Kunsthåndværkets perler fra gemmerne overstråler skidt formidling

Designmuseum Danmarks udstilling ”Creme de la creme” er en kunsthåndværkerfagets pride parade – en rejse i stilepoker, tider og kontinenter

Udstillingen på Designmuseum Danmark viser kunstværker og kunsthåndværk i absolut særklasse. Her er det keramik af Asger Jorn og gobelin af Fernand Léger.
Udstillingen på Designmuseum Danmark viser kunstværker og kunsthåndværk i absolut særklasse. Her er det keramik af Asger Jorn og gobelin af Fernand Léger. . Foto: Pernille Klemp.

Designmuseum Danmark i Bredgade i København har til huse i det tidligere Frederiks Hospital, som blev opført af Frederik V i den lette, nordiske rokokostil i årene 1752-57. Arkitekterne var Nicolai Eigtved, der tegnede bygningskomplekset, mens Lauritz de Thurah fuldførte det. Siden 1926 har bygningerne dannet en kongenial ramme om Designmuseum Danmarks (tidligere Kunstindustrimuseets) skiftende særudstillinger og mere eller mindre permanente fremvisninger, der vises i de gamle sygesale. Museet er i dag en magnet for blandt andet mange udenlandske kulturturister, der gæster Danmark for især at opleve moderne dansk design – derfor er møbelklassikere fra det 20. århundredes danske designguldalder næsten altid fremme.

For at nå frem til særudstillingen ”Creme de la creme” skal man da også vandre igennem en lang række af disse sale. Her oplever man, hvad der umiddelbart forekommer som en stor og ikke just velorganiseret række eksempler på især danske designikoner. Når man endelig er nået frem til særudstillingen, der godt kunne være bedre skiltet, føler man sig mentalt træt af flimrende indtryk. Ankomsten til udstillingen kunne med andre ord godt have været orkestreret med større følsomhed.

Når det er sagt, skal der ikke sås tvivl om, at det er en seværdig udstilling, og der hersker en helt anderledes ro i de sale, hvor den kan opleves. Der er tale om kunstværker/kunsthåndværk i absolut særklasse. De strækker sig over mindst 500 år og hidrører fra mange kontinenter. Der er keramiske værker af Gauguin og Jorn, der er moderne, abstrakte gobeliner af Léger, Richard Mortensen og Matisse – en hel sal handler om udviklingen af det abstrakte formsprog – men også flere ældre gobeliner – blandt andet en fantastisk og meget stor gobelin i rokokostil af Francois Boucher med et mytologisk, romersk motiv. Der er brokade-tæpper fra Persien. Hertil kommer et helt rum, viet til 19 Toulouse-Lautrec-plakater med motiver fra bohemernes frie og mere eller mindre promiskuøse pariserliv – i la Belle Époque (den skønne tid) med disse svungne linjer og flade rum- og figurfremstillinger, som kendetegner Lautrecs ypperlige, japansk inspirerede plakatkunst.

Men der er også mindre frie fugle – nemlig ørne i bur i størrelsesforholdet 1:1, fremstillet i hvidt Meissen-porcelæn. Desuden sølv af Johan Rohde og Georg Jensen, et chatol med indbygget ur og klokkespil, som spiller, mens man går rundt i salene og meget andet, skønt udstillingen ikke er så stor igen.

Imidlertid er der meget at fordybe sig i – ikke mindst i montrerne – så tag Dem god tid. Her kan man blandt andet studere glas med gulddekorationer fra det nordlige Böhmen samt værker af den franske glasdesigner Émile Callé, der var eksponent for art nouveau-stilen, der gjorde op med fortidens historicisme i et nyt, arabesk-agtigt og halvabstrakt formsprog. Det er ”et eksklusivt udvalg af internationale topstykker”… ”I en tid, hvor digitalisering, flygtighed og informationsoverload er hverdagskost for mange, tror vi på, at det langsomme, dygtigt forarbejdede og kunstneriske har en vigtig plads,” oplyser museets direktør Anne-Louise Sommer. Man kan tilføje, at det samme har mange samtidskunstnere for længst opdaget, og at museet dermed bidrager til at perspektivere disse nyeste kunstnerisk strømninger, hvor kunstnerne atter vender tilbage til håndværket – og krydser over grænser til kunsthåndværket akkurat som deres kolleger tilbage i tiden.

Som nysgerrig museumsgæst savner man imidlertid en grundigere formidling af de udstillede værker, hvoraf mange – enten fordi de har været udlånt til andre museer, eller fordi de er for skrøbelige – ikke har været vist længe, hvis nogensinde. Der er intet katalog, og det kommer der heller ikke, oplyser museet. Så al information om værkerne må hentes i vægplancherne. Det kan undre, at museet ikke har formået at hente fondsmidler til en publikation. Ikke en gang en pjece. Når anmeldelsen her fortjener fem stjerner, så skyldes det udelukkende værkernes ypperlige kvalitet, ikke formidlingen.

Blandt udstillingens skønneste genstande kan nævnes porcelænet fra det kinesiske Mingdynasti (1368-1644). Især de hvide vaser med blå dekorationer, der slynger sig som et groende princip ind og ud ad hinanden – lotusblomster, bladranker, frugter, gardenia, krysantemum med videre – er suggererende. Kender vi ikke alle så mange eksempler på efterligninger af denne stil? Talrige vaser, der i den elektriske tidsalder er blevet omdannet til lampefødder, millioner af krus, tepotter og spisestel med udgangspunkt i disse originale dekorationer, er blevet reproduceret til hudløshed. Men står man over for de oprindelige værker, føler man en helt anden sensibilitet og kærlighed lagt i dem.

Nogle tidlige keramiske skulpturer, også fra Kina, kalder på os fra gravenes dyb. Især den opsadlede hest (220-265 e. Kr.) i rødt ler kommunikerer så vitalt. Den løfter det højre forben som i en triumf og synes om et øjeblik at kunne sprænge sig ud af montren og galopere ned ad Bredgade.

Kunstværkerne kommunikerer direkte med os gennem århundrederne. De kender ingen landegrænser, nationalsprog eller tider. De er evige!