Caspar Eric har i de seneste år markeret sig med en række poetiske værker, hvis særkende har været den hæsblæsende mundtlige stil og et meget aktivt dialogisk forhold til de sociale medier. Han er blandt andet af denne grund blevet opfattet som en sand repræsentant for en ny generation, hvilket som bekendt er et af de afgørende kriterier for, at digtere udgives på de store forlag og promoveres i medierne.
Efter Erics debut ”9/11” (2014), der handlede om et manisk medieforbrugende jeg, kom ”Nike” (2015), hvor forfatteren beskrev et liv med sygdommen spastisk lammelse, og endelig ”Avatar” (2017), hvor selvmordet var et hovedtema. Fælles for de tre bøger er brugen af langdigtet, hvis force er, at digtene kan rumme et væld af forskellige stemninger, tider, rum og stilarter, og at man på denne vis bryder med den centrallyriske forestilling om, at et digt skal udtrykke et jegs oplevelse af et intenst nu.
I ”Alt hvad du ejer” er formen kortere i de enkelte tekster, der fylder fra et par linjer til en side, mens til gengæld formatet for værket med sine 296 sider er voluminøst.
De mange enkelttekster forener sig imidlertid til et handlingsforløb, hvor det lyriske subjekt har et forhold til en kvinde, som bliver gravid, men som aborterer efter et par måneder, hvilket jeget oplever som et stort tab og en kilde til mange refleksioner. Desuden foretager jeget en rejse til Grækenland og betragter nogle flygtninge, indleder et nyt forhold til en kvinde, som han egentlig ikke gider, samt tilbringer noget tid med familie og venner.
Den psykologiske kerne i digtsamlingen er subjektets konstante oplevelse af ikke at være til stede og kunne engagere sig i nuet og den dertil knyttede følelse af ambivalens eller ”spleen”, som det hed hos de gamle modernister. Det kan som i titeldigtet lyde:
”I mailen skrev du til hende/ ’Jeg vil give alt hvad jeg ejer/ for at få dig tilbage’/ selvom det ikke var sandt.” Eller: ”Dét at du savner hende/ betyder ikke at du vil have hende tilbage”. Eller: ”Du overvejer om du er forelsket igen/ i det øjeblik du hører hende tale i søvne.”
Det sidste behøver subjektet næppe at overveje så meget, for det er tydeligvis kun eller mest forelsket i og optaget af sig selv. Det var de gamle spleen-modernister fra Baudelaire og Eliot til Johannes V. Jensen og Henrik Nordbrandt selvfølgelig også, men det blev udtrykt med en anden forestillingskraft, spændstighed og nuance end i Caspar Erics noget monotone talesprogsstil.
Caspar Erics digtsamling har utvetydigt et vigtigt emne, og det er modigt af forfatteren at tage livtag med de følelser og oplevelser, der knytter sig til tabet af et foster for en mand. Generelt er problemet dog, at værket er alt for langt, monotont og løst snakkende. Et digt lyder: ”I den første tid skal I konstant høre på/ at det kan ske for enhver/ og at der ikke var noget at gøre/ som om det hjælper en skid.” Et andet: ”Du blev sur og ked af det/ på din fødselsdag i uge ni/ fordi hun fortsatte og fortsatte/ med at snakke om babynavne/ selvom du havde spurgt / om I ikke bare skulle være/ jer to lidt”.
Man kan have sympati eller forståelse for de problemer, som teksten beskriver, men når man dels har hørt de samme dilemmaer fra utallige diskussioner og brevkasser, dels får dem serveret i en uspændende form over næsten 300 sider, så er man skuffet. Det kan Caspar Eric, som han gjorde i sin bedste bog ”Nike”, gøre meget bedre.