen mod det bedre. Nu er det hele bunket tæt og egentlig ret uskønt sammen.

Men faktisk er der noget virkelig interessant over at have gårsdagens monumenter stående på den måde. Nu tjener de ikke mere det oprindelige ideologiske formål, de står lidt her og ved ikke, hvad de skal, men det bliver også tydeligt, at når der ses bort fra stålsøjlerne, er det faktisk lykkedes de respektive kunstnere at lave værker, som har integritet, og som ikke entydigt talte i en bestemt sags tjeneste.

Der har været diskussion om, hvad man stiller op med hele herligheden, når byggearbejdet er færdigt. Lige nu er det i alle fald et af de mest elskede selfiesteder i Berlin. Mens jeg sidder på bænken overfor, kravler den ene efter den anden op ved siden af Marx og lægger sin lille menneskehånd på hans blankslidte bronzelab.

Fra denkmal til legeplads, Marx og Engels holder til det hele. ”Wir sind unschuldig” (”Vi er uskyldige”) skrev en begavet sjæl på soklen i 1990. Det er desværre vasket væk igen.

I klummen Liv skriver kulturkritikerne Mai Misfeldt, Henrik Wivel og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem eksistens og litteratur – både historisk og aktuelt. Med denne klumme går panelet på sommer- ferie til sidst i august.