Pernille Juhls nyeste roman er letlæst underholdning

Krig og kærlighed giver knubs i ”Sara & August”

"Bogen er læst med klare referencer til nutidens flygtningekriser, opmærksomhed om krigstraumer, om marginaliseringer af mindretal – og det er ikke så ringe endda," skriver anmelder Maria Sjøqvist.
"Bogen er læst med klare referencer til nutidens flygtningekriser, opmærksomhed om krigstraumer, om marginaliseringer af mindretal – og det er ikke så ringe endda," skriver anmelder Maria Sjøqvist. Foto: People's.

Når en roman har titlen ”Sara & August” skrevet med lyserød typografi, og selve indbindingen også er hamrende lyserød, så skal man være ualmindelig tungnem for ikke at kunne gætte, at kærlighedshistorien om Sara og August nok skal falde ud til den heldige side. Omend de unge skal gå så gruelig meget igennem på 476 sider. Pernille Juhl modtog Sprog- og Kulturprisen 2019 for at beskrive sønderjyske skæbner på en levende måde, og hun har igennem sine historiske romaner om Danmark markeret sig som en glimrende fortæller og formidler af Danmarks historie.

Man skulle efterhånden tro, at der ikke kunne skrives flere romaner om besættelsestiden, men det kan der – og endda på en engageret og indlevende facon. Vi er i Berlin, hvor den jødiske familie Huss bor i Rosenstrasse. Året er 1935, hvor animositeten mod jøderne er i sin begyndelse, og dette påvirker naturligvis familien, der består af faderen, der er traumatiseret efter Første Verdenskrig, en bekymret mor og den stædige, oprørske Sara, der prøver at holde sammen på familien.

Når vi ikke er i Berlin, er vi i Aabenraa, hvor familien Holmgreen med journalistfar, mor og tre børn. Her finder vi sønnen August, der bliver mobbet i skolen, men han vinder respekt hos vennen Herman Juncker, hvis familie har stærk sympati for den frembrusende Hitler. August drages af deres synspunkter, sikkert også fascineret af Juncker-familiens velstand og indsmigrende varme.

I 1938 oplever Berlin Krystalnatten, og ved hjælp af held og forbindelser søger den jødiske familie mod Danmark og Aabenraa, hvor Sara løber ind i August. Der opstår naturligvis et dramatisk og etisk dilemma, da der er gensidig tiltrækning mellem den jødiske Sara og den tilsyneladende nazivenlige August.

Det kommer til opgør, konfrontationer og knubbede diskussioner, som ikke bliver bedre af, at August bliver involveret i en virksomhed som dobbeltspion splittet mellem sin stigende foragt for nazismen, et venskabsforhold til en særdeles godgørende Erik Vildtoft og kærligheden til Sara.

Netop Augusts refleksioner over sine etiske dilemmaer og Saras overvejelser om sin rolle som forstående datter i forhold til faderen er med til at gøre romanen anbefalelsesværdig. Men der er strejf af triviallitteratur, der volder garvede læsere problemer: Naturligvis er Juncker-familiens datter lyshåret med politisk korrekte ariske blå øjne, mens Saras er mørke og mandelformede og meget mere tiltrækkende. Mandelformet er fint! Naturligvis ryger Otto Juncker osende cigarer. Så har vi ham placeret. Rygning er yt. Selvfølgelig er de to hunde, der optræder i romanen, vildt hengivende over for vores helte. Romanens ypperste helt, der kommer ind som en deus ex machina, Erik Vildtoft, den tidligere ægtemand til Augusts mor, har tilsyneladende uanede mængder af penge, hvilket kan redde en hvilken som helst situation. Jo, jo, det er lidt trivielt.

Bogen er læst med klare referencer til nutidens flygtningekriser, opmærksomhed om krigstraumer, om marginaliseringer af mindretal – og det er ikke så ringe endda. Den slutter i 1943, og der kommer sikkert et bind tre, der fortæller om tiden efter. Det må man håbe.

Et host: Begrebet ”klogeåge” eksisterede ikke i 1935. Det kom først til i 1995.