Prøv avisen
Serie: typisk dansk

Kunstneren: Danskhed er ligesom et parforhold - det må aldrig lukke sig om sig selv

Et af tidens store spørgsmål i film, kunst, litteratur og politik er, hvad det vil sige at være dansk. I denne serie spørger vi en række kulturpersonligheder, hvad de forbinder med danskhed. Danmark er bedst, når vi skaber fest ud af alting, mener Peter A.G. Nielsen. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø

Peter A.G. Nielsen fra orkestret Gnags skrev sangen ”Danmark” som reaktion på en bølge af racisme i 1985. Som vestjyde har han selv følt sig fremmed i København. Læs eller genlæs vores interview fra 2015 i anledning af, at Gnags i dag, fredag den 3. februar, udkommer med deres nye album "Nørd"

”Danmark” blev til i Aarhus, efter at Peter A.G. Nielsen engang i 1985 havde slingret ned ad Vestergade og krydset Harald Jensens Plads, hvor danskerne sad og drak ”kaffe fra kaffemaskiner hele formiddagen”, som han synger.

Men den kendte Gnags-sang kunne måske lige så godt være blevet skrevet i krydset mellem Gothersgade og Nørre Voldgade og Øster Voldgade i København.

For her virker det pludselig, som om hele Danmark er samlet på ét sted.

Dannebrog bølger i vinden over Livgardens Kaserne på den anden side af vejen.

Ikke en eneste sky sejler hen over den blå himmel, nede på gaderne er trafikken også underligt feriefredelig, og som om hovedstaden ikke i forvejen ligner et perfekt postkort, vrimler det her denne eftermiddag også med 66 gardeorkestre fra hele landet.

Længere nede ad Øster Voldgade kan man skimte Statens Museum for Kunst som en pompøs port til dansk kultur, og allerede her ved indgangen til Botanisk Have kan man ane et tæmmet, men overdådigt udsnit af den smukke danske natur.

Peter A.G. Nielsen smiler ved synet.

”Der er en særlig mildhed over hovedstaden i juli. Som om den viser sig fra sin bedste side over for turisterne,” siger han og nikker ind mod Botanisk Have:

”Jeg bor i lejlighed, men jeg betragter Botanisk Have som min egen have, som jeg så heller ikke behøver at passe. Men her kommer jeg tit for at tænke.

Det er et af byens stille rum, hvor der hverken må være hunde eller cyklister. Det kan jeg godt lide. Der skal være regler og respekt i fællesrummene, synes jeg. Men selvom her er fred, er her også masser af liv.

Alt, der kan gro i Danmark, gror her og mere til, for i drivhusene kan man gå rundt under tropiske palmer.

Jeg driller ofte skoleklasser med at sige, at jeg lige har set en abe løbe rundt derinde, men ikke kan finde den. Så tror de på den,” siger han og slår en stor latter op, inden han lige vil hilse på en dreng fra et af de mange hornorkestre i byen.

”Hvis man er god til at spille trompet, bliver man også god til at kysse piger,” siger Peter A.G. Nielsen grinende til den bornholmske dreng i garderuniform, som står under halvtaget på Nørreport Station med sit hornorkester, inden drengen trutter lystigt videre.

Og lyden af danske blæsere følger os langt ind i Botanisk Have:

”Musikken binder Danmark sammen. Det er også lige meget, om vi står i Thisted eller Tivoli, når vi spiller med Gnags. Vi bliver taget godt imod overalt.

Danskerne synger med og lægger deres egne liv ind i vores sange overalt, ligesom jeg også forbinder Danmark med salmer, folkeviser, højskolesange og børnesange, der har fulgt mig, siden jeg selv var dreng i Skjern,” siger han, mens træerne på den anden side af en lille parksø står og ryster i vinden:

”Jeg husker, hvordan det fyldte mig med en følelse af storhed at synge 'Se, nu stiger solen' hos mine bedsteforældre, mens vi faktisk så solen stige op.

Himlen er stor i Vestjylland. Og først som voksen opdagede jeg, at salmen også blev brugt som begravelsessalme, hvor solopgangen blev til en opstandelse.

Det viser, hvor stor sådan en salme kan være. Det er faktisk også min egen drøm at skrive salmer i fremtiden. For jeg elskede dem allerede i skolen.”

