Peter A.G.: God musik er ligesom landskaber

En god solo er som en sti, man lader sig lokke med ad. Musik intensiverer følelsen af at være i live, mener Peter A.G.

Kunstneren Peter A.G. indleder i morgen en ny solo-koncert-turné.
Kunstneren Peter A.G. indleder i morgen en ny solo-koncert-turné. .

Hvilken sang eller musikstykke vil du gerne vågne op til om morgenen?

Jeg forstår musik og det at være musikalsk meget bredt. Så morgenmusik for mig er et blidt bølgende, lyst gardin, vinden danser i, og nu kommer solen. Eller regndråber på et eternittag. I København er det inde i Nørregade, hvor en cyklist standser op, fordi en stor lastbil skal bakke ind ad en snæver port. Den måde, hvorpå chaufføren hilser cyklisten med et smil og en løftet hånd til hilsen.

Hvad skal man bruge musik til?

Tid til at lære én at lytte. God musik er ligesom landskaber. En god solo er som en sti, man lader sig lokke med ad. Musik intensiverer følelsen af at være i live.

Hvilke tre album vil du ikke være foruden?

Jeg har ikke tre album, jeg ikke ville være foruden. Jeg synes hele tiden, det flytter sig i takt med, at jeg selv flytter mig. Jeg lytter til meget forskelligt musik, mest det, som tiden byder på, og det, der tilfældigt fanges ind af mine ører. Jeg er lidt bange for at blive inspireret af noget og vil hellere koncentrere mig om mit eget. Min yndlingsplade er musikken til Kieslowski-filmen Veronikas to liv af den polske filmkomponist Zbigniew Preisner.