En enkelt morgen ødelagde han dog morgensangen på skolen i Skjern, da han var en stor pubertetsdreng, fortæller han.

”Vi drenge havde lige lært, at der var noget, der hed glansen på mandens penis. Den morgen skulle vi synge Ingemanns 'Lysets engel går med glans', så det fik jeg alle de andre fra klassen til at grine ad.

Men det var en anden dreng, Freddy Christiansen, der fik skylden og lussingen. Det er typisk dansk.

Vi leder altid efter syndebukke i det her land,” siger Peter A.G. Nielsen, der netop skrev sin sang om Danmark, efter at landets flygtninge for alvor var blevet syndebukke herhjemme.

Det er nærmest præcis 30 år siden, at fremmedhadet eksploderede i Danmark i en serie af voldsomme begivenheder, husker han.

”I forbandede bastarder. Danmark ønsker ikke jer sorte svin til at ødelægge vor kristne kultur” - sådan stod der på en hjemmelavet seddel, da op mod 300 unge efter en byfest gik beruset amok med flasker, sten og brandbomber mod et asylcenter i Kalundborg i sensommeren 1985.

Asylcentret lå i et nedslidt hotel, ligesom asylsøgerne også var blevet indkvarteret på Kysthospitalet i udkanten af byen.

Kommunen havde derfor givet de 60 iranske beboere nye cykler i stedet for buskort. Men i dagene efter kom det frem i TV-Avisen, at de nye cykler netop var en af de ting, som havde skabt misundelse i Kalundborg.

Mange lokale borgere kæmpede selv med arbejdsløshed og boligmangel og kunne ikke forstå, hvorfor kommunen så slagtede fedekalven - eller i det mindste pumpede cyklerne - for de fremmede.

Og hurtigt kom lignende stemmer frem i hele landet.

Grønjakker og skinheads skabte de største overskrifter med deres cykelkæder, grimme sprog, kioskafbrændinger og andre voldelige handlinger, men mange almindelige og fredelige danskere ytrede også ubehag over for landets nye gæster.

Det rystede det humanistiske Danmark, som ikke forstod, at så mange danskere opførte sig som den ældste søn i lignelsen om den fortabte søn, der ikke under sin lillebror, ”asylsøgeren”, noget.

Men Pia Kjærsgaard forstod dem og gav allerede dengang stemme til den ulmende utilfredshed over goder til de fremmede - en holdning, 29,5 procent af vælgerne i Kalundborg i øvrigt stadig bakkede op ved valget i år.

Men tilbage i 1985 reagerede Peter A.G. Nielsen med det modsatte budskab i sangen ”Danmark”.

Artiklen fortsætter under billedet 

”Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er, så velkommen her” synger han i omkvædet på sangen, som udkom i 1986 på albummet ”Plads til begejstring” med den indbyggede kærlige opsang:

”Danmark, det banker på din dør
Har aldrig set dig så selvisk og ensom 
Nogensinde før 
Danmark, pas på du ikke dør 
Du trænger til nogen der kysser din næse 
Og nulrer dine øer” 

Dengang havde Peter A.G. Nielsen selv mødt rockere, der mente, at hippier som ham skulle have tæsk, fordi de havde langt hår. Og han ville gerne gøre op med tidens had, fortæller han:

”Det, der var sket i Kalundborg, forfærdede mig, men jeg forstod også godt, at de mennesker, der var så vrede, måtte føle sig meget oversete, uelskede og ensomme - ligesom den fortabte søns storebror.

For forsmåethed og griskhed er altid et skrig efter kærlighed. Men jeg forstod altså også de fremmede, fordi jeg selv har prøvet at være fremmed.

Da jeg kom til København fra Vestjylland, følte jeg mig meget fremmed, så jeg genkendte godt den følelse af ikke at føle sig velkommen, men udenfor,” siger han og søger øjenkontakt:

”Hvordan tror du, at det er at komme ind i kunstens verden i København, når man kommer fra Vestjylland?

Jeg ved sandelig godt, hvad det vil sige at være underhund. Og det var derfor lige så meget en sang til den forskellighed mellem udkant og centrum.

For man kan ikke have et centrum, hvis der ikke er noget udenom, ligesom københavnere ofte først mærker sig selv, når de kommer en tur på landet,” siger han og kigger igen ud på den frodige mangfoldighed af farven grøn i haven, hvor tusindvis af arter lever side om side.

”Det er smukt her, men det er mindst lige så fantastisk at gå en lang tur ved Vesterhavet, hvor man kan blive helt taknemmelig over hver eneste lille blomst i klitterne.

Man tænker: 'Tænk, at den gider vokse her'. Sådan kan man mærke sig selv og de små detaljer kraftigere i det såkaldte Udkantsdanmark.

Men det hele er lige meget Danmark. Danmark er summen af holdninger og små og store flækker.

Og ingen kan tage patent på danskhed, ellers ender man i fundamentalisme og foragt mellem befolkningsgrupper.”

For den langhårede sangskriver er det samtidig en ærkedansk idé at lade alle komme til orde, uanset hvor dumme de er.

”Derfor vil intet kalifat have held med sig i Danmark, hvor vi simpelthen ikke vil acceptere, at nogen vil dræbe andre på grund af deres holdninger. Retten til at dumme sig uden at blive dræbt er kernedansk.

For det er det, der har gjort os klogere, ligesom det også har gjort os klogere at åbne os for verden.”

En stor del af dansk kultur er dannet af indvandrere, ligesom danskere har søgt til udlandet for at få nyt udsyn. H.C. Andersen og Karen Blixen ville ikke være så store forfattere, hvis de ikke var taget ud, påpeger Peter A.G. Nielsen, der også mener, at vi har mere tilfælles med de fremmede, end mange tror.

”Forleden hørte jeg for eksempel en ny historie, der binder danskere sammen med tyrkere.

Som barn elskede jeg den gamle sang 'Ole sad på en knold og sang', fordi jeg identificerede mig med dens udlængsel. Efter hvert vers synger man 'tralalalalalalalala'.

Men nu fortalte en dansk pige, der havde arbejdet som hyrde i Tyrkiet, hvordan de lokale hyrder netop sang fårene ind ved at synge 'tralalalalalalalala', så det har hyrder måske engang sunget i begge lande.

Sådan har vi nok mere tilfælles, end nogle tror. Lad os huske det nu.

Vi hentede masser af gæstearbejdere op til Danmark, men med det samme der ikke var mere arbejde, måtte de ikke engang være med til at rydde op efter festen. Det er da dårlig stil,” siger han og tilføjer:

”Det er så menneskeligt at ville holde fast på sine egne goder. Sådan har jeg det selv. Jeg er blevet millionær og har da ikke givet alle mine penge væk.

Men hvis ikke Danmark kan løse det problem, det er at tage imod nogle flygtninge, så er vi nogle svæklinge. Forskellen på dyr og mennesker er jo netop, at mennesker kan behandle de svage ordentligt. Dyr slår de svageste ihjel.

Men vi mennesker kan se på verden med barmhjertighed, og så skal vi behandle de svage ordentligt, hvad enten det drejer sig om flygtninge, alkoholikere eller arbejdsløse.”

Er det ikke nemt for dig at sige, når du selv har dit på det tørre?

”Jo, og jeg respekterer også demokratiet. Og jeg har ikke noget med, at der er nogle, der ikke stuerene. Jeg synes, at det uforskammet sagt. Er de så dyr? Nej, selvfølgelig ikke.

Vi skal passe på, hvordan vi taler til hinanden. Og vi skal værne om et storsind, der rummer en mangfoldighed, så man også kan tale med dem, man er uenig med.”

”En lille by som Skjern havde syv missionshuse, da jeg var barn. Og de kunne ikke snakke sammen.

Mennesker rotter sig så hurtigt sammen i små enheder, hvor man dæmoniserer hinanden. Og sådan er det desværre stadigvæk.

Jeg synes, at man i stedet skulle holde nogle flere fester, hvor DF'ere og SF'ere kunne danse sammen. Så ville de nok også opdage, at de ikke er så forskellige.

Det er ikke nemt at være nogen, som Dan Turèll også sagde,” siger han, da vi stopper for at købe kaffe som rigtige danskere.

Vi drikker kaffe fra kaffemaskiner, der står i en lille vogn, som en smilende dame sælger fra med ”tak for en fantastisk koncert i Tivoli”, hvor hun sang med på Peter A.G. Nielsens sange sammen med sin søn og 25.000 andre danskere. Og nu undrer hun sig over, hvorfra den 62-årige sanger får kræfter til at danse rundt på scenen med en energi, der kan få Mick Jagger til at ligne en gigtplaget statue.

”Jeg får mere, end jeg giver, når jeg står deroppe. Det fylder mig med lyst til at lave mere musik, når jeg kommer hjem,” svarer Peter A.G. Nielsen og tilføjer, at han tidligere i dag har arbejdet på en sang om regnvejr, selvom himlen endelig er blå som en italiensk swimmingpool.

For man skriver klarest om det, der er lidt på afstand, som han siger. Og hans berømte sang om at sidde på en bænk blev også til i San Sebastian i Spanien, hvor han så de små drenge trække fisk op af havnen.

Men herhjemme kan livsglæden også fanges lige så ”let som en dreng med et net på en bambuspind”, forklarer han, inden vi sidder på bænk, hvor Botanisk Haves eksotiske drivhuse spejler sig i den sjældne sommersol over Danmark:

”Danskhed er ligesom et parforhold. Det giver kun mening for mig, hvis det ikke lukker sig om sig selv, men tværtimod giver nye kræfter til at være noget for andre. Sådan er kristendommen også for mig.

Jeg får mere energi af at komme i kirke. Kirken er min tankstation. Derfor er jeg også spændt på, hvad regeringen mener med, at Danmark er et kristent land. Det er jo ikke det værste, man kan være.”

”Men hvilken form for kristendom er det så? Er det en selvtilstrækkelig kristendom, der peger fingre ad andre? Eller er det en favnende kristendom, der møder folk med kærlighed og respekt for forskellighed?

Jeg håber det sidste. Jeg blev selv opdraget med, at Gud er kærlighed, og kristendom er troen på, at det virker.

Det tror jeg stadigvæk på, og jeg tror, at mange deler det syn på tro, selvom mange ikke giver sig til kende som kristne, især ikke på venstrefløjen. Og det er ærgerligt, synes jeg.”

Hvordan har Danmark ændret sig i din levetid?

”Personligt set er mit kærlighedsforhold til Danmark kun blevet stærkere. Jeg elsker hver eneste afkrog af Danmark, og jeg elsker hver eneste lille flække, hvor der er seks huse til salg.

Og jeg kan identificere mig med det hele. For jeg har altid rejst rundt, og jeg har altid flyttet mig rundt og sat en ære i at føle mig hjemme der. Og jeg kan både genkende mig selv i flygtninge, kaffedamer og Pia Kjærsgaard.

På den måde er Danmark blevet smukkere og smukkere med årene for mig. Og jeg har også brugt min popularitet til at snakke med mennesker.

Hvis Danmark er et fiskenet, føler jeg mig spændt ud i det og som en del af det. Og jeg føler, at der er en stor del af mig i alt det, jeg møder. Der er ikke nogen, der er stuerene og ikke-stuerene.

Der er kun mennesker, der bor i denne herlige mudderpøl, vi kalder Danmark. Og vi skal nok klare os”, siger han og peger på en åkande, der soler sig.

”Den der er typisk dansk. Den har vokset sig op af mudderet, men står nu og stråler i solen. Sådan har Danmark vokset sig frem. Vi er et lille land, men det er dannet af store drømme.

Folketinget, folkekirken, folkeskolen og folkebibliotekerne blev skabt af vores danske forfædre, der troede på et fællesskab, hvor der var plads til alle.”

”Det må vi ikke glemme nu, hvor nogle af dem, der opfatter sig selv som progressive, vil splitte folkekirken ad og finde syndebukke, der ikke skal have samme ret til ydelser som os andre.

Hvis vi bliver smålige og forsmåede, bliver Danmark et mindre land, end vi behøver at være,” siger han, inden vi forlader den velordnede have for at skilles ved Nørreport, hvor musikken stadig spiller i alle retninger.

Et af tidens store spørgsmål i film, kunst, litteratur og politik er, hvad det vil sige at være dansk. I denne serie spørger vi en række kulturpersonligheder, hvad de forbinder med danskhed. Danmark er bedst, når vi skaber fest ud af alting, mener Peter A.G. Nielsen. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø
Danmark er bedst, når vi skaber fest ud af alting, mener Peter A.G. Nielsen, der her smiler i selskab med et bornholmsk gardeorkester. Foto: Petra Theibel Jacobsen
Foto: Petra Theibel Jacobsen
Foto: Petra Theibel Jacobsen